Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. Lørdag 8. Januar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En historie fra vore Dage - 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— Aa, Ve vil faa mange Aolleger i en Butik, og
Anledning nok til at vise Dem hjælpsom mod andre,
svarte Fruen. Eller vilde De maaste lære Hurtigskrift;
det er saa mange Damer som befatter sig med det nu,
og De har Penge nok til at lære det.
— Nei, jeg har ingen 3yst til det, kom det misfornsiet.
Jeg vilde fole mig som en Mastine. Jeg snster at komme
i Bersring med Folk, helst Bern, om det er muligt. Der
burde da være en’liden plads for mig ogsaa i verden.
Det er ikke mere jeg snster.
— Det er ikke meget, aa nei, sagde Fru Lemmings lidt
nedtrykt; men der er Tusinder og alter Tusinder her i
vor By som snster det samme, og for hvem spsrsmaalet
er af en ganske anden Betydning end for Dem. Det er
en af de sandheder som De snart vil lære at kjende,
hvis De vedbliver at ssge efter Arbeide.
— Det er altsammen saa lrist og uretfærdigt, sagde Joyce.
Jeg stjønner ikke, at skaberen kan lade det være saaledes;
verden er etAaos, der sindes hverken Retfcerdighed eller Grden.
—De er trcet, min ven; hvis De havde stelt The for
os istedenfor at stirre ud af vinduet, vilde De været bedre
tilmode. Tag Ajedelen og scet den paa Gasapparatet,
saa stal jeg vise Dem, hvordan De stal tænde det. De
stal siet ikke tabe Modet; men det kan nok gaa baade Dage
og Uger, forinden De faar noget at gjore.
— Dette var en daarlig Trsst; men det viste sig, at
Fru Lemmings sik Ret. Den ufrivillige Lediggang, der
gav hende saa megen Tid til at gruble, blev næsten
utaalelig; og stjønt hun ikke vilde tilstaa det for sig selv,
fslte hun det dog haardt, at hendes Forceldre ikke havde
gjort den ringeste Anstrengelse for at sinde hende. Hun
kjendte naturligvis intet til, at Fru Lemmings havde
strevet til dem. Den gode Frue mente, det var klogest
ikke at fortælle hende det, fordi pigebarnet kunde have
godt af at lære, at hun ikke var saa uundvcerlig.
—En Eftermiddag tog hun Hatten paa og vandrede
henimod det gamle Hjem. Tankerne havde saa ofte taget
denne vei, men hidtil havde hun altid modstaat Gnstet
om at gjense det kjære Hus, — nu kunde hun det ikke
længer. Hun var nedtrykt og snstede næsten at kunne
bede om Tilgivelse; men stoltheden holdt igjen, og da
hun passerte porten, kastede hun bare et flygtigt Blik
ind i Haven; Taarerne blendede hendes Gine, saa alt gik
i et for hende. Der kom imod hende en ung Dame r
hvidt, parasollens Aniplinger skjulte Ansigtet, og først
da hun var lige ved, saa hun, at det var Ursula Meynell.
— Men Joyce, er det dig? Er du kommet hjem?
raabte hun glad. Men samtidig lagde hun Merke til
Joyces forandrede Udseende, og det gjorde hende hjertelig
ondt. Joyce havde taget lidet Tsi med til Alerkenrvell, og
den blaa Uldkjole som var brugt Dag efter Dag i Regn
og havde tabt sin Fristhed. Og det havde ogsaa
Joyces Ansigt. Hun saa trcet og bedrsvet ud, syntes
Ursula, og det gjorde hende ondt.
Wyndhams Datter.
en det er jo ikke bare det jeg vil, udbrod
Joyce fortvilet, — hun blev jo saa fuldstcen
dig misforstaat. Jeg snster en Plads
hvor jeg kan være til Nytte, hvor jeg kan
gjøre noget og være venlige
mod dem.
En Historie fra vore Vage.
Af Annie 5. 3wan.
(Forts.)
URD
— Nei, jeg er ikke kommet hjem, sagde Joyce for
legen; jeg gik bare en Tur denne vei. Jeg haaber du
har det godt, Ursula, du ser ud til det.
— Ja Tak. Ran du gjætte, hvor jeg stal hen?
Til Dr. Ferrars i Haveselskab.
— Det er altsaa derfor du er saa sin, sagde Joyce, hun
fslte starvt Forskjellen mellem Ursulas og sin egen Dragt.
Jeg vidste ikke, at de gav selskaber.
De pleier ikke at gjøre det, ved du; men der er «n
Rustne af Jack paa Bessg, — fra Skotland — og de
gjor frygtelig megen stas af hende. Den gamle Doktor
snster, det stal blive et par af hende og Jack.
— Ursula sagde dette bare for at prsve Joyce; men
det havde ikke den ringeste virkning paa hende.
— Far og Mor kommer vel ogsaa, sagde hun og
førsøgte at tale ligegyldig, uden at det lykkedes hende.
— Nei, det gjør de ikke; ved du ikke, at de er reist
bort, spurte Ursula hsilig overrastet.
— Nei; hvorhen?
— Aa, din Mor var naturligvis noget ude af Humor,
fortalte Ursula, og saa har din Far taget hende med paa
en lang. Reise — til Amerika.
— Til Amerika! udbrod Joyce og blev bleg. Det
er umuligt, Ursula, det kan ikke være sandt. Mama har
altid sagt, at hun ikke vilde reise over Atlanterhavet, stjønt
papa saa ofte havde 3yst til at hun skulde bessge sin
Bror derover.
— Jo, de er reist nu, sagde Ursula og nikkede. De
drog sidst 3ordag.
— Og hvor længe bliver de vcek?
— Tre Macmeder, sagde Tom.
— Dg hvor bor Tom?
— Tom bor hos Ferrars, og Tjenerne har fri.
— saa — aa, svarte Joyce, Ja, jeg maa nok
gaa. Farvel Ursula.
— Men du maa da ikke gaa uden at fortælle mig
noget om dig selv. Hvad holder du paa med, Joyce?
— Ingenting, svarte Joyce. Jeg har ingenting
at fortælle.
— Arbeider du? har du faat en stilling? Jeg
førstod din Mor, som om du skulde blive 3cererinde eller
sligt noget.
— Jeg vilde det, ja; men jeg har ikke faat nogen
post. Men det kan ikke interessere dig, Ursula, vi gaar
hver vor vci. Undskyld, Farvel. Og for Ursula kunde
sige noget, gik hun hurtig afsted; det var klart, at hun
vilde være alene.
— Tre Macmeder! — reist til Amerika for hele tre
Macmeder! gjentog Joyce, og uden saa meget som at
spørge efter mig. Hvor kunde de gjøre det!
paa veien til selstabet hos Doktoren tænkte Ursula
bare paa Joyce. Hun havde aldrig faat høre hele Hi
storien om Joyces Flugt fra Hjemmet, og da ingen
sagde noget derom, vilde hun ikke spørge. Da hun kom
til Doktorens store, skyggefulde Have, fandt hun et glimrende
Helstab førsamlet. 3crgerne Ferrars var overordentlig af
holdte, og da dette var deres første selstab siden Fruens
Død, var alle Invitationer blevet modtaget. Ursula kjendte
næsten alle de tilstedeværende. Hendes Far var allerede
kommet og nsd sin Tigar i skyggen af et Toltelt. Ausinen,
til hvis )Ere selskabet blev givet, modtog Gjesterne paa
Grcesplænen ved siden af sin Gnkel. Det var en frist,
munter ung Dame, som vandt alle ved sit aabne, ligefremme
22de Rapitel.
N
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
