Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 26. Februar 1898 - Kristine Karset: Hege
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
3aa samt det lsd. — Jeg listed mig fremom Gdden.
— Maatte se! Hvad jeg saa? Ja hvorledes stal jeg
bestrive hende for dig, slig som hun stod der, det blege
Ansigt, det kulsorte Haar, de lange magre Arme strakte
udover mod Havet — og Ginene? Var de sorte, brune,
blaa? Jeg ved ikke, jeg saa bare, at der stod som et
eneste stort s>krig ud af dem — et Tkrig, der kasted mig
ned i Grcesset. Jeg var ung dengang! Jeg kunde ikke
andet, jeg storhulked. For hvad? Jeg førstod det ikke
seli>; men jeg fslte det efter, som noget var drcebt indeni
mig, noget som havde været mig kjært. — Min Verden,
min stjonne, lokkende verden havde faaet sin første Alet.
Da strog der en Haand sagte og blsdt henover mit
Hode. Jeg saa op, det var hende. — Men saa for
andret! stille og venlig stod hun der. „Jeg strcrmte
Dem vist", sa hun sagte.
Hvorfor? — Jeg kom ikke lcrnger, Graaden tog
mig igjen. „Hvorfor jeg er saa bedrsvet, mener De?"
— Det var atter stille en lang stund; saa sa’ hun sagte:
„Jeg liker ikke at tale til Mennester om mine borger
og Rampe, men der er noget ved Dem, som frister mig
og kanske vilde det lette."
Far var Gaardbruger, men Gaarden var liden og
Barneflokken stor, — ? pigebørn. Det var ofte trangt
for os; men Far var stolt, ingen af hans Dstre maatte
ta’ ud som simpel Tjenestejente, og til at „koste Tcerdom"
paa sine Born havde han ikke Raad. Saaledes blev vi
alle ?, hvor gjerne vi end vilde ud, gaaende hjemme —
ventende paa Frierne, som vi selv spegende sa. De kom
da efter lang Venten, allesammen stræbsomme, pene
Mennester. — Den ene efter den anden af mine Mostre
forlod Hjemmet, tilslut var det bare mig igjen. Men
jeg havde ingen Tyst til at folge i dcres Fodspor, min
sjcrl streg af Tcengsel efter at komme ud. Jeg besøgte
mine ssstre. De havde Mad nok, sultet ikke, men hvor
jeg fros ved at se deres Tiv. Aldrig den vei, aldrig!
raabte det i mit indre. Teve vil jeg Tivet helt og
fuldt! Aa, hvor det hamred og banked i mit Bryst
iblandt af vild Tcengsel. Da maatte jeg ud — ud i
Naturen, hvor jeg frit kunde tumle omkring og synge
hele min Tcengsel ud. Folk, som saa og Horte mig i de
Gieblikke, rystede medlidende paa Hodet, og jeg kunde
hore dem sagte sige: „Moderen op ad Dage desvcerre!"
Da blev jeg med et stille og et dybt Had steg op i
min sjæl mod disse Mennesker, der saa lidet førstod at
bedømme min egen deilige Mor. Jeg var bare 3 Aar,
da hun dode; men hvor lyslevende staar alligevel ikke
hin stund for mig, da jeg for sidste Gang stod ved
hendes Teie og skuede ind i det kjære Ansigt. Hvor smt
hvilte ikke de store tungsindige Gine paa mig, og hvor
trykked hun mig ikke inderlig ind til sig Gang paa
Gang. Maaste anede hun, at det lille Væsen i hendes
Arme, der var hende selv saa lig, vilde komme til at
kjæmpe og lide, som hun selv havde kjæmpet og lidt.
stakkels Mor, hun havde folt sig saa ulykkelig. De
passede ikke sammen Far og hun. Nei Mor passede
ikke sammen med nogen af Folkene her. De førstod
hende ikke og dsmte hende strengt. Men jeg førstaar
dig, du kjære, kjære Mor! — Men tilbage til min For
tælling. — Et par Aar gik. En Dag kaldte Far mig
Ud jeg Icengesl Ud jeg har Icengtet saa lamgel
— Ud til de fjerne, ukjendte Egne.
Ven samme plet er for sncrver og trang.
G var jeg blot nde engang!
Hege.
URD
ind til sig. Hans mer end almindelig alvorlige Udseende
fortalte mig, at noget vigtigt var paa Fcerde.
Jeg gik ind til ham. — „Gla Granum har været
her og bedt om din Haand, mit Barn", sa han. „Gla
Granum!" Jeg maatte smile, saa angst jeg end var.
„Det gamle Menneske! Han er da mindst dobbelt saa
gammel som jeg." — „Men han har Gaard og penger
atpaa." — „Far, du mener ikke?" — Tamger kom jeg
ikke. „Jo jeg ikke bare mener, jeg vil du stal ~ta’
ham". Jeg har intet at gi’ mine Born til Gphold."
Da var det som noget sprang indeni mig, og son:
Hundreder af Mile stilte mig fra Far. — „Far, jeg kan
ikke," raabte jeg. „Tad mig faa reise ud. Jeg kan
arbeide med mine Hænder, det groveste Arbeide vil jeg
udfore, alt andet, kun ikke dette!" — „Barn", lsd det
stenhaardt, „til Vaaren stal dit og Glas Bryllup staa."
Jeg Horte ikke mere. 2 Timer havde jeg ligget be
vidstlos inde paa sofaen. Da jeg vaagnede, sad Far ved
min side. „Du stal slippe Barnet mit, siden det falder
dig saa tungt", sa han mildt. Aldrig havde jeg hørt
Fars stemme saa mild. Jeg blev jublende glad, men
Glæden svandt, da jeg saa paa Far. Hvor bleg var
han ikke, og hvilken stjærende smerte laa der ikke i
hans Blik! Med et dybt suk reiste han sig og gik ud
af Voereiset. Jeg kunde ikke udholde det, det var jo
min Far. Med et sprang var jeg oppe af sofaen og
ude af Dsren, og for Far vidste Grdet af det, havde
jeg Armene lidenskabelig slyngede om hans Hals. „Far,
jeg tar ham!"
Han trykkede mig ind til sig for første Gang i mit
Tiv — og sa: „Gud velsigne dig mit Barn!" s>iden
sik jeg hore, at Fars stilling var slig, at han maatte
ha forladt Gaarden, havde han ikke faaet Hjælp.
Gla Granum havde hjulpet ham.
Vort Bryllup stod om Vaaren.
Gtte Aar gik. Aa saa sagte, saa sagte.
Min Mand trcelled ude, jeg inde. Dag efter Dag
det samme. Alt tilsyneladende rolig og jevnt. Jeg siger
tilsyneladende, for i mit indre var der ofte Bolge
gang. Hvor stjærende bitter kom ikke den Tanke atter
og atter: „Dit Tiv er spildt, det Tiv, du aldrig mere
stal leve." Hvor jeg kjæmpede med Hadet og Tcengselen
i de Gieblikke. Efter saadanne stunder fulgte altid en
dødlignende stilhed i mit indre. Jeg ved ikke, hvad
der var værst.
Da fødtes en Dag min lille Datter. — Tivet sik
atter Værd for mig. Her var noget at leve for. Alt
det, der var stcengt for hos mig, stulde faa Tov til at
udfolde sig hos hende, rigt og stjsNt. Hvad Moren ikke
havde naaet, det stulde Datteren naa. Hvor stolt og
lykkelig fslte jeg mig ikke, naar jeg holdt det lille Væsen
i mine Arme".
Det var stille en lang Ttund. Da lsd det graat>
kvalt: „Igaar begravede vi hende."
„Hege!" lsd det skarpt oppe fra Veien, — „er
Maden fcrrdig?" Jeg saa op. „Min Mand", sa’
hun stille. „Tev vel!"
Jeg var alene.
Aar er gaaede. — Atter sidder der to Avinder
der ude paa Gdden. Den yngste vender netop sine for
grædte Gine mod den celdre og siger med en stemme,
der dirrer af Bitterhed og smerte: „Den Verden, De
længtede saa efter, og som jeg glædede mig saa til at
lære at kjende, den Verden hader og forbander jeg. Ud
suget og vraget mig har den. Min lyse Tro, min
Ustyld, min Glæde og Fred, min Ajærlighed — alt,
-i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
