Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 5. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 25. En uventet Besøgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5^
og nåar jeg tænker mig om, saa var der den
Aften noget i Deres Tale som bragte mig til at
soge cedlere Formaal end det egenkærlige, mage»
lige 3iv jeg forte hjemme. Men jeg kan ikke
forståa hvorfor Hanna og Fru Lemmings og
alle, istedetfor at glæde eder over at jeg har stuttet mig
til eder, bare misbilliger det.
— Det er alene for Deres egen 3>kyld, svarte han. Vi
ved, hvad det vil sige at kjæmpe for Tilværelsen, og
syntes ikke De uden skulde kaste Dem ind i
den haarde Ramp.
— Det er ikke et meget ideelt Syn vaa 5agen, sagde
Ioyce. Offentlig lærer I alle, at der krceves 5elvhengivelse
og 5>elvfornægtelse, hvis Mennestet stal ovnaa sin Bestem«
melse; men nåar 5psrsmaalet kommer til mig, strækkes
I tilbage ved Tanken vaa, at jeg stal praktisere om end
aldrig saa lidet af Eders Tandomme.
Philip Dane smilte, slaat af hendes Argument.
Det var udelukkende af Gmhu for Dem, gjentog han;
Bevæggrunden var bra; men man maa ogsaa tage et
vist personligt Hensyn. Men vi er kommet bort fra 5>agen,
og han faa hende ind i Mnene. Hvad stal det blive til
med os? Bare Venstab, eller noget andet og mere?
Jeg vil gjerne vente, hvorlcrnge det stal være, hvis jeg
kun tor gjore mig Haab om engang at opnaa den store
Tykke ?
— Jeg kan ikke straks give noget 5var, sagde hun
og reiste sig; det er kommet saa pludseligt, men jeg vil
tænke paa det. Gg lad os nu gaa hjem.
samme Aften var der i en langt bortliggende Del
af 3ondon et Mode, som bivacmedes af Ttorsteparten af
Aolonien. GsborneThrale maatte være hjemme paa Grund
af Upasselighed, og Hanna undskyldte sig med, at hun
ikke kunde forlade sin Far. Hun var glad ved at faa
blive hjemme — disse Moder havde mer og mer tabt
sin Tillokkelse for hende.
Hun havde netop sagt sin Far Godnat i Haab om,
at han skulde faa sove, og glædede sig til en stille, ufor
styrret Aften, da det pludselig bankede paa Voren. Det
var derfor ikke med Glæde hun aabnede; men hvor
forbauset blev hun ikke, da hun sik se Tom lvyndham
staaende udenfor! Det var godt Tusmsrket i Entreen
skjulte hendes Rsdene.
—Hr. lvyndham, udbrod hun forbauset, hvordan har
De fundet frem til os ?
— Det var ikke let, det er sikkert; men ved en ren
Hændelse sik jeg Adressen af Mor.
saa Deres Forceldre er kommet tilbage fra Amerika?
og nu havde hun gjenvundet sit vanlige aabne Væsen.
Vil De ikke komme ind; min Far er desvcerre syg og
tilsengs; jeg er meget ængstelig for ham.
Det gjor mig meget ondt, sagde Tom, idet han
uden den ringeste Forlegenhed eller Nolen traadte over
Wyndhclms Datter.
En uventet Bessgende.
En Historie fra vore Vage.
Af Annie 5. swan.
25de Aapitel
(Forts.)
URD
Tcerstclen. Der var over ham en rolig Bestemthed, som
vidste han hvad han vilde. Det lille Dagligværelse var
hverken saa stort eller smukt som Dagligværelset i
bcnvell Road. Men Hanna havde gjort sit bedste for at
pynte op og gjore det saa hyggeligt som muligt, og
Vinduet, som vendte ud mod en liden Gaardsplads, der
paa alle Aanter var omgivet af Murvcegge, havde hun
drapert saa kunstfærdig med Gardiner og pyntet saa
smukt med Blomster, at man næsten glemte den triste
Udsigt.
— Her er koldt, sagde hun undstyldende, idet hun
tændte Gassen. Jeg har siddet mest hos Far idag, og
saa har jeg været i Ajskkenet. skal vi maaske gaa did
ind, der er varmere. Vi har ingen f)ige nu; det horer
med til Reglerne her, at enhver stal hjælpe sig selv.
— <3r det ikke anstrengende for Dem? spurte Tom,
uden rigtig at lægge Merke til hvad han sagde ; for alle
hans Tanker og Interesser var optaget af hende, den
elstede; hun saa bedrsvet ud, syntes han.
— Aa, vi hjælper hinanden, svarte hun kjcekt, men
undgik at mode hans Blik. skal vi saa gaa ud i Ajskkenet
eller blive her? Her er ikke videre koldt, er her vel?
Rei, siet ikke. — Ja, Far og Mor kom tilbage
for tre Uger siden. De horer regelmcesig fra deres Veninde
med det rare Navn — Fru Hemmings. Hvorledes har
Joyce det nu?
— Aa, ganske bra, tænker jeg, sagde Hanna, som
endnu intet vidste om hvad der var hcendt Joyce den Dag.
Hun er fremdeles s>ekretcer hos Hr. Aember i Oort Street.
Jeg tror ikke hun liker sit Arbeide noget videre, men hun
har lært, at nåar man arbeider for sit Brod, saa kan
man ikke gjore bare det man liker.
Tom flsitede sagte.
— At tænke sig Joyce arbeide for sit Brod! sig
mig, Frsken Thrale, hvad synes De om dette? Finder
De ikke, at Joyce handler usigelig dumt i at slide og
slcebe for Foden, naar hun kunde have det saa godt
hjemme? Hvad er hendes Mening med det?
Hanna rystede paa Hodet.
— Jeg ved nok hvad jeg vilde gjore, hvis jeg havde
Valget. som 3>agen nu engang staar, synes jeg. Deres
Forceldre handler meget klogt.
— 3>er De kanske noget Tegn til, at Joyce begynder
at angre? spurte han ivrig.
— Hun har i hvert Fald ikke sagt noget til mig
som tyder paa det, sagde Hanna oprigtig, og Fru Hem
mings siger, at hun endnu ikke har til Hensigt at opgive
Forssget. sandt at sige, naar jeg cerlig stal besvare
Deres Hpsrsmaal, Hr. lvyndham, saa ved jeg virkelig
ikke hvilken Tilfredsstillelse hun kan sinde i det Qv hun
nu forer.
— Har hun noget andet Arbeide? Jeg mener noget
Velgjorenhedsarbeide som hun altid talte om hjemme.
At tjene sine Medenennesker, som hun pleiede at sige.
— Ja, svarte Hanna, hun gaar vist ud en hel Del,
tror jeg. Hun har et inderligt godt Hjerte og tænker
saa lidet paa sig selv. De stulde se, hvordan hun tilbringer
Time efter Time hos den stakkels Bobbie Dane. De ved
maaste ikke, hvem han er; det er en liden Gut som er
Arsbling og bor her i Kolonien, Bror af Philip Dane,
som Joyce vist har talt om. Dane er meget flink og en
af vore 3edere — ja Aapas høire Haand.
— Nei, jeg tror ikke jeg har hørt ham ncevne, sagde
Tom ligegyldig. Det glæder mig at hore Dem sige, at
Joyce tænker saa lidet paa sig selv ; for, paa min 2Ere,
stjont det er strækkeligt af en Bror at tale saaledes om
sin ssster, saa kan jeg ikke andet end sige, at jeg ofte
syntes hun var strækkelig egenkjærlig hjemme, iscer ligeover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
