Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S
ULF LARSEN 179
ved Kahyisnedgangen, og UIf Larsen inviterede ham
nedenunder. Men han trøstede sig ved igen at kaste et Blik paa sin
Vært, som ganske vist var en stor Mand, men en Dværg i
Sammenligning med denne Kæmpe. Saaledes overvandt han omsider
sine Betænkeligheder, og de to fulgtes ad ned i Kahytten. Hans
to Mænd var imidlertid, efter almindelig Sømandsskik, gaaet hen
i Lukafet for at aflægge en Visit dér.
Pludselig lød der et Brøl fra Kahytten, fulgt af forskellige
Lyde, der varslede om en rasende Kamp. Det var Leoparden
og Løven, der lavede hele Spektaklet. Ulf Larsen var Leoparden.
»Der ser De, hvor hellig Gæstfriheden er hos os,« sagde jeg
bittert til Maud Brewster, der stod ved Siden af mig.
Hun nikkede for at tilkendegive, at hun hørte det, og jeg
læste i hendes Ansigt, at hun led ved Synet eller Lyden af
voldsom Kamp, paa samme Maade som jeg havde lidt i de første
Uger af mit Ophold paa »Ghost«.
»Vil det ikke være bedst, om De gaar forud, hen til
Mellemdækskappen for Eksempel, indtil dette er overstanet?«
henstillede jeg.
Hun rystede paa Hovedet og saa paa mig med et Blik, der
fik mit Hjerte til at krympe sig sammen i Medlidenhed. Hun
var ikke bange, men snarere forfærdet over den menneskelige
Dyriskhed.
»De forstaar nok,« greb jeg Lejligheden til at sige, »at for
saa vidt som jeg tager Del i det, der foregaar, eller det, der vil
komme til at foregaa, saa gør jeg det kun, fordi jeg er tvungen
til at gøre det — hvis De og jeg nogen Sinde skal slippe herfra
med Livet.«
»Det er ikke rart — for mig,« tilføjede jeg.
»Jeg forstaar Dem,« sagde hun svagt, med en Stemme, der
Jød, som om den kom langt borte fra, og Udtrykket i hendes
Øjne viste mig, at hun forstod mig.
Lydene nedenunder døde snart bort. Lidt efter kom UIf
Larsen op paa Dækket, alene. En svag Rødme farvede hans
Ansigt under den stærke Solbrændthed, men ellers bar han intet
Mærke af Kampen.
»Send de to Mænd agter, Hr. Van Weyden!« sagde han.
Jeg adlød, og et Par Minutter efter stod de for ham.
»Hejs jer Baad ind!« sagde han til dem. »Jægeren har
be
198
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
