Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Vildt Sneen fyged’ — Ragnarokr var noer.
Og Fenrisulven lost af sine Baand,
Som truet med at sluge T alhals Guder.
Da fteeg den onde Loke ud ak Klippen,
Og knuged’ mig, vanvittig til sit Bryst.
Han liqned’ Bcrserk, den hvide Fraade
Stod ud af Munden, og hans fledfte Die
Var spilet op, og stirret lüg ^n Dods.
Jeg skreeg af Reedsel, men m g horte Ingen,
Kun fcele Drauger, sang en rcedsom Sang.
Da steeg fra Dybet op d.’ trende Norner,
Og Skulda sagde med morkt, helligt Alvor,
Og i en Tone som jeg aldrig glemmer.
Den trcengte mig igjennem Marv og Been! —
„Den Gamle tyder, Sigurd! vee Dig! vee!
Dog snart vil iiskold Lkdsiedrik Dig qvcege!"
Da saae jeg Drauger, luftige, men blege
Og blodige, at svoeve tcet for mig.
De vare alle rustede til Krig,
Og Lurer og Trompeter lod til Angreb.
„O hoie Guder frels mig!" udbrod jeg.
Og Alt forsvandt, — jeg var igjen hos Eder.
I n g e .
Det lader sig jo let forklare Alfsol,
Og har ei at betyde. — Denne Angst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
