Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 26. Mars 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 35. Philip Danes Farvel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Veite rsrte Wyndham dybt, og han gjorde intet Forssg
paa at skjule sin Bevegelse; det var vistnok heldigt, for
Philip Dane saa det, og det mildnede lidt den strækkelige
Vilterhed han fslte.
siger til Dem, Philip Dane, som jeg sagde
til Ioyce, at hvis hun kunde se mig ind i Ginene og
sige, at hun elskede Dem, som jeg eister hendes Mor, saa
vilde jeg idag været her i et ganste andet Lrinde. De
er en Mand som jeg gjerne skulde have set som Svigerson;
men som Tågerne staar, er jeg bange for at give Dem
Joyce, bange, ligesaa vel for Deres Skyld som for hendes.
Jeg er celdre end Dem, og jeg har set meget af
den Ulykke som kjærlighedslsse ALgtestaber afsted
kommer.
— Maa jeg tale med Ioyce? spurte Dane langsomt.
Jeg tror, at jeg lettere kunde finde mig i at miste hende,
naar jeg sik hore min Dom af hende selv.
— Ganste vist kan De det. Jeg stulde være den
sidste til at modsætte mig et saa naturligt Vnste. vil
De komme ud til os iaften? Jeg stal være hjemme fra
Al. syv, jeg stal ssrge for, at De faar tale alene med hende.
— Jeg stal komme, svarte Dane tonlsst.
— Alokken 8 da; jeg har endnu et Erinde at udrette i
Formiddag, derfor: Farvel. Jeg haaber De til en vis
Grad ialfald førstaar mig; jeg er meget bedrovet over
dette, og jeg beklager hoilig, at mit Barn har tilfsiet en
hcederlig Mand en saadan Sorg.
De to Mænd trykkede hinandens Hænder i Taushed,
og Wyndham styndte sig bort dybt bevæget. Mens han
kjsrte gjennem Gaderne, tænkte han paa Ungdommens
Hensynsloshed, der gaar paa og vil have sin Vilje frem,
hvad det end maatte koste.
Han havde givet Austen Befaling til at kjsre til
Aueens gate. Da han ringte paa, blev Doren aabnet af
en livrsklædt Tjener, og paa hans Spsrsmaal om Froken
Hanna Thrale var tilstede, blev han vist ind i et meget
komfortabelt og luksuriost udstyrt Bibliothek.
Hanna kom straks efter i stort Aftentoilette; hun bar
en blod, sort silkedragt, der var lidt udringet, saa man
saa hendes blændende hvide Hals. Hun kom hurtig hen
til lvyndham, som syntes hun var den vakreste Avinde
han nogensinde havde set.
— Hvorledes har De det, kjære Hanna? spurte han
og gik hende imøde med udstrakte Hænder. Jeg er helt
optaget med mine Dotres Affcererom Dagen; ja jeg faar
vel 3ov til at kalde Dem min Datter, ikke sandt?
Hanna rodenede og hendes Gine straalte.
— Ajære Hr. U)yndham, er De kommen den lange vei
hid ud for at sige mig det? Hvor venligt af Dem! Hvor
ledes staar det til paa Gverton?
— De stal faa vide det siden, men først maa jeg
hore lidt om Dem. Naar maa Tom faa komme her ud ?
Jeg ved næsten ikke, om vi tor gjore Arav paa Dem,
Hanna; jeg havde ikke Ide om, at De tilhsrte saadanne
Storfolk.
— Jeg tilhører dem siet ikke, svarte Hanna. Vnkel
er meget venlig, og jeg reiste hid ud, fordi han endelig
vilde det, og fordi — nu ja, fordi jeg virkelig var glad
ved at komme vcek fra Aolonien et Aar Dage. Men de
er saa altfor fornemme for mig; de tilhører en anden
Verden. Jeg tænker jeg reiser hjem igjen Mandag.
— Jeg kommer netop derfra; jeg har talt med
Philip Dane.
—Aa har De! udbrod Hanna interessert. Hvad synes
De om ham?
— Godt, meget godt; jeg stulde onste jeg ikke likte
ham fuldt saa godt, sagde wyndham paa sin aabne
Maade. Da jeg talte med ham idag, onstede jeg næsten.
URD
at Joyce havde været glad i ham, der var da kommet
noget sandt og reelt ud af al denne Forvirring. Ru har
det bare gjort ondt.
— Ilke bare ondt, sagde Hanna blodt. Jeg haaber
disse Fataliteter har gjort Joyce godt. <Lr hun ikke mere
glad i sit Hjem nu?
— Det er endnu lidt for tidligt at domme derom,
svarte Wyndham. Hendes Ajærlighed til os er rorende
nok, og jeg haaber den vil vare.
— Vg stal Forlovelsen med Philip Dane staa ved
Magt?
U)yndham rystede paa Hodet. — Det kan den ikke.
Havde hun elstet ham saaledes som han visselig elster
hende, maatte jeg have givet mit Samtykke; men som det
nu er, vilde det være den rene Galstab og odelægge baade
hans og hendes 3iv.
— Jeg tror De har Ret, sagde Hanna stille ; og der
var et saa bedrovet Udtryk i hendes Ansigt, at det smer
tede lVyndham.
— Hvad grubler De paa, kjære Hanna?
— Aa, at det hele er min Skyld. Det var mig som
først saaede Misfornsielse i Joyces Sind. Jeg vil aldrig
tilgive mig selv dette, og jeg fortjener ikke at I er saa venlige
mod mig.
— Tal ikke saa, kjære; gjengjæld os ved at være
god mod vor Gut. Men nu maa jeg gaa; jeg kom
egentlig for at fortælle Dem, at min Hustru og Joyce
tænker at reise til Rivieraen i næste Uge. Min Hustru
vilde saa gjerne se Dem for hun reiser, og Tom snster
nok det samme. Jeg maa sige, han har været meget
taalmodig. Vil De komme 3ordag og blive Sondag over?
— Ja, det vil jeg gjerne.
De tilhører os nu, ved De, sagde den gamle Herre,
og De maa ikke lade Tom vente for længe.
3idt for Alokken 8 samme Aften vandrede Philip
Dane ned til Vverton og ringede paa Entréklokken. Bobbie
laa hjemme, bedrovet over den store Forandring som var
foregaat med Broren. — Faa Danes Sporsmaal efter
Froken U)yndham, blev han vist ind i Dagligstuen. Mens
han ventede, saa han sig opmerksomt omkring, og hans
lagttagelser stulde ikke tjene til at reise hans sunkne Haab.
Thi hvorledes stulde en som var opvokset i et sligt luk
suriost Hjem kunne leve og trives i de fattige Aaar han
kunde byde hende? Han var i det Gieblik ligesaa ulyk
kelig som den skamfulde unge Fige som modstrcebende og
nolende kom ned ad Trappen for at træffe ham — for
sidste Gang. Hun traadte stille ind; og han vendte sig
alvorlig mod hende. Han stjønle, alt Haab var ude, og
han førstod nu, at det havde været bedre for begge Farter
om han var blevet borte.
— Jeg er meget taknemlig, fordi jeg fik Tov til at
se dig igjen, Joyce, — han anstrengte sig for at tale
rolig og forretningsmæssig. Maaste var det galt af mig;
men jeg syntes jeg maatte se dig endnu en Gang og sige
dig Farvel.
Joyce stod et Gieblik taus foran ham; hun var
meget bleg, og der var et Udtryk i hendes Ansigt som
han ikke førstod, for han havde aldrig set det for.
— Philip, jeg er meget skamfuld, sagde hun endelig,
hver Dag lærer jeg mere af min Egenkjærlighed og
Slethed at kjende.
— Tys! der er ingen Grund til at dadle dig selv
saa sterkt, svarte han, endnu mere rsrt af hendes bedrsvede
35te Aapitel.
Philip Danes Farvel.
123
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
