Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 12. Februar 1898 - Dame-Klubben (med Titelvignet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sad igaar Lftermiddag lunt plasert om Eleonors
koselige Thebord og ventede paa signe. — Vi kunde ikke
skjenne hvor der blev af hende, og jeg havde netop aabnet
Munden for at give min A3rgrelse Tuft, da det ringte
og signe traadte ind, hed og forpustet.
— Men hvor i al Verden bliver der af dig! var
det tredobbelte Udraab der lod imod hende.
— Aa jeg traf Fru Ztorm nede i slotsgaden, og
saa maatte jeg folge hende tilbage helt til Aarkveien.
Hun var saa ude af det — — —.
— Hvorfor?
— Ja kan Dere gjette!
— Formodentlig noget i Veien med hendes Mand.
— Ja netop. Tænk de er blevet separert i disse Dage.
— Hvad!
Tre Aar Gine stirrede forfcerdet imod hende.
—Jo det er som jeg siger. Nu er alt op og af»
gjort dem imellem. Han reiser ned til Oaris næste Maaned,
og saa har han leiet en liden Teilighed til hende langt
oppe i Majorstuveien.
Eleonor begyndte nervost at stelle med Thekopperne.
— Hun sagde hun var glad ved det, begyndte signe
igjen, men hun saa nu ikke synderlig glad ud da. For»
pint og oprevet saa hun ud, synes jeg, og det var nu
ikke noget rart heller. Ccenk, de havde spist Frokost sam«
men, for de gik ned til Borgermesteren, og han havde
invitert hende til at spise Middag paa Togen efterpaa;
men den Indbydlse havde hun nu ikke orket at tage imod
naturligvis. Det havde været saa frygteligt for hende at
gaa alene op til den nye Teilighed og de nye Mobler.
Et nyt kiv stulde begynde, og alle Traade som bandt
hende til det gamle rives istykker.
— De steste Traade var vel allerede afrevet for, be<
merlede «Lleonor lidt spydig.
— Ja, det kan være noget i det, sagde Mathilde;
men jeg tror nu, at vi Menneffer er mere afhængig af
det ydre, af vore Gmgivelser, end vi selv har nogen Ide
om. Tad være at mange strenge der har bundet Mand
og Hustru sammen i Aarenes Tob er brustet — jeg tror
nu alligevel, at det er saa meget som binder dem sammen,
at der stal et helt Tiv til forend det bliver slidt istykker.
Men istedetfor at betænke dette, saa foler de en vis smerte«
lig Glæde ved at lade Ekkoet af de brustne strenge lyde
Dame Alubben
URD
i deres Gren, og idet de stirrer sig blind paa det sonder
revne, gaar de hen og gjor Bruddet endnu storre ved en
skilsmisse, hvis smerte og Følger de ikke har beregnet,
og maaste heller ikke kan beregne paa Forhaand.
— Du vil altsaa, at to Mennester, som bare piner
hverandre og Dag for Dag gjor hverandre mere onde,
skal vedblive at leve sammen bare for at undgaa smerten
ved et endeligt Gpgjor, kom det undertrykt bittert fra Lleonor.
— Icei, det mener jeg ikke nstop, sagde Mathilde
med et uroligt Blik hen paa hende. Jeg mener blot, at
man bor beregne (Omkostningerne ved et saadant skridt.
Forholdet mellem Mand og Hustru er saa sart, at der
ikke stal mange brustne Traade til forend det foles som
en stjærende smerte. Vi Avinder er desuden noksaa om
taalige, og jeg kan saa godt tænke mig at en Avinde,
naar hun foler sig saaret og misforstaat, i sin A3rgrelse
kan førssge at saare Manden ved Forslag om en skils
misse. Aanste hun fra Begyndelsen af bare gjor det for
at saare ham uden at tænke paa de vidtrækkende Følger.
— Jeg synes man skulde forståa, hvilke sterke Vciand der binder
i et ALgteskab, og hvilket Ansvar man har, fortsatte Mathilde efter
en Pause, Ansvar ikke bare ligeoverfor sig selv, for det husker man
altid paa, men ogsaa ligeoverfor den anden j)art og ligeoverfor
Vsrncne, om der er nogen ——. Desuden, du Eleoncr, bliver du
ond, fordi en anden er ond mod dig, eller var ikke det onde ogsaa
tidligere i dit Hjerte? Nuvel, var virkelig det onde der ogsaa for,
saa kunde det jo være ganske godt at det kom frem; thi en Fiende vi
ikke kjender, kan vi ikke stride imod. Vg det skulde jo dog være
vort Maal at blive gode, virkelig gode, Vu synes det en haard
vei, en tung vei; men vi naar ikke op til vidderne, hvor Tuften
er ren og hvor der ikke er noget som stænger for Synet, uden ad
bratte, knudrede veie. Fjeldbestigning skal jo være en sund Motion,
og hsit oppe fsler man sig dog saa uendelig fri og let —, det Isn
ner kanffe nok Umagen. Hvad var det den gamle vismand svarte
paa spsrsmaalet om hvordan man stulde faa Folk gode? — —
Jo uu husker jeg det, han svarte blot: pin dem I
vi brast alle ud i cu hjertelig katter, enddog Eleonor maatte le med.
— Jeg tror ikke du vilde vinde mange vroselyter paa det vro
gram i vore Vage, sagde signe leende.
— Aa sig ikke det, svarte Mathilde med et lunt smil. sporten
er so saa oppe i vor Tid. Man har da saa god rede paa, at Lege
met ikke udvikles normalt uden Motion og Arbeide, og noget maa
vel til for det indre Menneske ogsaa, eller hvad?
— Du taler bare om Kvinden, Mathilde, indvendte jeg, Man
den har da sandelig ogsaa sin store skyld — — —.
— Det har han, skylden er ligesaa stor paa hans side, og
naar jeg nu nærmest talte om Uvinden, var det fordi Manden ikke
var representert her, og det saaledes lidet hjalp at paapege hans
Feil. Vesuden, om enhver blot begyndte hos sig selv, i sin egen
Leir, saa skulde det nok gaa. — — —
— Men Kvindens Lod er den tungeste, sagde Lleonor tankefuld.
Hun bliver som oftest den lidende. Manden ssger ud; blandt sine
venner, ved et Glas eller — hos andre Kvinder finder han let
Glemsel for al sin Kvide; men hun maa blive ved Hjemmet; vligterne
der, Vornene, alt binder hende. Vg desuden, hun er meget mere konser
vativ. Manden bliver let forelsket, glemmer let. Han stifter snart nye
Bekjendtskaber, kaster sig hovedkuls ind i nye Forhold. Kvinden derimod
gror mere og mere fast til de Menndster hun er bundet til, og de Forhold
som nu engang med eller mod hendes Vilje er blevet en Vel af hendes
verden. Derfor vil hun altid være den som lider mest, enten det nu er i
et samliv uden Kjærlighed eller ved en skilsmisse.
— Vg endnu et, supplerte jeg. Manden er saa robust, saa grovkor
net; han sorstaar ofte saa lidet Kvindens finere, sartereNatur — for ikke
at tale om den Type af egenkjærlige Mænd som blot fordrer og fordrer
uden at have Gie for at Hustruen giver og giver, ofte indtil hun
giver sig selv i Døden. — — —
— Vet er sandt, sagde Mathilde eftertænksomt, men netop fordi vi
Kvinder er mere sensible end Mcrndene, og mere instinktsmcessig fsler
hvad der er ret og sandt, har vi en stor Vpgave at lsse i vort Forhold til
dem, om vi blot tager det paa den rette Maade. Men Ulykken er, at vi
har saa let for at gaa til yderligheder. Enten skjcrnder vi og „griner" og
klager, saa Mændene bliver kjeo baade os og Hjemmet, eller ogsaa bøier
vi os som ydenyge Tjenere, finder os i alt hvad Manden paalægger os og
taber derved baade hans Kjærlighed og Agtelse. Hvor meget heldigere
vilde det ikke være, om vi venlig, men førstandig og bestemt talte med
vore Mænd om hvad der kan skille og saare; mangenMisforstaaelse vilde
derved opklares, mangen Feil paa begge sider rettos paa. Vm man tog
den slags Ting itide, inden Gabet var blevet altfor stort Mand og Hu
stru imellem, hvor mangen smerte kunde ikke derved være undgaat, hvor
mangen tabt Livslykke bevart! Vfte er det fra Begyndelsen af blot i
(i5
X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
