Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
gav den tabt og lagde sig ned for at hvile. Enøje
kom hen til Hunulven, men da han helt sagte rørte
ved dens Hals med sin Snude, snappede hun med
en saadan Ilterhed efter ham, at han gik bagover og
saa helt løjerlig ud i sin Iver for at undgaa dens
Tænder. Hunulven var bleven mere pirrelig i Humør
end nogen Sinde før, men den var ogsaa bleven mere
bekymret.
Saa fandt den da til sidst, hvad den søgte. Det
var nogle faa Mil op ad en lille Flod, der om
Sommeren havde sit Udløb i Mackenziefloden, men som
nu var bundfrossen, en død Strøm, en fast, hvid
Ismasse fra Udspring til Udløb. Hunulven travede
tungt, dens Mage et passende Stykke foran. Da
Hunulven naaede op til en høj Lerskrænt, som hang ud
over Floden, vendte den og løb derhen.
Foraarsstormenes Rusk og Slud og smeltende Sne havde
udvasket Banken og et Sted omdannet en smal Revne
til en lille Hule.
Den standsede ved Hulens Munding og saa først
meget nøje paa Skræntens Vægge, saa løb den til
den ene Side, dernæst til den anden langs Skrænten,
helt derhen, hvor denne gik over i det mere jævne
Land. Sluttelig vendte den tilbage til Hulen og krøb
ind gennem den snævre Aabning. De første tre Fod
var den nødt til at krybe, men saa udvidede Revnen
sig til en lille Hule, omtrent seks Fod i Tværmaal.
Loftet var saa lavt, at den lige kunde staa oprejst
derinde. Men Hulen var tør og lun. Hunulven
undersøgte den meget omhyggeligt, mens Enøje, der
var vendt om og kommen tilbage, stod i Aabningen
og saa taalmodigt til. Hunulven sænkede Hovedet,
rettede Snuden mod Jorden og drejede sig rundt i
Kreds omkring et Punkt nær sine egne Ben, som
den havde samlet tæt sammen, og lod sig med et træt
Suk, der næsten lød som et Grynt, dumpe ned paa
Jorden med Hovedet vendt mod Indgangen. Enøje
stod interesseret med spidsede Øren og lo ad
Hunulven, der, naar den saa ud, kunde se Enøjes Hale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
