Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 29. Januar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 24. Over Rubikon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— De behover ikke at miste den for det, svarte Dane.
De har gjort et Forsog, og det er mislykkedes. Man
har Ret til at stifte Mening, naar Omstændighederne og
Erfaringen retfcerdiggjør en.
— Hvorfor siger De, at mit Forsog er mislykkedes?
indstjod Joyce ivrig. Ran man sige, at jeg har gjort
Fiasto, fordi jeg uden egen s>kyld har faat Afsted fra
min
— Jeg tænkte ikke netop derpaa, svarte han. sig
mig. Froken Wyndham, hvad har De opnaaet ved at
forlade Deres Fars Hus og slutte Dem til os?
— Intet, set fra Verdens standpunkt, svarte Joyce.
Men jeg har vundet noget som jeg aldrig kan miste; jeg
har faat et Indblik i det Liv de forer som maa tjene sit
Brod i sit Ansigts sved, og jeg har lært at være uafhcengig,
og kanste ogsaa — og hun saa smilende op til ham —
at være fornoiet med lidet og tro paa den Oprigtighed
og Uegennyttighed de har lagt for Dagen som kalder sig
mine Venner.
— Gg De ved slet ikke, hvad De stal gjore, hvis
De ingen Aost faar? Dane kunde ikke blive fcerdig med
det Tpsrsmaal.
— Nei siet ikke; men jeg faar vel noget. Aa, jeg
er saa trcet af at leve, gid jeg aldrig var blevet født!
Jeg har aldrig været til Nytte eller Glæde for nogen.
Tror De ikke, det var det bedste at gjore en Ende paa
det hele?
— Hys! sagde han alvorlig. De maa ikke tale
saadan. De er trcet og nedtrykt, ellers vilde De ikke tale
saa for spsg engang. De siger. De aldrig har været
til Glæde for nogen. Ved De ikke, at De har gjort Livet
lyst og stjønt idetmindste for en?
Hun saa op, men scenkede straks Ginene for hans
varme Blik. Gg da han først var begyndt, fortsatte han,
og Joyce lyttede til med bankende Hjerte, mens hun ikke
vidste, om hun skulde glæde sig eller være bedrsvet. Hun
sad taus og saa ned, og Farven kom og gik i
Ainderne.
— Jeg ved, jeg ikke har nogen Ret til at tale til
Dem paa denne Maade, sagde Dane, og nu var det forbi
med hans Tilbageholdenhed. Hans dybe, varme Ajærlig
hed bragte hans stemme til at ryste. — Men naar jeg
ser Dem saa nedtrykt, og ved hvor haardt Avet arter sig
for den enlige Avinde, kan jeg ikke tie længer.
— Aa, gid De vilde! udbrod Joyce. Hvorfor ode
lægger De vort gode, hyggelige Venstab!
— Det behsver ikke at sdelægges, sagde Dane tappert,
men har De ikke for længe siden set og førstaat, at mine
Folelser for Dem er noget meget mere end Venstab?
— Hvis jeg har det, har jeg førssgt ikke at tænke
paa det, svarte hun blodt.
— saa er det haablsst for mig. Aa ja, jeg stulde
vidst det for, for naar alt kommer til alt, saa er jeg bare
en almindelig Arbeidsmand, og De en Dame.
— Nei, det er ikke det, og Joyce saa ulykkelig op;
det er uretfcerdigt og uvenligt af Dem at tale faa, naar
De ved, at jeg sætter Arbeidet hsist af alt i Verden.
— Men Faktum er og bliver at vi tilhører forskjellige
samfundslag. Det straalende Udtryk var førsvundet fra
hans Ansigt, og stemmen var mat. Jeg har aldrig
kjendt nogen som Dem, aldrig, og dc? jeg saa sik Anled’
ning til daglig at være sammen med Dem, maatte det
ende saaledes med mig. Jeg har bygget mine Luftkasteller.
Maa jeg fortælle Dem, hvad jeg saa i mine vanvittige
Dromme?
Joyce sagde hverken ja eller nei; hun bare sad stille,
over al Maade interessert i hvad han sagde, men med
URD
en Folelse af, at hans Grd ikke angik hende, — de fandt
ingen Gjenklang i hendes Hjerte.
— Naar jeg har set Dem trcet og trykket af Bekym
ringer, saa har jeg tænkt, at det maatte være muligt at
bygge sig et Hjem ude paa Landet langt fra denne
strækkelige, sorgfyldte By. Det vilde vistnok blive et tarve
ligt Hjem jeg kunde byde Dem, men sorgfrit og saa
lykkeligt og lyst som min varme Ajærlighed kunde stabe
det.
— Aa hvor snil De er, som i det hele tænker paa
mig! udbrod Joyce med Taarer i Ginene; men hendes
Drd glædede ham ikke. Det er ikke saaledes den Avinde
taler som har Ajærlighed at stjcenke, naar en Mand
lægger sit Hjerte og hele sit Liv for hendes Fsdder; hun
tager simpelthen imod og giver sig selv tilbage.
— Det var vel en afsindig Tanke fom for altid maa
banlyses, sagde han.
— Jeg ved ikke, udbrod Joyce overgivet, jeg synes
det er saa vanskeligt at vide hvad der er Ret i Verden.
Livet bliver mer og mer indviklet for hver Dag; jeg stulde
næsten have Lyst til at lægge mit Liv og min Fremtid r
Hacmden paa en Mand som kunde afgjøre alt for mig.
Det vilde være en saadan Lettelse.
Phillip Dane vilde til enhver anden Tid have smilt
ad slig Tale. Fire korte Maaneder havde været nok til
at lære Joyce, at Aampen for Tilværelsen var haard, og,
at Livets problemer ikke loses saa let som hun havde
troet. Friheden har sine Fordele og sine Goder, der er
ingen Tvil om det; men den har ogsaa sine Torne.
skjsnt Dane folte sig lidt stsdt over hendes Grd, saa
havde hun jo ikke ganste afvist ham, og han vedblev at
tale, mens han saa ind i det Ansigt som var blevet ham
det dyrebareste paa Jorden.
— At De horer paa mig, giver mig Mod til at
vedblive. sig mig, er der Haab om at De kanste engang
frem i Tiden kunde ville gaa ind paa min Tanke. Jeg
vilde hellige Deur hele mit Liv, sætte alt ind paa at gjore
Dem lykkelig?
— Nei, det kunde De ikke, afbrsd hun ham rastt;
hust Broderskabet, og hvorledes De er bundet til det.
Rodenen steg op i hans Ainder, og han gjorde en
liden utaalmodig Vevægelse.
— Broderstadet forbyder ikke sine Medlemmer at
paatage sig andre Forpligtelser. Gg desuden, hvis jeg
nogensinde stulde opnaa en saa übestrivelig Lyksalighed,
saa vilde min egen Lykke gjore mig mere medfslende
med andre og saaledes blot sætte mig istand til endnu bedre
at kunne tjene Tagen.
— Hans Veltalenhed rorte hende übestrivelig, og da
hun saa op, stod hendes Gine fulde af Taarer.
— De næsten overtaler mig, sagde hun übeslutsomt;
men jeg er ikke stikket til at indgaa ALgtestab med nogen.
Jeg har altid sagt, at jeg ikke vilde gifte mig. De har
ingen Ide om, hvor egenkjærlig jeg er. Jeg er vis paa,
at hvis jeg tog Dem paa Vrdet, saa vilde De angre
det.
— Aldrig, svarte han med tyk stemme. Jeg tænkte
ogsaa, at jeg aldrig vilde gifte mig ; det var først da jeg
traf Dem, at jeg kom paa andre Tanker. Husker De den
første Aften vi modtes hos Thrales i Tambervell
Road?
(Forts.)
45
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
