Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXII. Et svensk Hjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
Men, hvad var det, der forfulgte hende?
Hun sygnede ikke just hen, men hun blev
blegere og Øjnene dybere. Hun følte sig heller ikke
tilstrækkelig optagen.
Den Smule Husgerning var jo for intet at regne.
Og hendes Færd med Børnene var jo kun
en Leg.
Naturen var stor og herlig!
I den syntes hun at føie sig friest.
Men — det var Arbejdet, hun længtes efter!
Saaledes gik det meste af en Uge.
Hun havde endnu ikke hørt fra Hjemmet, til
hvilket hun jo havde maattet love ikke at skrive,
før hun hørte fra Bedstemoder.
Det var allerede først i August og en vidunderlig
Aften.
Helene vandrede Arm i Arm med Frederikke i
Haven.
De gik noget tavse.
Saa slåp pludselig Fruen Helenes Arm, stillede
sig foran hende og sagde: »Hvad tynger dig, Helene?
Betro dig til mig!«
Helene tog hendes Arm igen og sagde, idet de
gik videre: »Jeg føler mig kun uvirksom; det, jeg
har at gøre, fylder mig ikke nok!«
»Fylder dig ikke! Men kæreste du, du har det
jo godt fremfor tusinder! Du har Lov at rejse,
kommer til den bedste Tante i alle Nordens Lande
og faar dig et Hjem her.«
Helene greb hendes Haand: »Tror du ikke, jeg
paaskønner det?«
»Nej,« sagde Frederikke smilende, »du er i
hvert Fald ikke saa glad, som jeg og enhver anden
vilde være i dit Sted. Her kan du tumle dig i det
dejlige Varmland, som du vil; du er sluppen ud af
Fængslet og har din Frihed!«
»Ja, jeg har min Frihed,« udbrød Helene med
tindrende Øjne, idet hun rev sig løs, »min fulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
