Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UT]
234 JACK LONDON
kom jeg endelig i Tanker om, at jeg var der ikke for at lade
Ulf Larsen tage Initiativet, men for selv at tage det.
Jeg spændte Hanen til begge Løbene og rettede Bøssen imod
ham. Hvis han havde flyttet sig eller forsøgt at gaa ned, havde
jeg sikkert skudt ham. Men han stod ubevægelig som før og
stirrede paa mig. Og som jeg slod dér og saa paa ham, med
den hævede Bøsse i Hænderne, havde jeg Tid til at lægge Mærke
til, at han saa træt og udtæret ud. Det var, som om en stærk
Sindsbevægelse havde berøvet hans Ansigt dets gamle, sunde
Udseende, Kinderne var indfaldne, og Panden var rynket, som
om han var træt og havde haft mange Bekymringer. Det
forekom mig, at der var noget fremmed i hans Øjne, ikke blot i
Udtrykket, men i selve deres Udseende, som om Synsnerverne
og Bevægelsesmusklerne havde lidt ved en eller anden
Overanstrængelse, hvorved selve Øjeæblet var bleven noget forrykket.
Alt dette saa jeg, for min Hjerne arbejdede hurligere end
nogen Sinde, og jeg tænkte de tusinde Tanker; men jeg kunde
ikke give Fyr. Jeg sænkede Bøssen og traadle hen til Hjørnet
af Kahytten, først og fremmest for at berolige mine stærkt
anspændie Nerver og tage nyt Sigte, men ogsaa for at komme
nærmere. Alter hævede jeg Bøssen. Han var kun en Armlængde
fra mig. Der var intet Haab for ham. Jeg havde taget min
Beslutning. Det var umuligt at skyde fejl, hvor ringe en Skytte
jeg saa var. Og dog kæmpede jeg med mig selv og kunde ikke
trække til.
»Naal« sngde han utaalmodigt.
Jeg kæmpede forgæves for at faa min Finger ned paa
Afårækkeren, og forgæves kæmpede jeg for at sige noget.
»Hvorfor skyder De ikke?« spurgte han.
Jeg forsøgle at tale.
»Hump,« sagde han langsomt, »De kan ikke gøre det. De
er ikke netop bange. De er afmægtig. Deres sædvanlige
Livsbetragining er stærkere end De. De er Slave af de Anskuelser,
som staar til Troende hos dem, De plejer at færdes iblandt.
Deres Lovbog er bleven Dem banket ind i Hovedet, fra De
begyndte at tale, og til Trods for Deres Filosofi og hvad jeg har
lært Dem, kan De ikke dræbe en ubevæbnet Mand, som ikke
gør Modsland.«
»Jeg ved detl« sagde jeg hæst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
