Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning - XXXV. Unge Hjerter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
»Hvor kommer det, I ikke sover?« spurgte
Moderen.
»Jo,« svarede Knud, »Kusine Helene har været
inde hos os og fortalt et Eventyr.«
»Ja,« udbrød Brita, »aldrig har jeg hørt noget
saa morsomt!«
»Naa,« sagde Faderen, »hvad handlede det da om?«
»Aa, hun fortalte om den stærkeste Kvinde i
Verden. Hun var saa stærk, at hun satte Manden
ud af Huset og bar det op paa Fjældet.«
Doktoren og Fruen lo.
»Der ser du,« sagde han, »hun har nok i sig selv!«
»Vent!« svarede Doktorfruen.
XXXV.
UNGE HJERTER.
Den fattige Kone laa en otte Dages Tid paa
Sygehuset.
Og, da saa hun og Børnene en Dag kørtes hjem
derfra, ventede der dem en Overraskelse.
Allerede i Afstand saa de, at der af Skorstenen
opsteg en Røg, saa blaa og bølgende, som den ikke
var set i lange Tider.
Paa Tærsklen stod Helene og modtog dem
glædestraalende.
Huset og Lejligheden var oppudset. Vinduerne
var indrettede til at lukkes op, og der var anskaffet
adskilligt Husgeraad.
Helene havde i Løbet af en Uges Tid ved Hannas
Hjælp arrangeret alt dette.
Men hun vilde ingen Tak have!
Det var jo Besøget i den syge Kones fattige
Hjem, der havde grebet saa mægtigt ind og vist
Vejen, der skulde vandres.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
