Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 277
»Se de sorte Skyer til Luvart! De husker, jeg sagde i Aftes,
at Barometeret var ved at falde.«
»Og Solen er borte,« sagde hun, stadig med Øjnene fæstede
paa vor Ø, hvor vi havde bevist, hvad vi magtede, og hvor vi
havde oplevet det sandeste Kammeratskab, som kan opleves
mellem Mand og Kvinde.
I halvanden Døgn stod jeg til Rors. Maud magtede ikke at
styre, for Søen gik højt, og Vinden tiltog i Styrke. Der var ikke
andet for mig at gøre end at prøve paa at lægge bi. Det
lykkedes efter tre Timers overmenneskeligt Arbejde. Næsten
afsindig af Overanstrengelse kom jeg til Køjs, og jeg sov i over
et Døgn.
Jeg vaagnede efter den lange Søvn Klokken syv om
Morgenen. Maud saa jeg ikke noget til, og jeg tænkte, at hun var i
Kabyssen for at lave Frokost. Men skønt der var gjort Ild paa,
og en Kedel Vand stod og kogte over Ilden, var hun heller
ikke der.
Jeg fandt hende paa »Mellemdækket« ved Ulf Larsens Køje.
Jeg saa paa ham, den Mand, som var bleven styrtet ned fra
Livets højeste Tinde, ned i denne levende Begravelse. Der var
kommen en hidtil ukendt Mildhed over hans stille, rolige
Ansigt. Maud saa paa mig, og jeg forstod hendes Blik.
»Hans Liv er udslukt i Stormen,« sagde jeg.
»Men han lever endnu,« svarede hun med uendelig Tro
og Tillid i Stemmen.
»Han havde for mange Kræfter.«
»Ja,« sagde hun, »men nu binder de ham ikke længere.
Han er en fri Aand.«
»Han er i Sandhed en fri Aand,« svarede jeg, og idet jeg
tog hendes Haand, førte jeg hende op paa Dækket.
Stormen havde lagt sig den Nat, det vil sige, den aftog
ligesaa langsomt, som den havde rejst sig. Efter Frokost den næste
Dags Morgen, da jeg havde hejset Ulf Larsens Lig op paa
Dækket for at begrave det, blæste det endnu friskt, og Søen gik højt.
Vandet skyllede jævnlig ind over Dækket. Vinden slog mod
Skonnerten i pludselige Ryk, og den krængede over, indtil
Lærælingen var under Vand, og det sled og peb i Rigningen, saa det
lød som et højt Skrig. Vi stod i Vand til Knæene, medens jeg
blottede Hovedet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
