Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
=
236 JACK LONDON
Jeg var forberedt paa, at han ligesom før vilde skyde
Spørgsmaalet til Side, og jeg blev meget forbavset over hans
Redebonhed til at svare.
»Min Broder fik Overtaget inden otte og fyrretyve Timer —
og det var ikke min Skyld, kan De stole paa. Entrede om Bord
om Natten, da kun Vagten var paa Dækket. Jægerne svigtede
mig. Han bød dem større Hyre. Jeg hørte selv, at han gjorde
det. Gjorde det lige for mine Øjne. Mandskabet var naturligvis
villigt til at forlade mig — det var ikke mere, end man kunde
vente sig. Alle Mand gik over Rælingen, og dér stod jeg — sat
i Land paa mit eget Skib. Dengang var det min kære
Broders Tur.«
»Men hvordan har De mistet Masterne?« spurgte jeg.
»Gaa over og se paa Taljerebene,« sagde han og pegede over
paa det Sted, hvor Mesanrigningen skulde have været.
»De er skaaret over med en Knivl« raabte jeg.
»Ikke helt,« lo han. »Det var meget finere end som saa.
»Se engang til.«
Jeg saa nu, at Taljerebene næsten var filede over, saa der
lige var nok tilbage til at holde Vanterne, indtil der fremkaldtes
en alvorlig Strækning.
»Det er Kokkens Værk,« lo han igen. »Jeg ved det, skønt
jeg ikke greb ham i det. En Slags Udligning af gammelt
Regnskab.«
»Det var godt gjort af Mugdidge!« raabte jeg.
»Ja, det tænkte jeg ogsaa, da hele Skibet væltede over.«
»Men hvad gjorde De, medens alt dette stod paa?« spurgte
jeg.
»Mit Bedste, forsikrer jeg Dem, hvad der imidlertid ikke
betød ret meget under de Forhold.
Jeg vendte mig om for at se Thomas Mugridges Værk efter
igen.
»Jeg tror, jeg vil sætte mig lidt her i Solen,« hørte jeg Ulf
Larsen sige.
Der var en svag Antydning af fysisk Svaghed i hans Stemme,
og jeg fandt dette saa mærkeligt, at jeg straks saa hen paa ham.
Han strøg sig nervøst med Haanden hen over Ansiglet, som
om han fejede Spindelvæv til Side. Jeg vidste ikke, hvad jeg
skulde tro. Det hele lignede saa lidt Ulf Larsen, jeg havde kendt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
