Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
a
ULF LARSEN 231
TO OG TREDIVTE KAPITEL.
Jeg vaagnede med en hemmelighedsfuld, trykkende Følelse
af, at der var noget, jeg savnede i mine Omgivelser. Men
Hemmelighedsfuldheden og Trykket forsvandt, efter at jeg havde
ligget vaagen i et Par Minutter. Det, der manglede, var Vinden.
Jeg var falden i Søvn under en saadan Nervespænding som den,
med hvilken man imødeser en Fortsættelse af Lyd eller
Bevægelse, og jeg var vaagnet, spændt og forberedt paa at møde et
Tryk, som ikke længere var over mig.
Det var den første Nat i flere Maaneder, som jeg havde
tilbragt under Tag, og et Par Minuiter laa jeg og nød det at være
indsvøbt i Tæpper, som ikke var vaade af Taage eller
Skumslænk. Det første, jeg gjorde, var at analysere Virkningen af :
Vindens Ophør, det næste at nyde den Glæde, jeg følte, ved 4
at hvile paa den Madras, som Maud havde lavet med sine egne
Hænder. Da jeg havde klædt mig paa og aabnede Døren, hørte
jeg Bølgerne slaa mod Kysten og sludre højt om de foreganende
Døgns Storm. Det var en klar Dag, og Solen skinnede. Jeg
havde sovet længe og traadte nu ud af min Hytte, fast bestemt
paa at indhente det forsømte, som det sømmede sig en Beboer
af »Foretagsomhedens Ø«.
Men da jeg stod udenfor, standsede jeg pludselig. Jeg maatte
jo tro mine egne Øjne, og dog følte jeg mig i Øjeblikket som
lamslanet ved, hvad der aabenbarede sig for mig. Derhenne,
inde i Vigen, ikke halvtredsindstyve Fod borte, laa der et
afmastet Skib. Master og Bomme, Vævlinger, Skøder og itureyne
Sejl laa i en forvirret Masse og slog ganske stille mod
Skibssiden. Jeg gned mig i Øjnene. Der var den hjemmelavede
Kabys, som vi havde bygget, det kendte Ruf og den lave Kahyt.
Det var »Ghost«.
Hvilket Spil af Skæbnen var det, der havde bragt den hertil
— ja, netop hertil? Jeg saa paa den mørke, uoverstigelige Mur
bagved mig, og jeg følte mig dybt forlvivlet. Om Flugt kunde
der ikke være Tale. Jeg tænkte paa Maud, som laa og sov i
den Hytte, vi havde bygget. Jeg huskede hendes »God Nat,
Humphrey!« »Min Kvinde, min Magel« lød det gennem min
Hjerne, men desværre — hvad nu — jeg ved det ikke selv —
men jeg var snart mig selv igen. Der laa »Ghost« med Boven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
