- Project Runeberg -  Urd / 2. Aarg. 1898 /
104

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 12. Mars 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 32. Den bitre Sandhed - 33. Det klarner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

det hele. hendes Far kom da hid og tog hende med sig.
Tro mig, det var aldeles unødvendigt at overtale hende,
han bare sagde — hvad der var fuld sandhed — at
hendes Mor var meget daarlig, og at det var nødvendigt
at hun saa til hende straks.
—Gg saa efterlod hun intet Bud til mig? Det
er hoist besynderligt.
— Vet var vist ikke hendes Mening at reise for altid,
hun har efterladt alle sine Sager hos Fru hemmings;
men jeg haaber hun ikke vil komme tilbage. Aa Philip,
ser du ikke hvilket Feilgreb det hele har været ! Du som
ellers er saa klartseende.
— Du kalder det et Feilgreb, fordi hun har været
uheldig, stakkars! Alen hun vilde ikke forlade de venner
hvis Trostab hun havde set Beviser paa, og jeg er vis
paa, hun vil komme tilbage, hvis man ikke over Ores
vaa hende.
Hanna betragtede ham med Medlidenhed, han var
for hende en kjær Bror, og hun saa, hvor denne Sag
gik ham nær til hjerte. At han elskede Joyce U)yndham
af hele sin Sjæl, kunde der ikke være Tvil om.
— Philip, sagde hun bedende, sid ned og lad os
snakke sammen, saadan som vi har vleiet det i disse fem
Aar, naar der har været noget i Veien. Jeg er overbevist
om, at hverken du eller hun vilde blive lykkelige i et
saadant Lgtestab.
— hvorfor ikke? spurte han barst, hvis vi er glad
i hinanden? Det er da hovedsagen.
— Ja, og jeg ved du er glad i hende — men Joyce?
— Det vil komme, sagde han, men hun saa at han
vred sig under hendes Grd. hun har sagt, at hun interes
serte sig mere for mig end for nogen anden. —
— Interesse er ikke Ajærlighed, sagde Hanna bedro
vet. Jeg vil saa nsdig krcenke dig, og onster af hele mit
hjerte at der maatte komme noget godt ud af dette, men
Philip, jeg tror neppe Joyce er istand til at fole den
uegennyttige Ajærlighed som du fortjener.
— Jeg krcever intet, svarte han dybt saaret. Jeg
onster kun at drage Vmsorg for hende og give hende et
hjem. Det kan gjerne være, at hendes Forceldre foler
sig forurettet, men jeg maa sige, at de i hoieste Grad har
handlet hjertelsst mod hende.
Hanna smilte.
— hvis du rolig overtænkte Sagen, vilde du erkjende,
at de har handlet meget klogt. Men lad os se paa
Tingen fra et forretningsmcessigt Standpunkt, Philip.
Scet, at I giftede eder. Du ved hvor store Indtcegter
du har, og du ved ogsaa, at de ikke tillader dig og Bobbie
megen Luksus — hvordan vilde de strække til for endnu
en og give hende noget af alt det som hun er vant til?
— hun er ikke bange for det, svarte han. hun ved,
at vi maatte indrette os enkelt og tarvelig; men hun siger,
at hun vil være tilfreds med det.
— hun ved ikke hvad hun taler om, sagde Hanna,
hun er opvokset i et hjem hvor der fandtes al tænkelig
tuksus og Aomfort, hun ved derfor hverken hvad det
vil sige at tjene Aenge eller at bruge dem. Jeg tror ikke
hun kunde koge en Ootet eller bage et Brod, om det
gjaldt hendes tiv.
— Jeg tror du undervurderer hende, svarte Dane
tort. Gg hun vilde ikke være den første Avinde som —
naar det kneb — viste, at hun duede til noget. Men vi
kommer vcek fra Sagen. Jeg tror, at du har handlet i
bedste Mening, Hanna; men det vil jeg sige dig, jeg op
giver hende ikke forinden hun selv siger mig, at hun har
taget feil, og maa jeg vente for længe, vil jeg opsoge
hende i hendes Fars hus.
104 URD
Vm Aftenen samme Dag gik Jack Ferrars bort til
Gverton. Fru U)yndham var ikke saa daarlig, at han
af den Grund behsvede at gaa; men han var spændt paa
at faa hore hvordan det var med Joyce.
Stuepigen aabnede Entredsren for ham, og han saa
straks paa hendes glade Ansigt, at der var hcendt noget
glædeligt. hun kunde ikke beholde sin Glæde for sig selv,
men sagde: Froken Joyce er kommet tilbage, Doktor.
— Tcaar da, Ada?
— Imorges. herren hentede hende. Jeg tænker,
alt bliver godt nu; men aal hvor daarlig hun ser ud!
— God Aften, Jack, sagde hr. Wyndham i Doren
til Dagligværelset. har du hørt af Ada, at vi har faat
Romlingen hjem?
— Ja, og hvorledes ordnede De det, spurte Dok
toren ivrig.
— Jeg bare hentede hende. Jeg sagde, hendes
Mor var syg og trcengte til hende, og saa kom hun med
mig, og er uu ovenpaa. Stakkars liden, man kan se hun
har havt det ondt, og jeg har ikke hjerte til at stjcende
paa hende.
— Tror De, hun vil blive hjemme nu? Tror De,
hun nu førstaar, at det hele var et Feilgreb?
— Ja jeg tror det, nikkede U)yndham; jeg tror det
gaar op for hende, naar hun ser sin Mor. Modrene
har stor Magt, naar de førstaar at bruge den.
— Jeg traf Frsken Thrale imorges, da hun var
paa Veien hid, og hun fortalte mig hvad der var igjære.
Jeg haaber. Ulykken ikke er stet?
— Jeg har, sandt at sige, endnu ikke talt med hende
om det, svarte Wyndham, og der kom et smerteligt Drag
i hans Ansigt. Jeg har ikke turdet, ser du. Det er ikke
saa at forståa, at jeg vilde have noget imod at Joyce
cegtede en fattig Mand; men hvis det er sandt, som
Hanna sagde, at hun ikke bryr sig om ham, men har
taget ham bare paa Trods, da vil jeg hindre det, om
det saa stal ste med Magt. Men jeg tror min hustru
greier det, Jack; vi har begge sammensvoret os om ikke
at ncevne dette de første Dage, forend vi ser hvordan det
gaar.
— Ja, det er vist det bedste. Aan jeg faa Lov til
at gaa op og hilse paa Fru Ulyndham? Jeg stal være
førsigtig ligeoverfor Joyce, bare udtale min Glæde over
at se hende igjen, og ellers lade som ingenting.
Det faldt forresten Doktor Ferrars vanskelig at lade
som ingenting, da han saa den store Forandring som var
foregaat med Joyce.
— hvorledes staar det til, Joyce? Det glæder mig,
at du er kommet tilbage, sagde han saa naturlig som det
var ham muligt, og gav hende et broderligt haandtryk.
Nu, Fru lvyndham, behover jeg vist ikke at komme her
mere. Joyces Tilbagekomst er bedre end al Verdens
Medicin, ikke sandt? han bøiede sig over hende, og da
hau saa den inderlige Lykke som aføyeilede sig i hendes
Ansigt, sik han Taarer i Ginene.
— Ja, sagde Fru lvyndham, jeg tror nok jeg stal
blive frist nu jeg har faat min lille Aige igjen. Men
De maa ikke lade være at komme til os; vi kan ikke greie
os uden Dem.
33te Kapitel.
Det klarner.
(Forts.)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1898/0108.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free