Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 JACK LONDON
lige at berøre hans Fod; saa sank den i Vandet med et Plask.
Men ved Berøringen udstødte Thomas Mugridge et højt Skrig.
Saa kom han ind som en Fisk, der trækkes op, svang sig over
Rælingen og smed sig, saa lang han var, paa Dækket.
En Strøm af Blod skyllede hen over Dækket. Den højre
Fod var borte, amputeret ved Ankelen. Jeg saa mig om efter
Maud Brewster. Hendes Ansigt var ligblegt; hendes Øjne var
store af Rædsel. Hun saa, ikke paa Thomas Mugridge, men paa
Ulf Larsen. Han mærkede det, for han sagde med en kort
Latter:
»Leg med Mennesker, Frk. Brewster! Noget grovere,
formoder jeg, end De har været vant til, men alligevel — Leg med
Mennesker. Hajen var ikke med i Beregningen. Den —«
Mugridge, som ved denne Hentydning havde lJøftet Hovedet
og forvisset sig om sit frygtelige Tab, tumlede nu hen over
Dækket og huggede sine Tænder i Ulf Larsens Ben. Ulf Larsen
bøjede sig roligt fremover og trykkede med Tommel- og
Pegefinger om den bageste Del af Kokkens Kæbeparti, lige bagved
Øret. Kæberne aabnede sig modvilligt, og Ulf Larsen var
atter fri.
»Det var det, jeg vilde sige,« vedblev han, som om intet
usædvanligt var hændet, »Hajen var ikke med i Beregningen.
Det var — hm — skal vi sige Forsynet?«
Hun gav ikke mindste Tegn til, at hun havde hørt, hvad
han sagde, skønt Angsten i hendes Øjne veg for et Udtryk af
uudsigelig Væmmelse, idet hun vendte sig om for at gaa. Hun
kom imidlertid ikke ret langt, for hun vaklede og rakte
Haanden ud imod mig. Jeg greb hende, lige saa jeg forhindrede
hende i at falde, og hjalp hende til Sæde paa Kahyistrappen.
Jeg troede, hun var besvimet, men hun betvang sig.
»Vil De hente en Aarepresse, Hr. Van Weyden,« sagde Ulf
Larsen henvendt til mig.
Jég tøvede. Hendes Læber bevægede sig, og skønt de intet
sagde, bad hun mig med Øjnene, saa tydeligt som hun kunde
have sagt det i Ord, om at gaa og hjælpe det ulykkelige
Menneske. »Ja, gør det?« fik hun endelig fremstammet, og jeg kunde
ikke andet end adlyde.
Jeg havde efterhaanden opnaaset en saadan Færdighed som
Kirurg, at Ulf Larsen, efter nogle vejledende Bemærkninger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
