Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 19. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 28. „Det maa hindres” - Alex: „For bestandig — for en Tid?”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men jeg har meget ondt af dig. Jeg staar saa helt paa
Forældrenes s>ide, ser du, fordi intet i verden er mig saa
dyrebart som deres Ajærlighed.
Joyce folte Hannas Tilrettevisning og tog stille
imod den.
— Naar du har drukket The, vilde jeg saa gierne
tale med dig, Hanna. Jeg har noget meget vigtig at
fortælle dia, og jeg ved siet ikke hvad du vil sige til det.
Hanna skyndte sig at drikke Theen og sagde dervaa : Nu
er jeg’ fcerdig. hvad er det du holder paa at gjore eller
har gjort?
— Jeg undres, hvad du vil sige til det, Hanna.
Jeg stal gifte mig med Philip Dane.
Hanna blev stum af Forbauselse. hun Horte ikke til
den s>lags unge piger som stadig lader Tankerne dreie
sig om Ajærlighed og ALgtestab, og denne Nyhed, som
forlængst havde været en op- og afgjort sag for de fleste
af Koloniens Medlemmer, havde hun aldeles ikke tænkt
sig Muligheden af.
__ Mgte Philip Dane! udbrod hun. Aa Tov! ;eg
tror sandelig ikke jeg førstaar, hvad du siger, Joyce.
— - Jeg syntes jeg sagde det tydelig nok, og jeg havde
haabet du skulde blive fornsiet, men det ser ud til, at det
er umuligt at tilfredsstille nogen her i verden. Det er
sikkert nok at jeg stal gifte mig med ham, og det saa snart
som det kan ordnes.
— <Vg hvorfor gjor du det? spurte Hanna. <Lr du
glad i ham paa den Maade?
— Aa, jeg tror netop ikke det; men jeg beundrer og
cerer ham; han er mandig og sand. Jeg tror siet ikke
jeg kan blive lidenskabelig glad i nogen; men jeg kan da
i det mindste bygge et hjem for ham og Vob. De tror
begge paa mig, og Vob iscer.
Det gjos i Hanna, og hendes Ansigt blev alvorligt
og haardt.
— Det er daarligt af dig at tale slig, Joyce, og du
ved ikke, hvad du gjor. Det er en strættclig Ting at
gifte sig, hvis man ikke gjor det af Ajærlighed. Det er,
ja det maa være det værste slaveri paa Jorden, hvis
man ikke eier den Ajærlighed som er villig til at bære
og taale alt for den Listede, en Ajærlighed som den jeg
har til din Bror. (Forts.)
„For bestandig — for en Tid?"
un bladed Noderne igjennem Hefte for Hefte.
Men hvor var da Tangen, hun tænkte at synge?
, Nu endelig!
5om hun sætter Noderne op paa stativet,
glider en liden Rsslyngkvist ud. Den har endnu
af dommerens sine, melankolste Rsdene i Alok
kerne/og den peger ligesom paa Linjen:
„Maaste for en Tid — maaste for bestandig?"
yavde Tilfældet lagt den der? Det saa ncermest ud
som en Tanke. Den d.ybere Farvetone over Ansigtet til
5milet, der bæver om Me og Mund, idet hun bøier sig
frem og hilser den som en gammel ven, viser, at dette
var intet Tilfældets 5>pil. Læberne sitred under et 5avn,
som altid foltes smerteligere for hver Gang hun rsrte
derved, men samtidig glimted der ogsaa Lykke, varm,
cegte Lykke frem i Udtrykket — Minderne som vaktes var
saa smilende lyse.
URD
Da hun sidst sang den!
hun gjennemleved den paany den Dag i Oktober
saa underlig i al sin rige, glsdende Farvepragt, Selskabet
spredte sig opover Stien til Tjernet — og saa kom de to
til at gaa sammen. Under en pause i samtalen fsied
hun et sidste Blad til en Markblomstbuket — og saa rakte
hun ham den under Oieblikkets Indflydelse. Taus og sky
blev den givet, og saa sprang hun over Rloppen jom
var hun bange for sin egen Dristighed, hun Horte bare
halvt hans blode:
„Skal jeg faa den, Tak Frsken vilda!"
Men det lyse, varme Vlik som fulgte Ordene, det
saa og folte hun — det sitred jo altid saa underlig gjen
nem hende.
hun sang mange Tange ved Tjernet, og alle var
enige i, at saa smukt havde hun neppe sunget for. Aa
nei. Grunden til det kjendte hun nok bedst selv; det var
jo hans Nærhed, som lagde denne betagende Alang i
Stemme og Foredrag.
hjemturen gik for sig under Katter og Spog. Skogen
var saa msrk at Trcersdder og Stene lagde Snarer selv
for den sikreste Fod. han rakte haanden mod hende:
„Faar jeg 3ov at fore Dem — vilda?"
„Aa mange Tak!"
Og det var ikke bare hun som skalv, da hans haand
slutted sig om hendes i saa fast et Greb.
„Tak for Sangen, vilda. Jeg vidste ikke. De kunde
synge saa smukt. Men er det Dem selv De skildrer, naar
De synger „Aathleen Mavourneens" Tcengsel, flig De sang
den ikveld? ved De, hvad en kan lide ved at stilles?"
„Aa, jeg lægger nok helst mit eget i Sangen, —
men saa blir det ofte underlig allegorisk!" Tidt aandelss
fsied hun det sidste til, som bange hun havde rsbet for-
meget.
„hvorfor bøier De nu vcek igjen, vilda! Naar ;eg
stundom tror De vil aabne mig lidt af Deres Tankeliv
dreier De af, og viser mig i al venlighed tilbage til Ta
lonen igjen, hvorfor gjor De det —er det fordi De
ingen Tillid har til mig?"
„Tillid! Men flap De derind, sik De jo vidst saa
altfor meget!" udbrod hun.
„Altfor meget — om Dem selv?" spurgte han
dcrmpet.
han sik intet Svar, og dog fsltes det for dem begge
som var det givet, mens de tause fortsatte veien.
„her er Aorsveien alt. Jeg vil faa sige Dem Far,
vel her, dernede er saa mange. Tak for Samværet, vilda,
for Blomster og Sang! Og Farvel — for en Tid!"
Lt Aar er alt gaat siden den Aften, hun har oftere
hørt om ham, ved at han har vundet Ajnrlighed og
Tillid i sit Arbeide som Læge. hvert sligt Ord bragte
hende Glæde. Men Tiden faldt hende ofte lang, og da
knnde bare Mindernes lyse Skare jage Mismodet paa
Flugt. Den Rur har hun nu igjen brugt; hun har glemt
Tid og Sted og vaagner først ved at Nodeheftet ved en
hurtig Bevægelse falder paa Gulvet.
,Fad mig saa synge den nu jeg er alene, ellers har
jeg aldrig Mod til det!"
Og Aathleens Mavourneens" vemodige Melod:
klinger gjennem værelset.
Ringte det paa? Det gaar gjennem hende — det
minded hende om —! Og Stemmen derude? — hun
sidder endnu ved pianoet da Doren gaar op. I samme
Stund staar han ved hendes Side. „Ikke sandt, vilda,
vi sagde Farvel sidst „kun for en Tid?"
75
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
