- Project Runeberg -  Ulf Larsen : En Historie fra Stillehavet /
278

(1918) [MARC] Author: Jack London
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.







278 JACK LONDON

»Jeg husker kun en Del af Ritualet,« sagde jeg, »og det er:
Og Legemet skal kastes i Havet.«

Maud saa paa mig, overrasket og halvt forfærdet. Men
Mindet om nogelt, jeg engang havde set, blev levende hos mig og
tilskyndede mig til at begrave Ulf Larsen, som han havde
begravet et andet Menneske. Jeg løftede Enden af et Lugedække.
Legemet, der var indsyet i Sejldug, gled ud i Vandet med
Fødderne nedad, tynget ned af et Stykke Jærn. Det var borte.

»Farvel, Lucifer, du stolte Aand!« hviskede Maud saa sagte,
at hendes Ord overdøvedes af den hylende Vind. Men jeg saa
hendes Læber bevæge sig og vidste, hvad hun sagde.

Støttede til Rælingen arbejdede vi os igen agter, og det traf
sig saaledes, at jeg kom til at kaste Blikket ud til Læ. I dette
Øjeblik hævede »Ghost« sig paa en svær Sø, og jeg saa tydeligt
en lille Damper to, tre Mil borte. Den rullede og stødte, medens
den arbejdede sig frem og dansede hen imod os. Den var
sortmalet, og efter hvad jeg huskede af Jægernes Samialer om deres
Røverier paa Havet, kunde jeg slulte, at det maatte være en af
de Forenede Staters Toldkrydsere. Jeg viste Maud den og førte
hende skyndsomt op paa Ruffet.

Jeg styrtede af Sted for at hente et Flag, men saa kom jeg
i Tanker om, at jeg ved Skonnertens Rigning ikke havde gjort
Udvej for et Flagfald.

»Vi behøver intet Nødsignal,« sagde Maud. »Bare de ser
os, er det tilstrækkeligt.«

»Vi er frelst,« sagde jeg med alvorlig, højtidelig Stemme.
Men derefter var det, som om Henrykkelsen helt tog Magten
fra mig, og jeg tilføjede: »Jeg ved næppe, om jeg skal være
glad eller ikke.«

Jeg saa paa hende. Vore Øjne mødtes. Vi lænede os ind til
hinanden, og før jeg var mig fuldt bevidst, havde jeg taget hende
i mine Arme.

»Behøver jeg at sige noget?« spurgte jeg.

Og hun sagde: »Du behøver det ikke, men det vilde være
saa herligt at høre det.«

Vore Læber mødtes, og — ved et underligt Spil af
Indbildningskraften — Scenen i Kahytten stod med ét lyslevende for
mig, da hun havde lagt Fingrene let paa mine Læber og sagt:
»Tys, tysl«




<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:01:05 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ulflarsen/0280.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free