Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 26. Mars 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 35. Philip Danes Farvel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
Udseende end af hendes Drd. Det var en Feiltagelse, og
det var taabeligt af mig at tro, at dette nogensinde kunde
blive Virkelighed.
— Bragte Far dig mit Bud? spurte hun. Jeg er
ikke stikket til at blive nogens Hustru, mindst naar det er
tale om en saa god Mand som du; men jeg vil dog
holde mit Tofte — jeg
Han lsftede Haanden, og et halvt bittert, halvt bedrovet
smil gled over hans Ansigt.
— Det vilde være den allerstorste Feiltagelse, Joyce,
sagde han mildt, men bestemt. Jeg er bare kommet for
at tage Farvel og for at sige, at stjønt vi aldrig træffes
mere, vil Bobbie og jeg aldrig glemme dig.
— Aa, jeg foler mig saa elendig og ynkelig og slet,
udbrod hun aldeles ssnderknust. Jeg bringer sorg over
saa mange og fortjener den frygteligste straf. Gid Men
neskene ikke vilde være saa snilde mod mig. Hvorfor
bebreider du mig ikke min skrækkelige Egenkærlighed,
Philip?
Han strog med Haanden over panden, og hun saa,
at Tceberne stjalv.
— Det er ikke let at komme med Vebreidelser, naar
man elsker, sagde han stille. Men jeg er ikke kommen
for at sige dig dette, jeg vilde kun sige Farvel, saa det
er bedst, at jeg gaar.
—Aa nei, ikke endnu ! Det er saa meget jeg gjerne
vilde spørge om, udbrod Joyce fortvilet. Hvad tænker
du at gjore? Vil du blive boende i Aolonien, og maa
jeg undertiden faa komme og se til Bobbie?
— Det er bedst at du ikke gjor det, sagde han bestemt.
Du vil nok forståa, at vi helst ikke bor sees igjen. Jeg
er sterk og kan taale noget af hvert, men se dig igjen,
Joyce — tro mig, det kan jeg ikke.
Joyce taug, forfcerdet over den siet dulgte Tiden
stabelighed.
— Aa, kan du nogensinde tilgive mig? spurte hun brudt.
— Der er intet at tilgive, svarte han. Du har ikke fort
mig bag Tyset, men var altid cerlig mod mig. Tro mig,
jeg dadler dig ikke, end ikke i mine Tanker. Men lad
os forlade dette pinlige Thema. Det glæder mig meget
at du vil faa det godt i dit Hjem, og nu tænker jeg du
førstaar, at her er din rette plads, som du aldrig skulde
forladt.
Ja, var alt hvad hun kunde sige.
— Din Far talte om, at du skulde til Udlandet. Reiser
du snart?
— I næste Uge, tænker jeg. Hanna bliver ogsaa med,
og hun og Tom stal have Bryllup, naar vi til Vaaren
vender tilbage.
— Det glæder mig. Avet ligger lyst og stjønt for eder
nu Joyce, og jeg haaber af Hjertet, at ogsaa Fremtiden
maa blive god og lykkelig. Farvel. Han rakte Haanden
frem, og Joyce lagde et Gieblik sin i hans.
— Tænk ikke for haardt om mig, glem mig ikke ganste,
Philip, raabte hun helt ude af sig.
— Det er let at love; kanste det var bedre for mig,
hvis jeg kunde glemme, og forinden hun kunde svare,
lukkede Doren sig efter ham. Idet Dane passerte For
hallen, blev Gadedsren aabnet, og Dr. Ferrars traadte
ind. De to Mænd betragtede hinanden nsie, idet de msdtes;
Jack anede hvem det var, og hvorfor han havde været der.
Philip Dane forvandt sent den 3>org Joyce havde
tilfoiet ham. Bobbie sik aldrig hore de nærmere Detaljer;
han bevarte sin Tro paa Joyce, og var overbevist om at
det var hendes Tlcegtninge som hindrede hende i at besoge
dem. Philip modsagde ham ikke, men opmuntrede ham
heller aldrig til at tale om Joyce og hin lyse, glade Dage
da hun gik ud og ind hos dem. Tilsyneladende var
URD
Philip uforandret, han arbeidede kun endnu ivrigere for
Broderstadet, blev dets Forer og overgik endog Vsborne
Thrale i hans bedste Dage. Han giftede sig aldrig.
Wyndhams blev i Nizza til slutten af Mars og
vendte saa hjem til England.
Alfred Wyndham iagttog Joyce nsie ved Hjemkom
sten, og hans Hjerte fyldtes med Tak. Det forlsbne Aar
havde sat sine Merker paa hende; hun var blevet celdre,
den ungdommelige Gpbrusen var forbi, og hendes Væsen
var prceget af en Varmhjertethed og Hensynsfuldhed som
baade overrastede og rorte hendes Far. Hans Hustru
havde nok forberedt ham paa Forandringen, men at den
stulde være saa stor, havde han tkke dromt om.
Gm Aftenen, da han sad og rogte sin pibe, kom
hun ind til ham, satte sig ned paa Aamintceppet og lagde
Haanden paa hans Ance.
— Lr du glad over at være hjemme igjen, lille
Ven? spurte lVyndham.
— Ja papa, jeg er meget glad over det, men
bedrovet ogsaa.
— Jeg ser det, men du maa ikke gruble for meget;
du har ikke godt af det. Fortiden er forbi; førssg at
glemme den.
— Jeg kan ikke papa. Minderne stormer stadig ind
paa mig, jeg tror, jeg aldrig mere kan blive som for.
— Det bedrsver mig at hore dig tale saaledes, Joyce.
For du tror da vel ikke, at din gamle papa bcerer noget
Nag til dig?
Hun tog hans Haand og kyssede den kjærlig.
— Jeg ved du ikke gjor det. Gud har været god,
som har spart Mors Tiv og lader mig sone for al den
sorg jeg har bragt over eder. Men de andre laa papa,
jeg kan ikke glemme dem. Har du gjenset Philip Dane?
— Bare en Gang. Jeg besogte ham. Det er en
Mand jeg kunde onste at have til Ven. Han var meget
hoflig og venlig, men
— Men hvad? spurte hun ivrig.
Han viste mig klart — sagde mig, at det var bedst
vi ikke msdtes oftere. Hans Grunde var gode; jeg var
nodt til at bøie mig for dem, Joyce.
Joyce svarte ikke noget; hun boiede Hodetog lvyndham
saa Taarerne langsomt falde ned paa hendes Hænder.
— Det er noget andet jeg gjerne vilde sige dig, sagde
Wyndham. Jack har bedt mig om Tov til at tale med
dig; hvad stal jeg sige ham?
Det varte en stund, inden Joyce svarte, endelig sagde
hun: sig ham, at vi begge maa vente.
— Vg hvor længe?
— Til jeg har provet mig selv. Jeg er ikke stikket
til at blive nogens Hustru, og desuden — jeg kan ikke
reise fra dig og Mor.
— Ajære Barn, vi vilde blot være lykkelige ved at
se dig som Jack Ferrars Hustru.
Joyce reiste sig langsomt. — Jeg troede han havde
glemt — at han ikke længer tænkte paa mig paa den Maade.
— Mænd som Jack glemmer ikke saa snart, sagde
U)yndham smilende.
— Jeg er det ikke værd, mumlede hun, idet hun gik
op paa sit Værelse ; hun lagde sig paa Ance foran Vinduet,
og saa ud over de spirende Trcer, — hun fslte sig saa
uværdig til alle de goder som var hende stjcenket. Med
foldede Hænder og boiet Hode bad hun: Himmelste
Fader, hjælp mig for Jesu s>kyld til at blive god!
Denne Bon blev Grundtonen i Joyce Wyndhams
Tiv; den blev til Velsignelse for hende selv og hjalp hende
at sprede Tys og Glæde rundt om sig.
Ende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
