Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
Det var det værste Saar han endnu havde faaet.
Baade Næse og Tunge var bleven forbrændt af den
levende, solfarvede Ting, som var vokset op mellem
Graa Bævers Hænder. Han græd og græd
ustandseligt, og hvert nyt Hyl blev modtaget med et
Latterudbrud af Menneskene. Han prøvede paa at slikke
sin Næse med Tungen, men Tungen var ogsaa
forbrændt, og naar de to saarede Lemmer kom i
Berøring med hinanden, frembragtes deren endnu større
Smerte, og saa skreg han endnu mere ynkeligt og
hjælpeløst end før.
Og saa skammede han sig. Han kendte
Latteren, og hvad den betød. Det er ikke givet os at
forstaa, hvorledes nogle Dyr forstaar Latter og ved,
naar man ler af dem, men Hvidtand forstod det paa
samme Maade som andre Dyr. Og han skammede
sig over, at Menneskene skulde le af ham. Han
vendte sig om og flygtede bort, ikke fra den
farlige Ild, men fra Latteren, som stadig pinte ham
mere og mere og saarede ham i hans inderste Sjæl.
Og han flygtede hen til Kiche, som rasede i sin Snor,
— til Kiche, det eneste Væsen i hele Verden, som
ikke lo af ham.
Skumringen sænkede sig over dem, Natten faldt
paa, og Hvidtand laa ved Siden af sin Mor. Hans
Næse og Tunge gjorde ondt endnu, men han var
opfyldt af en endnu større Sorg. Han havde Hjemve.
Han følte en underlig Tomhed inden i sig, han længtes
efter Stilheden og Roen ved Floden og i Hulen ved
Klipperne. Verden var blevet altfor tæt befolket. Der
var saa mange af disse Mennesker, Mænd, Kvinder
og Børn, og de gjorde allesammen Spektakel og
iriterede ham. Og saa var der Hundene, som altid
mundhuggedes og bed og lavede Hurlumhej og
Forvirring. Den rolige Ensomhed, han havde levet i før,
var forbi. Her var hele Luften ladet med Liv. Det
summede og brusede ustandseligt. Stadig foranderlig
i Styrke og pludselig stigende og faldende, angreb
det hans Nerver og Sanser, gjorde ham nervøs og
London: Ulvehunden. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
