Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXV. Unge Hjerter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Op mellem Fyrrene, Birkene og Granerne.
Nu var hun oppe.
Det var stenet Jordbund; hun maatte se sig for.
Men hen maatte hun at se ned i Elven.
Og, da hun næsten var naaet derhen paa det
højeste Punkt, saa hun, der stod en Skikkelse ander
en vældig Røn med funklende Klaser.
Han vendte sig.
Og i Solnedgangsskæret stod foran hende —
den, hun frygtede mest i hele Verden, den Mand, hun
første Gang saa i det flammende Skær fra
Valborgblusset.
Elve fra Højfjældet! Naar I har drukket
Himlens Vande og berust jer i de skyllende
Regnstrømme, da styrter I af Sted, brølende og rasende
som drukne Jætter! Og da sprænger I Stigbord og
Sluser, der før har tæmmet og tøjlet eder!
De stærke Strømme, der bruser i
Menneskesjælen, kan vel ogsaa for længere eller kortere Tid
standses.
Der kan dæmmes op for dem.
Men, der er Strømme, saa stærke, Elve saa
brusende, at ingen Dæmning kan staa imod.
Det var et Nu, et Øjeblik.
Saa skete det vidunderlige.
Alt, hvad der havde brust gennem to unge
Hjerter, to Sjæles rigeste Følelsesvæld, dæmmet op
for ved Adskillelse og Reflektion, Viljekraft og
Ar-bejde, havde nu samlet en slig Kraft, at Dæmningen
bortskylledes.
To Elve, kommende fra hver sin Side,
gennembrød den adskillende Vold og mødtes.
Hvem var svagest?
Ingen, ingen kan sige det!
Men Verdens stærkeste Kvinde — hvad gjorde
hun?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
