Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 26. Mars 1898 - L. B.: Skjønheden i Hjemmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
ntetsteds er der større Virkefelt, eller kommer denne
Egenstab HOS Avinden mere frem og er mere
paa sin plads, end i Hjemmet! Jeg mener her
scerlig den gifte Avinde, Mandens trofaste Med
hjælperinde og Børnenes omme, omsorgsfulde
Mor. Vi er vel alle enig i, at det allerstørste i
Civet for en Avinde er at vide, at hendes Bsrns hele
fremtidige Ve og Vel for den væsentligste Vel er afhcengig
af hende — og det hele samfund igjen af disse, alt
gjennem Gpdragelsen.
Froet i 3>cedejorden — det unge
Hjerte; Tkolen pleier det lille Fro og giver det nye Nce
ringsstoffe. Hos Far og Mor er Individets Hjem; skolen
er samfundets; — Avinderne har sikkerlig den storste
Gjerning storste Ansvar begge s>teder.
Derfor maa Resignation som oftest blive Avindens
lod — Jegets Hengivelse, Egoismens Opløsning — og
den naturlige Følge deraf: ikke saa meget at blive som
at gjore lykkelig, — alligevel den stjønneste lod i livet!
En ung, fornuftig Hustru vil meget snart forståa, at
der stal noget mere til end hendes friste, vakre Ansigt og
beundrende, eftergivende sind for at bevare Mandens
Agtelse og Ajcrrlighed. Hun vil aldrig undlade at ssrge
for, at Hjemmet er pent og ordentligt. Har hun en pige,
vil hun holde denne til Arbeide paa samme Tid, som hun
selv er den gode F6, der er allestedsncerværende. En
Avinde maa ikke foragte smaating; — er en Gjerning
værd at gjøres, er den værd at gjøres godt! og der gives
saa mange, mange smacm’ng — mange „Bagateller",
der maa til for at samle og danne Hjemmet harmonist.
En af disse Bagateller vil jeg specielt ncrvne, nemlig
den daglige Alædedragt. Ven er ikke uden Betydning.
En ren, ordentlig og smagfuld Vragt virker behagelig
paa Omgivelserne; det modsatte kan førstjertse den per
sonlige Agtelse, der er Grundenuren i et lykkeligt Hjem.
I det hele taget er vel de fleste enige i, at Hkjsnheden
inden Hjemmet uvilkaarlig maa indfinde sig, naar der
hersker: Renlighed, Grden, punktlighed og Ro, — be
stemt men stilfærdig Gmgang med Born og Tjenestefolk
—i en 5um: samstemmighed inden Familien. Ven
herligste Aunst og Vekoration har saare lidet at sige i et
Hjem, hvor sjcrlsdannelsen mangler.
Med Bornens kommer det dobbelte Ansvar for
Hjemmets Hygge.
Ve smaa burde fra den allerførste Tid af Tilværelsen
kun se, hvad der er godt og stjønt; dette vil da prcege
sig uudslettelig fast i dem og senere hen i Tiden blive
dem en livsbetingelse. Vet onde og stygge, der af sta
turen er nedlagt i hver liden Menneskesjal, stal hurtig
nok gjore sig gjcrldende alligevel — desværre; og der er
ingensomhelst Fare for, at et Barn kan blive for stjønt
og for godt opdraget.
Jeg har hørt flere sige, at de ikke tror s>maabørn
har Evne til at se Forstjel paa pent og stygt med Hen
syn til det ydre. Jo — det er jeg vis paa, de har, men
Evnen maa udvikles.
Nogle Born har denne Evne fra bitte smaa af endog
i altfor hsi Grad, saa de bliver nervsse og bange.
Jeg Hender Born, der ikke kan taale at se Ansigts
forvrcengnincer f. Eks. Telv satte jeg engang
i Forbindelse med min Religionskundskab om Djævlen
eller andre onde Aander, der paa den Maade besatte Folk.
senere gik det over til Eventyrverdenens „onde Vine"
o. lign. Man burde vogte sig for paa en urigtig Maade
at underststte Vårnets — som Regel — altfor livlige
Fantasi; det kan afsætte dybe Merker for hele 3ivet.
AKjMheden i Hjemmet.
URD
3cerlig tror jeg, man mildt og førstandig stulde soge at
aflede dercs Hang til Morkra?dhed.
Mange Born har en Tkræk for at se Billeder af
lidt grufuld Beskaffenhed, f. Eks. af Arig, Mord, Brand,
—et oprsrt Hav eller morke skyer. Det er rimeligvis,
fordi deres naturlige Tans siger dem, at dette henfører
til Begivenheder, der ikke er for det gode eller stjonne.
Tydelig kan jeg huste, hvor det da gjorde godt, naar
den, der viste mig saadanne Billeder, samtidig kunde pege
paa en Fugl, en Blomst, en Mand — eller hvadsomhelst,
der havde noget tiltrækkende ved sig; og endnu den Dag
ibag er jeg glad og taknemmelig for man ikke viste mig
noget stygt uden ogsaa samtidig at vise mig noget vakkert.
Maa jeg komme med et andet lidet Eksempel:
Næsten alle Born er glad iat klippe Oapir. De
vidunderligste Tager frembringer de vedHjælp af sin Fantasi.
Hvis nu f. Eks. den lille i al Trostyldighed viser
os sit aldeles übestemmelig formede stykke og siger:
„se, Mama, det er en stjerne; er ikke den pen?" saa
har vel de fcerreste Hjerte til at svare: „Nei, sy da! den
er styg". Man feier det snarere bort med Indrsmmelsen:
„aldeles nydelig". Men her er god Anledning til at be
gynde at aabne Barnets Gine for det stjønne. Man
kunde kanste svare saaledes: „Jovist er den pen; men
kom stal du se paa en stjerns, der kan blive endda penere.
Denne har bare to spidser; men min har seks; kan du
se? en—to—tre—fire—fem—seks". straks vil Barnet
førsoge at gjore Magen; og det lykkes til en vis Grad.
— „se, her er spidser paa. Mama! nu er min stjerne
ligesaa p?n som din —". „Javist er den rigtig nydelig
nu; men endda penere kunde den blive, hvis du førsogie
paa at sætte spidserne — se her — lige over hverandre
— og saa gjore dem ganske rette —" osv.
Dette er kanste kun daarligt illustrerende; men min
Tro er, at Barnet maa fra først af — i Forhold til sin
Alder og Udvikling — være med at stabe sin stjonne
Verden. Det maa selv eie dansen for det stjonne, for
den saakaldte „uvilkaarlige Aunst"; saa faar 3ivet ud
igjennem fortsætte Gpdragelsen. —
Vi ugifte Avinder har ogsaa 3ov og Ret til at have
et Hjem at t,y hen til —
thi „deri er vi af sneglearten,
at bcerer vi med paa Farten".
Gg har vi end ikke derhjemme Bornens at opdrage
for det gode og det stjonne, saa har vi „Varnet i vor
egen sjæl". Et Menneskes indre Værd er og bliver altid
Hovedsagen; og et almindelig dannet Menneste — i
et stort eller lidet Hjem — ved, hvad det skylder sine Med«
mennesker og sig selv, baade som Menneste og Vært; —
lad laa Gjcesterne bedomme os efter deres eget Hjertelag!
Man siger, at Avinders Aarakter stal kunne bedsm
mes — ligesom efter Haandskriften — efter deres sove
værelsers Udseende ; — det kan være. Men kanste er en
saadan Bedømmelse sjelden baseret paa de nødvendige For
udsætninger Individualiteten har ofte Arav, der
ikke kan tilfredsstilles!
Men — vil Folk komme til os i vort Hjem, er det
den allerstorste Borgen for, at der maa være noget, der
tiltaler dem, kan vi end ikke magte at udstyre dette og os
selv efter alle s>kjonhedens og Aunstens Regler. —
Desuden— om s>mag og Behag kan man ikke disputere!
men
„Held den, som fremad leder
saa langt, at han et Hjem er vaerd;
thi først et saadant freder
om Vårnets milde Fcerd.
Hvor sterkt vi hcerdes og hvor trcet
det Liv os gjor, vi trodde let;
et Hjem med Varne-Rssten
har Trøsten".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
