Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 JACK LONDON
flagrende Haar og hendes dejlige, brune Øjne overbeviste mig
! om, at mit Syn intet fejlede. Jeg vendte atter Ansigtet til
Læsiden, og igen saa jeg den fremspringende Odde, sort og høj og
bar, og jeg saa den rasende Brænding, som brødes imod dens
Fod og kastede Skumsprøjtet højt op i Luften, den sorte, truende
Kystlinje, som løb imod Sydost, omgivet af et bredt, hvidt Bælte.
»Maud,« sagde jeg, »Maud!«
Hun drejede Hovedet og saa, hvad jeg havde set.
»Det kan ikke være Alaskal« raabte hun.
»Åk nejl« svarede jeg og spurgte: »Kan De svømme?«
Hun rystede paa Hovedet.
»Jeg heller ikke,« sagde jeg. »Saa maa vi se at komme i
Land uden at svømme. Der maa jo være en eller anden
Aabning i Klippen, hvor vi kan lade Baaden drive ind; men vi maa
være hurtige, meget hurtige — og sikre i Vendingen.«
Jeg talte med en Selviillid, som hun vidste, jeg ikke besad,
for hun saa paa mig med sit forskende Blik og sagde:
»Jeg har endnu ikke sagt Dem Tak for alt, hvad De har
gjort for mig, men . . . .«
Hun tøvede, som om hun var i Tvivl om, hvorledes hun
bedst skulde udtrykke sin Taknemmelighed.
»Naa?« sagde jeg haardt — jeg var ikke helt fornøjet med,
at hun vilde takke mig.
»De kunde da ogsaa gerne hjælpe mig lidt.« smilede hun.
»Med at udtryke Deres Forbindtlighed, før De dør? Vist
ikke. Vi skal ikke dø. Vi skal være i Land paa den Ø og have
det hyggeligt og rart, før Dagen er omme.«
Jeg talte meget modigt, men jeg troede ikke selv et Ord
af, hvad jeg sagde. Heller ikke var det Angsten, der tilskyndede
mig til at lyve. Jeg følte ingen Angst, skønt jeg var sikker
paa Døden i den kogende Brænding mellem Klipperne, som
vi nu nærmede os. Det var umuligt at hejse Sejl og gaa klar
af den Kyst. Vinden vilde øjeblikkelig kaste Baaden over,
Søerne vilde’fylde den i samme Øjeblik, som vi kom ned i
Bølgedalen, og desuden: Sejlet, som var surret til
Reserveaarene, slæbte i Søen foran os.
Jeg var, som sagt, ikke bange for selv at møde Døden dér,
et Par Hundrede Alen til Læ for os, men hvad der forfærdede
mig, var Tanken om, at Maud ogsaa skulde dø. Det var for
F
(
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
