Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
Omsgivelser. Farer og Død lurede ikke omkring
ham til alle Sider, og lidt efter lidt forsvandt ogsaa
Tanken om det ukendte, som han i gamle Dage altid
havde frygtet og skælvet for. Livet laa lyst og
lykkeligt foran ham, Dagene svandt hen uden at bringe
nverken Frygt eller Fjendtligheder af nogen Årt.
Sneen udeblev, men han tænkte ikke derover.
Hvis han havde tænkt derpaa, vilde han have sagt
til sig selv: „Det er dog en usædvanlig lang Sommer,“
men kun sjældent hændte det, at han paa en uklar,
taaget Maade mindedes Nordlandets hvide Sne. Paa
samme uklare Maade kunde han ogsaa længes efter
Nordlandet, naar Heden pinte ham om Sommeren,
men Længslen blev aldrig bevidst hos ham, og den
eneste Virkning var den, at han uden selv at forstaa
Grunden dertil blev utilpas og hvileløs.
Udover den kælne Lyd i hans Knurren og den
indsmigrende Maade, hvorpaa han strøg sig op ad
sin Herre, havde Hvidtand aldrig haft Evner til at
udtrykke sin Kærlighed over for Mennesker. Men
han lærte lidt efter lidt en ny Maade at vise sin
Kærlighed paa. Han havde altid været umaadelig
ømtaalelig over for Menneskers Latter. Den kunde
ophidse ham til vanvittigt Raseri og ligefrem
Galskab. Men han kunde umulig blive vred paa sin
kære Herre, og da denne en skønne Dag begyndte
at le godhjertet og spøgende af ham, blev han
raadvild. Han kunde mærke, at den gamle Vrede rejste
sig i ham, men han kunde ikke blive vred paa sin
Herre og forsøgte derfor at se værdig ud for dog
at vise, at han havde forstaaet den drillende Latter.
Men jo værdigere Hvidtand blev, desto
hjerteligere lo hans Herre, og det endte med, at Scott fik
ham til at opgive Værdigheden. Han lukkede Munden
lidt op, Læberne skiltes, og et ejendommeligt Udtryk,
som var nærmere Kærlighed end Morskab, kom frem
i hans Blik. Hvidtand havde lært at le. —
Han lærte ogsaa at lave Narrestreger sammen
med sin Herre, han blev kastet om og rullet rundt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
