Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
hente ham. Og denne Gang fik han endnu værre
Prygl end de foregaaende Gange.
Graa Bæver saa til, mens den hvide Mand svang
Pisken over Hvidtand. Hunden tilhørte ikke mere
ham, og han forsøgte ikke at forsvare den. Da
Smith endelig holdt op med at slaa, var Hvidtand
syg. Enhver anden Hund vilde være død efter en
saadan Omgang, men Hvidtands Opdragelse i Livet
havde været streng, og han var gjort af et stærkere
Stof end andre Hunde, saa derfor taalte han mere
end de. Men han var meget syg. Straks var han
saa svag, at det var ham umuligt at slæbe sig af
Sted, og Smith maatte vente en halv Timestid, indtil
han kom til sig selv igen. Og blindet og snublende
ravede Hvidtand saa tilbage til Fortet med Smith.
Denne Gang blev han bundet med en Kæde,
som var umulig at gnave over, og han prøvede
for“æves at trække Krampen ud af den Træblok, i
vilken den var slaaet ind.
Efter nogle Dages Forløb drog Graa Bæver —
ædru og aldeles blottet for Penge — af Sted paa den
lange Rejse op til Mackenzie, og Hvidtand blev i
Yukon og tilhørte en halvgal og raa Mand. Men
hvad kender en Hund til Galskab? For Hvidtand
var Smith den mægtige om end frygtelige Gud, og
han vidste, at han skulde underkaste sig sin nye
Herres Vilje og adlyde ethvert af hans Indfald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
