Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 15. Januar 1898 - Ossip Lourié: En Drøm (med Billede)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
22
Gg mine Tvil voksede Daa for Dag og med dem
mine Avaler . . . Intet kunde fri mig fra dem, jeg blev
et andet Menneske . . .
Min sædvanlige Medlidenhed gik snart over til bitter
Ironi, som gjor Nar af alt, snart til vredagtighed; jeg
fandt endogsaa Behag i at gjore dem Fortraid, som jeg
holdt af, jeg, som pleiede at være god og kjærlig; jeg
fslte en uhyre Fornoielse i at overbevise alle om, at livet
er ingenting, at det bare er en logn . . . Naar jeg traf
nogen, som var i Besiddelse af den Tro, som jeg saa
gjerne vilde eiet, saa gjorde jeg mig en Glæde af at
spotte . . .
I denne sjælelige og aandelige Tilstand gjorde jeg
Bekjendtskab med hende, som lærte mig, hvad Ajærlighed
er, en Fslelse, som jeg hidindtil ikke havde kjendt.
Da et Tilfalde første Gang forte 05 sammen, lærte
jeg af hendes blege Ansigt, hendes vakre, blaa Gine, der
gjenspeilede hendes sjæls Renhed, at kjende Ajærligheden.
Jeg forelstede mig, saaledes som vi forelster os i den
Alder, da livskampen tager fra os vore bedste Drsmme
og Forhcmbninger, da vi foler os alene og tror at livets
og Ajærlighedens Ild er udstukket i os . . .
I fordums Dage — det er meget længe siden — da
Tvilen endnu var mig ukjendt, havde jeg drsmt om
Ajærligheden . . .
Jeg dromte da om en ren og varm Hjæl, om et
Væsen, som kunde forståa mine Glæder og mine sorger
og dele dem med mig; men livet med dets Aummer til’
intetgjorde mine Drsmme, jeg forblev enfom, og saa . .
kom Tvilen og førstyrrede min Ro.
Men et smil var nok til atter at vække Ajærligheden
i mig, min sjæl blev forvandlet, og min fordums Mun
terhed vendte tilbage . . .
Nu var jeg ikke mere skeptiker, jeg sogte ikke mere
løsning paa Tilværelsens Gaader, jeg elstede, og jeg var
lykkelig . . .
G Ajærlighed, livets berusende Illusion, til dig
vender sig de saarede Hjerter, paa dig haaber de menneske
lige sorger, du lindrer dem, du gjor vore sjæle storre,
du styrker det gode i vor selvbevidsthed, men . . . under
tiden sger du ogsaa vore sorger og odelægger vort liv.
Ja, jeg var lykkelig den første Tid, Ajærligheden
bragte mit Hjerte til at banke . . .
Men endnu vidste jeg ikke, om hun besvarede mine
Folelser . . .
saa var det en Dag, jeg troede at se Ajærligheden
lyse ud af min Listedes Gine, og mit Hjerte blev fuldt
af Glæde . . . Men — ak! — i dette Gieblik kom
Tvilen — den grusomme Tvil — igjen op i mig —
hvor jeg forbander den . . . „Jeg har ikke opgivet dig
endnu", hvistede den, „saa du elster; men har du, ulykke
lige. Ret til at elste, har du overhovedet Ret til at optage
i din Llstov en anden sjæl, som endnu er ren og überørt
af min Gift? Men siden du elster og tilbeder hende,
siden hendes lykke er din, saa lad hende i Fred og gaa
din Vei, gaa!"
URD
Da var det, at en Aamp begyndte i mig, en for
fcerdelig, pinlig Aamp ...
Opgive min Elstede! Nei, det overgik mine Arcefter.
Det eneste, jeg kunde gjore, var at elste hende og paa
samme Tid førsoge ikke at lade hende dele min Ajærlighed.
Hvor rædsomt, at jeg havde lyttet til Tvilens"stemme!
Jeg burde have vidst, at ethvert Væsen hernede har Ret
til at elste og eistes, jeg burde have vidst, at Ajærligheden
er den eneste Ailde i vort liv, hvoraf vi kan hente Araft
og Haab.
Jeg, ulykkelige! Jeg havde villet handle mod Na
turen og kjæmpe mod det menneskelige Hjerte; men jeg
blev straffet derfor!
Forst sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret
til at lade hende dele min Ajærlighed, siden gjorde jeg
Brud paa min Oprigtighed, som jeg altid havde pleiet
at være saa stolt af.
Istedetfor simpelthen at sige til hende, som jeg elstede:
„Jeg elster dig, jeg tilbeder dig", istedetfor at tilstaa hende
min Ajærlighed, som jeg vilde have gjort i tidligere Dage,
sagde jeg nu intet. Jeg vilde stjule min Ajærlighed for
hende, jeg frygtede et Brud, jeg frygtede for, at jeg ikke
skulde komme til at se hende mere. Og jeg elstede hende,
jeg elstede hende mere og mere . . .
saa var det en Dag, vi sad og saa paa den rsde
Flamme, der lyste fra Aakkelovnen. Hun sad paa en lav
3tol med Albuerne paa Ancerne og Hænderne mod Hagen.
Hun betragtede Flammen, og det saa ud, som om
hun i den søgte lssningen paa en Gaade. Det syntes
ogsaa, som om hendes Acmd gik tilbage til det forbi
gangne, som om pinlige eller lyse Minder lob gjennem
hendes Hoved og satte hende i en vemodig stemning . . .
Hvor hun var deilig ! Jeg elstede hende indtil liden
stab, og jeg sik Mod til at sige hende det . . .
Hun Horte paa mig, og hendes Gine lyste . . . Min
sjæl fyldtes af Haab . . .
V grusomme! Hvorfor sagde hun mig det — Nei!
— Fordi hun vidste det? Dersom hun havde sagt: Jo
— saa havde jeg kastet mig for hendes Fodder, og jeg
havde kunnet udtrykke min Ajærlighed varmt og inderlig.
— Hun vidste ikke, at du elstede hende, altsaa elster hun
dig ikke! hvistede pacmy Tvilen i mig, — der kan du
se denne Ajærlighed, denne eneste Magt, mod hvilken du
har higet, ulykkelige ! Nei, tro mig, der er intet i denne
Verden, ikke engang Ajærlighed . . . lad det altsammen
være, opgiv alt, luk dig ind i dig selv, der sinder du Ro
for en liden stund . . .
saaledes Horte jeg pacmy denne uhyggelige stemme,
og saa gjorde jeg pacmy et farligt skridt.
Jeg gav Afkald paa at se hende mere, hende, som
jeg elster. Jeg vilde stjule min Ajærlighed paa Bunden
af mit Hjerte for at intet mennesteligt Væsen skulde fe den
eller ane dens Tilværelse!
— De elster altsaa? sagde hun.
— De tviler vel ikke paa det?
Men dette „Nei" tilintetgjorde mig
Nei.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
