Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258 JACK LONDON
— hvilket tappert Udtryk var der ikke i hendes brune Øjne,
som hun sad og saa paa mig! Hvor ynkværdig tappert!
Jeg gav mig atter til at gnide hendes Hænder og bevæge
hendes Arme op og ned og til Siderne, indtil hun selv kunde
slaa med dem, Saa tvang jeg hende til at staa op, og skønt hun
vilde være faldet, hvis ikke jeg havde støttet hende, tvang jeg
hende ogsaa til at gaa frem og tilbage de faa Skridt, der var
Plads til, og endelig til at hoppe op og ned.
»Åa, De tapre, tapre Kvindel« sagde jeg, da jeg saa,
hvorledes Livet atter vendte tilbage i hendes Ansigt. »Har De nogen
Sinde vidst, at De var saa tapper?«
»Jeg plejer ikke at være det. Jeg har aldrig været tapper,
før jeg lærte Dem at kende.. Det er Dem, der har gjort mig
tapper.«
Hun tilkastede mig et hurtigt Blik, og igen saa jeg det
spillende, skælvende Lys i hendes Øjne. Men det varede kun et
Øjeblik. Saa smilede hun.
Saa kom Vinden, frisk Medvind, og snart arbejdede Baaden
sig gennem en svær Sø henimod Øen. Klokken halvfire om
Eftermiddagen passerede vi den sydvestlige Odde. Ikke blot var
vi sultne, men vi led ogsaa af Tørst. Vore Læber var tørre og
sprukne, og vi kunde ikke længere væde dem med Tungen.
Saa lagde Vinden sig. Henimod Aften var det blikstille, og jeg
arbejdede aiter med Aarerne — men svagt, meget svagt.
Klokken to om Morgenen berørte Baadens Bov Strandbredden i vor
egen lille Vig, og jeg vaklede ud for at gøre Fangelinen fast.
Maud kunde ikke staa op; ikke heller havde jeg Kraft til at
bære hende. Jeg faldt med hende i Sandet, og da jeg kom op,
nøjedes jeg med at lægge Haanden under hendes Skuldre og
trække hende op til Hytten.
Den næste Dag arbejdede vi ikke. Vi sov til Klokken tre om
Eftermiddagen, det vil sige, jeg gjorde det; for da jeg vaagnede,
var Maud ved at lave Middagsmad. Hendes Evne til at
genvinde Kræfterne var vidunderlig. Der var noget haardført ved
hendes fine, sarte Legeme, et fast Tag i Tilværelsen, som man
ikke skulde have tiltroet en Kvinde med hendes Ydre.
»Jeg rejste jo til Japan for mit Helbreds Skyld,« sagde hun,
da vi efter Middagen sad og drev ved Ilden og frydede os over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
