Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
Weedon Scott havde sat sig det Maal at ville
gøre godt igen, hvad Mennesker havde forbrudt mod
Hvidtand. Han følte, at Menneskene var kommen i
Gæld til Hvidtand, og han besluttede at betale denne
Gæld. Derfor gjorde han sig Umage for at være
særlig venlig mod den vilde Ulv, og han betragtede
det som sin Pligt hver eneste Dag at klappe og
kærtegne Hvidtand og ofrede adskillige Timer derpaa.
Hvidtand, som i Begyndelsen tog imod
Kærtegnene med Mistro og fjendtlige Følelser, kom lidt
efter lidt til at holde af dem. Men der var een Ting,
som han alligevel aldrig hørte op med — og det var
at knurre. Han knurrede uafbrudt, fra Kærtegnene
begyndte, til de endte, men det var alligevel, som
om der var kommen en ny Klang i hans Knurren.
En fremmed kunde ikke høre Forskellen, og for ham
var Hvidtands Knurren baade nervepirrende og
afskrækkende. Men Scott havde saa fint et Øre, at
han kunde høre den nye Klang midt imellem alle
de vilde Toner, og han forstod, at denne nye Klang
var det første Tegn paa en vaagnende Kærlighed.
Lidt efter lidt foregik Overgangen fra underdanig
Venlighed til Kærlighed. Hvidtand selv begyndte
at faa en Anelse om Forandringen, skønt han i sin
Uvidenhed ikke vidste, hvad Kærlighed var. Han
følte det som en Tomhed i sit Indre — en pinefuld
Længsel, som fordrede at blive tilfredsstillet. Det
voldte baade Uro og Smerte, og kun naar hans nye
Herre klappede og kærtegnede ham, følte han Fred
og Ro. Naar Scott var hos ham, var Kærligheden
kun glædelig, og han følte sig gennemstrømmet af
en vild Tilfredsstillelse; men naar hans Herre var
borte, vendte al Uroen og Smerten tilbage,
Tomheden i hansIndre føltes lige saa knugende som før,
og Tørsten efter Kærlighed fyldte hans Sind.
Hvidtand var paa Vej til at finde sig selv. Skønt
han ikke varung mere, og skønt Livet havde formet
hans Sind baade vildt og hadefuldt, saa var hans
Natur dog ved at undergaa en Forandring. I hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
