Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
Da blev Helene saa bevæget som ikke i lange
Tider.
Det var hende umuligt at beherske sig.
Hun takkede hurtigt Børnene og Lærerinden og
skyndte sig ud.
Hun gik ind i Skoven; og da strømmede
Taarerne ud af hendes Øjne.
Hun længtes, længtes — som aldrig før.
I det samme hørte hun Børnene snakkende og
leende strømme ud af Skolen.
Og lidt efter kom lige forbi det Sted, hvor hun
sad skjult, den lille Ebba ensomt gaaende.
Helene fik en Idé.
Hun sprang op og fulgte langsomt efter Barnet.
Et Stykke frem ad den store Landevej; saa ind
gennem Skoven. Ud paa Marken. Ind mellem
Smaa-træer.
Ebba havde hele Vejen skyndt sig frem uden
at se tilbage; men paa engang vendte hun sig om
og opdagede vist Helene, der lige naaede frem til at
se hende forsvinde i et lille, fattigt Hus.
Et fattigt Hus!
Ja, det behøvede ikke at skrives over
Indgangsdøren, hvis man ellers med det Navn kunde nævne
nogle gabende, revnede, ormstukne og hullede
Brædder, der svajede hid og did.
Men bag de smaa Vinduer tittede røde og blaa
Blomster frem.
Helene bankede paa Døren og traadte ind.
Jio, der stod Ebba og saa ængstligt paa hende.
I Sengen laa en bleg, udtæret Skikkelse.
To smaa Børn legede paa Gulvet og byggede sig
et Bjerglandskab af Sand, hvori de plantede smaa
Birkekviste.
Ebba nejede; hun tog et Klædningsstykke bort
fra en Stol, for at Helene kunde sætte sig.
Og hun forstod nu, at lille Ebba var den, der
styrede Hjemmet, naar hun ikke var i Skole.
Helene nænnede ikke andet end at sætte sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
