Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
Men stundom Mere; talsr klogt og venligt,
Og aldrig morker Vrede hendes Blik!
T j a l f e .
(I det han seer mod Himlen.)
0 stjcrnk mig Taarer! — Dug opliver Blomsten,
Men Taarer lindrer Hjertets hede Trang
Dog dromte jeg i Nat heelt underligt;
O m A l f s o l o g o m L o k e , H c e l , o g N h a n —
Mig syntes Solen var formorket; Vinden
Peeb fcrlt i Skoven, og den hele Himmel
Var rod som Blod, ret som i Ragnarok
Naar Ulven Minnagarmer sluger Maanen
Og overspringer Himlen med sit Blod. —
Nu kom den hulde Alfsol, Loke fulgte.
Og Rh an gridff sparrede tilbage Veicn. —
De gik imellem hoie bratte Klipper,
Der boevede ved Fossens Kccmpesang.
Blegt skinnede den runde Solvermaane
Og’ Hce l j. g saae fremstige fra sin Afgrund
Krampagtig lce de blaae og blege Laber,
1det hun strakte sine visne Hcender,
Hen imod Alssol, som hun da rev ned
Med sig i Underverdnens morke Bolig!
Jeg gav et Skrig, hvorved jeg vaagnede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
