Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 15. Januar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter (Forts.) - 23. Den sørgelige Virkelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— Jeg ved ikke. Det vil kanste blive haardt for
dem; men det kan gaa lettere end vi tænker.
— Det er altsaa dit Alvor? spurte Ferrars med en
lav Floiten.
— Ja; men jeg vil vente til alle Übehagelighederne
med Joyce er over. Du vil staa mig bi, ikke sandt,
gamle Ven?
— Jo vist; hun er vakker; men tror du ogsaa hun
bryr sig om dig, Tom?
— Jeg — jeg tror det, svarte Tom og blev rod.
— Jeg maa tilstaa, jeg er lidt overrastet, sagde
Ferrars. Jeg havde ikke troet at dere passede for hinanden.
Men Tivet er fuldt af Gverrastelser. Tager ikke Ursula
Meynell sig godt ud i Eftermiddag? Hvorfor kan ikke
du gifte dig med hende og jeg med <3lsie Macdougall,
saa blev alle tilfredsstillet?
I Vktober styltede Medlemmerne af „det nye
Broderstab" sammen. Det havde længe været Gsborne
Thrales og hans Venners Haab at blive sat istand til
at gjore mere for den Alasse Mennesker de iscer onstede
at hjælpe, naar deres Forening blev bedre organisert; og
det første skridt henimod Realisationen af Ajærlighedens
og Broderstabets Ide var, mente de, at slutte sig sammen
i en stor Familie. Et større, gammeldags Hus i Nærheden
af Westminster Bro blev kjøbt, og her stulde da deres
Alan realiseres.
Af mange Grunde var Hanna bedrovet over, at
deres lille Hjem i Tamberwell Road blev oploft; men
det faldt hende aldrig ind at modsætte sig Flytningen.
Hendes Fars Gnster var hendes Tov. Tidligere var
Hun begeistret gaat med paa alle hans Ideer og Alaner,
om de var aldrig saa eventyrlige, men i det sidste havde
hendes egen personlige Tykke faat mere at sige for hende
end Mængdens Velfcerd. s>in forandrede Gpfatning
skjulte hun omhyggelig for sin Far, da den vilde have
bedrovet ham meget, og hun førsogte at vise den størst
nmlige Interesse for Experimentet.
Der var ogsaa en anden som fulgte med af Aligt
hensyn, og det var Philip Dane. Det gjorde ham ondt
at forlade det lille Hjem han selv havde bygget, men for
Bobs skyld var han glad derover, da han haabede, den
lille syge Gut nu ikke vilde blive saa meget alene.
Blandt de første som styltede var Fru Hemmings
og Joyce Wyndham. Joyce var endnu hos Fru Hemmings,
men paa ingen Maade afhcengig af hende, da hun nu
havde faat Alads. Nogen glimrende stilling var det
ikke, og Virkeligheden svarte aldeles ikke til den Fremtid
hun engang havde længtet saa efter og udenalet sig med
saa lyse Farver.
Fru Hemmings havde anbefalt hende til en Forret
ningsmand, som behsvede lidt Hjælp til sin Aorrespondance.
Aaa hans Aontor var hun sysselsat et Aar Timer hver
Formiddag, og en Del Arbeide sik hun med sig hjem.
Gagen var ikke stor; men hendes Fornødenheder var ogsaa
meget faa.
siden hin Julidag, da Joyce traf Ursula Meynell
udenfor sit gamle Hjem, havde hun skyet den Del af
Byen og hverken set eller hort noget til sine 3lcegtninge.
Fru Hemmings og hun havde to Værelser sammen, og
oet var rorende at se den Inderlighed hvormed den unge
sluttede sig til den celdre. skjont hun ikke engang for sig
selv vilde tilstaa det, var hun i Dybet af sin sjæl krcenket
23de Aapitel.
Den ssrgelige Virkelighed.
URD
og skuffet over at hendes slcegt og venner havde ladet
hende førsvinde, uden at bekymre sig det mindste om hvad
der blev af hende. Hun kjendte naturligvis intet til, at
dette var den Aur som hendes Forceldre fandt at hun
maatte gjennemgaa, heller ikke vidste hun at de blev
nsiagtig underrettet om alt hvad hun foretog sig. Hanna
Thrale var ogsaa uvidende herom, og hun undrede
sig ofte over Joyces Forceldre og harmedes paa dem.
Fru Hemmings havde bevaret sin Hemmelighed godt.
Joyce folte sig ikke lykkelig i sin Gjerning. Den
intereserte hende ikke, og den Herre hun arbeidede for var
meget heftig og ikke let at stille tilfreds; men hun var
saa ængstelig for at miste sin stilling, — hun havde lært,
hvor vansteligt det er for en uovet at faa Arbeide, —
at hun med Taalmodighed bar de Übehageligheder som
for vilde have gjort hende rasende. Og dette havde en
ikke liden Indflydelse paa hendes Aarakter.
Vktober var meget regnfuld det Aar; Bladene faldt
tidlig af Trcerne, og for Maanedens slutning stod de
bare; Byen havde faat sit kolde, vinterlige Udseende.
Joyce havde en tre Ailometers Vei til og fra Aontoret;
men hun benyttede sjelden Gmnibussen; hun behovede at
spare de faa Gre den kostede. Idet hun trcet kom gaaende
op den befcerdede Victoria Street og bøiede ind i Westminster
Bridgeßoad, modte hun pludselig Ahilip Dane. De havde
truffet hinanden ofte den senere Tid; for alle sine Fritimer
tilbragte Joyce hos Bob, og Bob havde kastet al sin
Ajcrrlighed paa hende. Det er ikke for meget at sige, at
havde ikke Bob Dane været der med sin sympati og
aldrig svigtende Redebonhed til at hore paa hende, kunde
Joyce aldrig holdt det 3iv ud; det var saa ganske førstjelligt
fra det hun havde tænkt sig.
Ahilip Dane bemerkede hendes trcette, bedrsvede
Udtryk, og det star ham i Hjertet. Han onstede saa in
derlig at kunne hjælpe hende, lette hendes Arbeide og tage
ALngstelserne bort fra hende. Hun smilte lidt, da hun
saa ham; han tog Tasten fra hende, og spurte om hun
ikke var trcet.
— Aa, ikke saa meget, svarte hun nedtrykt; men jeg
har netop faat hore, at min Arincipal ikke længer har
Brug for mig. saa nu er jeg igjen uden Aost.
— Aa, De vil nok faa en Aost igjen, sagde han
opmuntrende. Den som leder, han finder, ved De.
— Ja, der siges saa, men hvad stal der imens
blive af mig? spurte hun, og han saa at hun kjæmpede
med Taarerne.
— Aa, vær ikke modlos, bad han med en stemme
fuld af usigelig Gmhed. 3ad os gaa ind i Airken og
sidde der lidt.
Han tog hendes Arm og forte hende gjennem Menne
stemyldret hen til Airken. Idet de traadte ind, spurte
han: Hvad er Glunden til, at De har faat Afsted?
Hr. Aember reiser udenlands med sin Hustru. Hun
er syg, og Tcegen har sagt, at hun sieblikkelig maa reise
til 3>yden. Han betalte mig en Maaneds Gage istedet
for Vpsigelse.
— Det var haardt for Dem, og det foles saa meget
værre, som det er den første Erfaring De gjor i denne
Retning. Men De vil snart faa en ny Aost.
— Det var længe for jeg fik denne, svarte hun med
det samme matte, haablsse Tonefald. Aa, hvor vakkert
det er herinde I Hvor rolig og stille ! Her kunde en glemme
Tivets borger. (Forts.)
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
