Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - F - Folkesamling ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—
198
Folkefamling (stor Saml. af Folk), ålmuge,
ra. Mk. *ting-, kyrke-å.
Folkesiik, folke-sæd(e), m., -lag, n., -vi’s,
f., -bragd, f., -færd, f., -gjærd, f., lydske,
f.; (Nationalstik), lydske (gl. n. Ijzka).
Til golfeflif og Orden vlenne sig,
folke seg. Fra god F
. afvigende,
*lydske-laus. Dv.*l.-løjse. Udenmindfte
F., jfr. »han er, som han var komen or
hejdne haugen, komen ut av fjællet».
Folkefiroemsel, man-skræme, f.
olfcffjj, folke-styg’, *man-s., folke-ræd’,
anlets(i’)-bljug ; *tvær-styg (mest om B^rn).
Foll(eflag), lands-lyd, m. I.M.
Dolleftimmel, man-vase, m., *folke-v.
Folketom, *folke-aud(t), *få-mænt. Gl. n.
fåmennr, fåmennt.
Folketro (gammel F.), påtru. Lm. (ikke i *).
Foment, varmt omslag, kryder-pose.
Fond (Sne-), fån’(o), f. (fan , fane, få’n);
jfr. skavl, m., bre’e, m. Fl. lanner
(fænner ; lanner). Gl. n. fonn (lannir).
Fond (Hob, Forraad, Masse), stok, m.
(kort-s.; eng. stock), iscer om Spillekort,
som ille er uddelt til Spil; 2. Fond,
Fonds, eg. bun’, grun’; gods, jordegods :
penger (til særligt bruk); grun-sum, hoved
stol, grun-stol (H. P. S.), om »kapital«;
penge-forråd ; riks-forskrivninger (»Stats
obligationer»)- Fonds perdus, uopsige
lige penger (som bare gir renter).
Fonetik, lyd-lære; røst-1.
Fonetisk, lyd-, lydende, om lyd(-en, -ene).
F
. (Unders^gelse m. m), (unders.) om
lyd- F
. (Retfirivn.), Iy6-ret (staving),
lyd-(staving) ? mots. IZer<l’st., d. e. etb,nto=
logisk Retfir. H. P. S. har lydlig; jfr.
sydlig, stedlig, hvidlig, av syd m. m.
Font, eg. kilde; (Dpbe-), dåp-fat, dåps
ki!6e (H. P. S.), depe-fat?
Fontenelle, kunstigt sår, flyte-sår. Jfr.
luft-hul. Luft»træk« ær mindre godt, da
trække ær tysk.
Fontlene (-taine), jfr. va(t)B-3prin3 og
spring-vatn ; i * spring, m.
F»r (Proepos.) brukes i * 1. i talemåten
*kvat fol? o: hvad for? hvilken? »Kvat
for slag* »k. for nåkot(o)c 2. i ut
rop : for ej skam ! 2: hvilken S. ! For
ejn tul’! Ellers heter det l»re(v), og
*sol I3te6et for dette *føre skal bare
være i2nH3kap3-drull. For (Konj.), *for,
føre, y (for »f»re<li, at«), o; thi, fordi.
For og fore (Adv.) er ikke lette at ia
ret på. «Dansk-norskens fore heter i *
altid føre (fyre), og nogle «lor» likeså,
men andre »for« ombyttes med »fram«
( framfot [o: Frembeen, :fod, Molb.],
fram-ende, *fram-længs, *fram-tak). Andre
»forc heter »for« også i *, navnlig det
«for», som tyder »altfor« (*tar stor, for
liten, f. sejnt). Vigtigst må det være at
få greje på de »for-», som er inkommen
fra tysk, og som finnes i sammensatte
ord. I>e »for« i sammensZetnin^er er
mest nordiske, som brukes om tid el.
runt, = foran, forub: forbud — forut
sendt bud, forside, mots. bakside, for
ord, forspil, forfædre ; *forståve, *for
sæte, for-sjåleg, eller som tyder noget
galt el. ondt, en overdrivelse (= ov) :
*for-drive, for-kjøjre; *for-sta(d)en,
-*legen» -vaksen, el. et misgrep (= mis
lig, feilagtig): *for-læggje noget — for
liggede varer —, for-sætje, - gjøjme;
for-haste seg, f.-sove s., *f.-take s., el.
en hindring: forbud, forfal’, forbjode,
skade: for-^re, for-lftpe sig. De »for«
derimot, som kommer fra tysk »ver-« og
iblant fra »vor-«, er frsemmede og fin
nes bare sjælden igen i*. Således «for-»
2: ver- i tillægsord og navneord : for
korte, for-kulle, for>^ude, for-tvske, for
andre, for-dra^e,*for>nsZd,*forstand,*lor
3»K (ekter: verlurzen, vertohlen, vergsttern,
verdeutschen, verandern osv.). I andre
ord: foranledige (t. Veranlassen), foran
stalte (beranftalten), forarbejde (verar
beiten), forbinde (verbinden), forblive
(verbleiben), forbløffe (verblusfen), for
borgen (btrborgen), fordele (bert^ci(en),
fordrage (vertragen), sordZelve (verderben),
fordre (veidauen), forene (vereinen), far
fatte (verfassen), fortne sig (sich ver
fiigen), lorNZeve3 (vergebens) og m. fl.
er for- fremmedt, unorsk. Nogle av våre
»for-« svarer vel til tysk «ver-» og er
kanske fra først av for en del efterdan
nelser av tyske ord, men kan dog gælde
for nordiske, når deres »for« går in
under nogen av ovennævnte norske «for»-.
Således kunde f. e. forhugge, forbrænde
vel gælde som norsk, når for- er — for
meget. Ellers brukes i skam-, mejn
og naud- for slikt : skam-hågge, -rive ;
*skam-stor, *-tung ; mejn-hard, *-varm,
*-stire; naud-læje, -stire. Jfr. Altfor,
Idelig, Dderst. Fræmdeles kunde for
agte, forbande (efter Verfluchen), for
dyre, fordømme, forfalle, forføre, forgå,
forgabe sig, forgifte, forgribe sig og lig
nende vel godkænnes; ti her har »for«
tydning av noget galt el. ondt. Hvilke
»for« det er, som er lovlige, idet de
peker, el. i alle fal fra først av har
pekt, hen pa en stilling i tiden el. ram
met (se næst ovenfor), er ikke nu altid
av sig seiv inlvsende. De vil derfor i
det følgende bli påvist, lorsavidt de gen
finnes i * og i gl. n. I* er føre (fyre)
langt mere almindeligt «en for. Nogle
»for« i dansk-norsk (mots. nu el. siden)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
