Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Hun talte højt, kastede sig ind i Samtalen og
søgte at se oplivet ud.
Saadan kom hun en Formiddag i Sportsdragt
stormende som i gamle Dage ned paa Verandaen,
hvor Familien sad.
Hun lo over hele Ansigtet, smaanynnede og
var i det hele usædvanlig munter.
»Det er svært, som du er glad i Dag!« sagde
Fruen med ironisk Betoning.
»Ja, den er vel ægte, den Glæde!« tilføjede
Doktoren.
Helene saa i et Nu, at hun var gennemskuet,
og tabte Masken.
Hun løb ud i Forstuen og standsede udenfor
Doktorens Værelse.
Hurtig derind.
Det var en kraftig Kur, hun brugte.
Hun havde i den sidste Tid tvunget sig til
mindst et Par Gange daglig at se det store
Doktorbillede for at vise sig selv, hvor lidt det afficerede
hende.
Men hun havde da altid Støvekluden i Haanden.
Nu stod hun foran Billedet.
Saa hun nu fuldstændig ligegyldig paa dette
ligegyldige Ansigt?
Nej, ikke helt endnu.
Hun blev vist nødt til at forlænge Kuren.
Det maatte og skulde hjælpe!
Saa ud i Forstuen.
Der løb hun paa Doktoren og Fruen, der raabte
efter hende: »Men Helene! Skal du aftørre Træerne
paa Fjældet? Du løber jo med Støvekluden.«
»Jeg glemte Tobaksbordet i Morges!«
Hun ilede ind med Kluden, ud igen, op paa
Cyklen og suste af Sted.
Gunnar løftede Hovedet og vrinskede efter
hende; men hun ænsede den ikke i Dag.
Paa Verandaen stod Doktoren og Fruen og saa
langt efter hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
