Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 261
Hun saa forveniningsfuld paa mig.
Jeg tog en Sælknippel frem. »Det kan ikke tage Livet af
ham . ... Og førend han kom til sig selv, vilde jeg have ham
bundet og bastet.«
Hun rystede gysende paa Hovedet. »Nej, ikke den! Der
maa være en mindre brutal Fremgangsmaade. Lad os vente.«
Men vi kom ikke til at vente ret længe, før Problemet løste
sig selv. Om Morgenen fandt jeg, efter adskillige Forsøg,
Tyngdepunktet paa Fokkemasten og anbragte min Hejsetalje nogle
faa Fod over det. Maud holdt Tørnen paa Spillet og lod
Slækken løbe i Rulle, medens jeg hev. Havde Spillet været goli,
saa vilde Arbejdet ikke have været saa vanskeligt som nu. For
hver Tomme jeg halede, maatte jeg lægge alle mine Kræfter til,
og jeg maatte jævnlig hvile mig. Ja, jeg tror næsten, jeg hvilede
mere end jeg arbejdede. Maud gjorde velmente Forsøg paa at
hjælpe mig med den ene Haand, medens hun holdt Tørnen med
Times > Efter en Forløb kom den enkelte og den dobbelte
den anden.
Blok imod hinanden ved Toppen af Kranen. Jeg kunde ikke
hejse mere. Og dog var Masten ikke svunget helt ind.
Rodenden var naaet lige til Kanten af Rælingen. Min Kran var for
kort. Alt mit Arbejde havde været til ingen Nytte. Men jeg
hengav mig ikke længere til Fortvivlelse. Jeg var bleven mere
fortrolig med Spil, Kraner og Hejsetaljer og havde ogsaa faaet
mere Tillid til mig selv. Der maatte være en Maade at gøre det
paa, og det stod til mig at finde den Maade.
Medens jeg spekulerede over Problemet, kom UIlf Larsen
op paa Dækket. Vi bemærkede straks, at der var noget
mærkeligt ved ham. Han gik mere usikkert end nogen Sinde, idet
han passerede Ruffet til Bagbords for Kahytten. Saa vaklede
han, løftede den ene Haand mod Øjnene med den gamle kendte
Bevægelse, som om han vilde feje noget bort, faldt ned ad
Trappen til det almindelige Dæk, tumlede om og slog ud med
Armene, som for at finde noget at støtte sig til. Han kom atter
paa Benene henne ved Mellemdækslugen og stod dér et Øjeblik,
vaklende, indtil han pludselig sank sammen. Benene gled bort
under ham, og han faldt om paa Dækket.
»Et af hans Anfald,« hviskede jeg til Maud.
Hun nikkede, og jeg kunde læse Medfølelsen i hendes Blik.
Æ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
