Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Da hun kom ud paa Loftet igen, stod Hanna
der og tørrede sine Øjne.
Hun nejede dybt, tog Helenes Haand og sagde:
»Gud velsigne den danske Frøken! De har gjort det
for en fremmed, som ikke mange vilde gjort for
deres egne!«
Helene vilde gaa.
Da holdt Hanna hende tilbage og sagde: »Men
De bliver aldrig Sygeplejerske — hvor dygtig De saa
er, og hvor god De er! De faar andet at tænke
paa!«
Helene rev Haanden til sig og løb ind paa sit
Rammer.
Hun var træt og gik hurtig i Seng.
.... Ja saa, han var altsaa i Gøteborg! . . . .
Nu vilde hun blot se Billedet én Gang til ... . for
en Sikkerheds Skyld .... og saa aldrig mer! ....
Nu tænkte hun slet ikke paa ham .... nej slet
ikke!« ....
Da Helene var gaaet op, sagde Fruen: »Gustaf!
Tror du, hun holder dette ud i Længden?«
»Det kan ingen vide!«
»Jeg tror det ikke!«
»Hun er ung og stærk!«
»I Mænd har mange udmærkede Egenskaber;
men Menneskekendere, det er I nu éngang ikke!«
»Ja saa!«
»Hun bæres oppe af et stort Haab; det tror
jeg! Ja, af en forunderlig Blanding af Tvivl og Haab!«
»Tror du da, Haabet eller Tvivlen vil sejre —
tror du, hun vil finde Lykken, den Lykke, hendes
unge Hjerte higer efter?«
»Gustaf! Skulde den Mand, hun elsker, ikke
drages til hende, da maatte han være døv og blind!
Jeg har ingen kendt, der ligner hende!«
Han slyngede Armen om hendes Liv, og de
gik op til Brita og Knud, der imod Forventning var
lysvaagne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
