Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 263
kunde ikke modstaa eller overvinde Anfaldet. Han sank
bevidstløs sammen.
Mauds Fodtrin var lige ved, da jeg slap fri for hans
dødbringende Favntag. Jeg lod mig rulle et lille Stykke henad
Dækket, hvor jeg laa paa Ryggen og gispede og plirede med
Øjnene i Solskinnet. Maud var bleg, men fattet — mine Øjne
søgte straks hendes Ansigt —, og hun saa paa mig med en
Blanding af Ængstelse og Lettelse. Mit Blik faldt paa en tung
Sælknippel, som hun holdt i Haanden, og hun saa, at jeg
betragtede den. Knippelen faldt hende af Haanden, som om den
pludselig havde brændt hende, og i samme Øjeblik var det, som
om mit Hjerte begyndte at banke højt af Glæde. Hun var i
Sandhed min Kvinde, min Mage, som kæmpede med mig og
for mig, som en Hulehoers Mage vilde have kæmpet. Alt det
primitive i hende vaagnede til Trods for hendes Kultur og den
blødgørende Civilisation, som hun havde været paavirket af hele
sit Liv igennem.
»Du kære Kvindel« raabte jeg og kom med nogen Besvær
paa Benene.
I næste Øjeblik laa hun i mine Arme og græd krampagtigt
mod mit Bryst, medens jeg trykkede hende fast ind til mig.
Jeg saa ned paa hendes skønne, brune Haar, der skinnede i
Solen og var mere dyrebart for mig en Ædelstenene i en Konges
Skaikiste. Og jeg bøjede Hovedet og kyssede hendes Haar saa
blødt, at hun ikke mærkede det.
Men saa kom igen den mere alvorlige Tanke op i mig. Naar
alt kom til ali, var hun en Kvinde, der græd af Glæde, nu da
Faren var ovre, og kastede sig i Armene paa sin Beskytter eller
den, der havde været i Fare. Havde jeg været hendes Fader
eller Broder, vilde Stillingen ikke have været anderledes.
Desuden var der intet i Tid, Sted og Omstændigheder, der gav mig
Ret til at bejle til hende, saaledes som jeg ønskede at bejle til
hende. Jeg nøjedes derfor med at kysse hendes Haar engang
endnu, idet hun gled ud af mit Fayntag.
»Det var et virkeligt Anfald denne Gang,« sagde jeg, »et
Slag som det, der gjorde ham blind. Han forstillede sig i
Begyndelsen, og hans Forstillelse hidkaldte Anfaldet.«
Maud var allerede ved at ordne Puden under ham.
»Nej,« sagde jeg, »ikke endnu! Nu, da jeg har ham
hjælpe
(5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
