Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 12. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 27. Nær det ukjendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 5agde Frsken Thrale noget om hende? Troede
hun, at Joyce snart vilde komme til Fornuft?
— Hun troede, at hun begyndte at blive trcet af sit
nuværende 3iv ; men vi talte ikke meget om Joyce iaften,
kan du nok vide.
— Aa nei, jeg kan tænke det, sagde Wyndham tort.
3andt at sige, Tom, saa er dette en slem Historie, og jeg
ved ikke, hvorledes jeg skal fortælle din Mor det.
— Jeg stal fortælle det, sagde Tom. Jeg stammer
mig paa ingen Maade over mit Valg, men er stolt af
det. Hun er en Aige som enhver kunde være stolt af,
og hun har været den kjærligste, mest pligtopfyldende
Datter. Jeg tænker, hendes Gpførsel mod den gamle
Far kunde være et godt Eksempel daade for Joyce og
andre.
— Jeg har ikke let for at forståa, hvad det er som
har draget hende til dig, sagde lvyndham. Ikke saa
at forståa, at du ikke skulde være tiltrækkende ; jeg mener
ikke det Tom. Du ser godt ud og er en bra Gut; men
jeg troede ikke, du var af dem der vilde tiltale Hanna
Thrale og hendes lige. Jeg troede, hun vilde havt en
af disse snakkende, langhaarede Fyre, som altid prceker
om Idealer og sligt noget.
Tom lo fornsiet.
— Hun er siet ikke saadcm som du tror. Far. Hun
er saa munter og livlig som nogen, langt mere end Joyce
nogensinde har været. stakkars Joyce! jeg havde rigtig
ondt af hende, da jeg saa det store, triste Huset hvor hun
bor. Men om to Maaneder haaber jeg hun er helbredet.
— 3>aa du Frsken Thrales Far, og talte du med
ham? spurte U)yndham.
— Nei, han var desvcerre syg, saa jeg havde ingen
Anledning til det. Gg Hanna snstede desuden jeg stu lde
tale med eder først. Hun sagde mig aabent og bestemt,
at hun aldrig vilde cegte mig, hvis jeg ikke sik dit og
Mors fulde samtykke.
— Mit samtykke har du, og min velsignelse med,
sagde hans Far hjertelig. Naar jeg ved, at den du vcrlger
til Hustru er en god Avinde, saa er jeg vel fornsiet, men
Tom, jeg er bange for, at det bliver værre at faa din
Mors samtykke, ja, at det kan falde haardt nok.
— Jeg haaber da, hun ikke vil negte mig det, sagde
Tom ængstelig. Hanna er meget stolt, og hun vil ikke
trcenge sig ind i en Familie hvor hun er uvelkommen.
Du vil hjælpe mig. Far, ikke sandt? Gg du vil tale
min sag hos Mor, hvis det er nødvendigt?
Jeg stal gjore mit bedste, min Gut; men Avinderne
er meget stive i sine Meninger. Undertiden er det over
ordentlig vansteligt at faa dem til at forandre standpunkt.
Jeg stulde snste, du havde ventet lidt, til denne Uro med
Joyce var over; ak, gid den var over! sukkede han.
Jeg er saa ængstelig for hende; maaste vi handler klogt
i at lade hende gaa sin’ egen Vei, men undertiden tviler
jeg paa de^.
For første Gang saa Tom hele Dybden og styrken
af Farens Fslelser for Joyce. Han saa saa nedbøiet ud,
at Tom inderlig snstede at knnne trøste ham; men for»
inden han fandt Grd dertil, vedblev hans Far:
— Undertitlen tænker jeg, at havde jeg brugt min
faderlige Myndighed, og fordret at hun stulde tomme
tilbage, havde hun maaste givet efter; men vi handlede
i bedste Mening. Gid det maa vende sig til det bedste!
Hun sagde ikke meget om Joyce, gjorde hun^
— Nei, ikke meget; men jeg tror ikke der er nogen
Grund til at ængste sig. Far, for jeg er vis paa, at i
saa Fald vilde Hanna sieblikkelig underrette os. Hun
lever jo ikke ganske alene og übeskyttet, ved du.
— Nei, det er jo sandt, sagde lvyndham og førsøgte
URD
at berolige sig. Det har gjort os ondt, Tom, meget mere
end du har nogen Ide om. Hvis du engang faar Born,
saa vil du maaste forståa det. — Ja, Godnat da, min
Gut, Gud velsigne dig ! Du har altid været en god 3sn,
og hvis vi kan gjore noget for at fremme din Tykke, saa
bor vi gjore det med Glæde.
Tom trykkede Farens Haand, ude af stand til at
tale. Alfred Wyndham gik til sit Værelse, men kunde
ikke sove. Han havde faat saa meget at tænke paa, det
var som nye Byrder var lagt paa hans skuldre.
Gsborne Thrales sygdom tiltog sterkt, og Hanna
var stadig om ham baade Nat og Dag. For Meblikket
var alt andet banlyst af hendes sind; al hendes ALngstelse
og alle hendes Tanker dreiede sig om den elskede Far.
Joyce kom og hjalp hende saa meget hun kunde, men
hun passede ikke i et Tygeværelse, og Hanna, der var
taknemmelig for hendes Hjælp i Huset, foretrak selv. at
stelle om den syge. To Dage efter Tom lvyndhams visit
kom Joyce ind med et Brev til Hanna.
— Det er Toms skrift, sagde Joyce.
Hanna nikkede uden at vise Tegn til Forlegenhed.
— Ja, han var her forleden Aften, og jeg har ventet
at hore fra ham, hvistede hun.
Joyce saa uhyre overrastet ud.
— Hvad vilde han? Han kom vel for at bessge
mig? Hvorfor har ikke nogen fortalt mig det! jeg vilde
saa gjerne have truffet ham.
— Han kom for at besoge mig, sagde Hanna med
lav stemme. Det er ingen Hemmelighed, jeg kan ligesaa
gjerne fortcrlle dig det; han bad mig blive sin Hustru.
— Tom! Tom bad dig blive sin Hustru! gjentog
Joyce i hoieste Forbcmselse. Aa Hanna, det er da umuligt !
— Nei, det er ganske sandt, svarte Hanna.
— Gg du, hvad svarte du? Nei,, naturligvis,
stakkars, stakkars Tom, jeg har saa ondt af ham.
— Jeg tror ikke, jeg sagde nei, svarte Hanna med
et yndigt smil. Jeg tror nok heller, at jeg svarte ja,
saavidt jeg husker; men Aapas Tygdom har bragt mig
til at glemme næsten alt.
— Du svarte ja, gjentog Joyce. Men hvorfor? jeg
førstaar det ikke.
— Ikke? sig mig, hvorfor svarer en Avinde ja,
naar en Mand frir til hende.
— Aa — det er vel — i Almindelighed da. —
Joyce var ganste konfus — fordi hun bryr sig om ham;
men det er da umuligt, at du kan være glad i Tom!
— Hvorfor? spurte Hanna og saa indignert paa
hende, hvorfor tror du det er umuligt, at nogen stulde
blive glad i ham?
— Jeg mente ikke, det var umuligt, at nogen kunde
blive glad i ham, men I to er saa førstjellige. Jeg
troede ikke, at Tom kunde have interessert dig det mindste;
han er saa ordincer.
Et lidet, stsieragtigt s>mil spillede om Hannas
Mund.
— Grdincer? er han det? Da stulde jeg bare snste,
atfflere af os var ordincere paa samme Maade, hvis det
at være ordincer er at være god.
— Er du da virkelig glad i ham? spurte Joyce.
3>om eneste s>var trykkede Hanna Brevet mod sine
Cceber. Joyce styndte sig ud af Værelset, for Graaden
kom op i Halsen paa hende; hvorfor? — det vidste hun
ikke selv.
2? Aapitel.
Råer det ukjendte.
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
