Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 233
»Forladt i største Hastl« var min Slutning, idet jeg steg op
paa Dækket. Haabet vaagnede igen til Live i mit Bryst, og jeg
saa mig om med større Sindsro. Jeg bemærkede, at Baadene
manglede. »Mellemdækket« fortalte den samme Historie som
Lukafet. Jægerne havde samlet deres Ting med lignende Hast.
»Ghosi« var forladt! Den var Mauds og min. Jeg tænkte paa
Skibets Forraad og Lazarettet under Kahytten og fik Lyst til
at overraske Maud med noget lækkert til Frokostbordet.
Reaktionen og Bevidstheden om, at det ikke blev
nødvendigt at udføre den Rædselsdaad, jeg havde foresat mig, gjorde
mig barnlig ivrig og glad. Jeg tog to Trin ad Gangen og tænkte
ikke paa noget bestemt, undtagen hvor glad jeg var, og hvor jeg
vilde ønske, at Maud vilde vedblive at sove, indtil den
overraskende Frokost var helt færdig til hende. Idet jeg løb forbi
Kabyssen, tænkte jeg med ny Glæde og Tilfredshed paa de
udmærkede Kogeapparater, som hang derinde. Jeg sprang op paa
Kanten af Ruffet og saa — UIf Larsen. I min mægtige
Overraskelse løb jeg tre, fire Skridt henad Dækket, før jeg kunde
standse. Han stod i Aabningen, saaledes at kun Hoved og
Skulder var synlige, og stirrede paa mig. Armene støttede han paa
den halvt aabne Glidedør. Han rørte sig ikke af Stedet — stod
blot dér og stirrede paa mig.
Jeg begyndte at skælve, og den gamle Følelse, som af et
fysisk Ildebefindende, kom over mig. Jeg lagde Haanden paa
Kanten af Hytten for at støtte mig. Mine Læber syntes
pludselig at være bleven helt tørre, og jeg vædede dem, for det
Tilfældes Skyld at jeg skulde behøve at tale. Heller ikke tog jeg et
eneste Øjeblik Øjnene fra ham. Ingen af os talte. Der var noget
ildevarslende i hans Tavshed, hans Ubevægelighed. Al min
gamle Frygt for ham vendte tilbage, og dertil kom en ny Frygt,
hundrede Gange større. Og der stod vi saa begge og stirrede
paa hinanden.
Jeg forstod, at der maatte handles, og da jeg var grebet af
min gamle Hjælpeløshed, veniede jeg paa, at han skulde tage
Initiativet. Som jeg stod dér, og Øjeblikkene svandt, gik det
op for mig, at Situationen havde en vis Lighed med den, under
hvilken jeg havde nærmet mig den stormankede Hansæl: Af
lutter Angst glemte jeg, at det havde været min Hensigt at
myrde, indtil jeg kun ønskede at faa den til at løbe. Saaledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
