Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 2. April 1898 - En kv. Student: Studenternes Fakkeltog til Ibsen - S. V.: Pigesorger - Ester: Februarbetragtninger. Brev fra Fjeldbygden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
H.M med at takke altcr og alter. 5-angcrnc stemte i med
„Vi vandrer med frcidigt Mod", og saa satte vi 05 i
Hcvægelse. Men Gang paa Gang maatte vi vende os
og raabe endnu engang Hurra. Vg et Gieblik blev der
atter taust. Hvad var det, han sagde? „Hjertelig Tak".
At han, som var saa stor og klog og skarp tillige,
at han kunde være saa hjertelig og rort! Var der nogen
blandt os, som for havde beundret Ibsen med Forstanden
alene, saa vandt han raften ogsaa Hjerterne.
ja det vil ikke si den 3lags, jeg hadde „den Gang, da jeg
var Oige", men den Tlags, jeg har faat efter at være
ophøiet i Fruestanden.
April Flyttedag nærmer sig med sterke skridt; hvilken
Jammer! Min Kokkepige stal stytte, og hvordan stal
jeg opdrive en ny? Hver Morgen faar jeg Nyhedsbladet,
Aftenposten og alle Avertissementsblade for det sondenfjelste
Norge ind paa sengen ; jeg sluger med Vegjær : „Tjeneste
soges" og kaster hadske Blikke paa alt under: „Tjeneste
ledig". Jeg læser spalte op og spalte ned, sætter 3 rode
streger under de Tilbud, der hores tiltalende ud, 2 under
de, der ikke hores saa værst ud, og under alle de, der
kanste kunde være at falde tilbage paa i Nødstilfælde.
Jeg staar op, har knapt Tid til at spise, tar paa mig
min bedste Ands for at imponere, sætter op et blidt Ansigt
og traver saa rundt med Avisen i Haanden fra Fcestekontor
til Fcestekontor, fra Frue til Frue, delvis geleidet af Aon«
stabler, for rigtignok har jeg studeret et moderne Aart over
Kristiania, som dækker en hel Væg, men alligevel er det
saa sin sag at sinde frem i denne storstad. Jeg slider op
et Aar Aaloscher i en utrolig Fart, holderAjolen krampagtig
op, saa jeg næsten blir lam i Armen, men kommer alligevel
hjem om Middagen med alenbred sslekcmt.
Intet Resultat af alt mit strcev; — Maden smager
næsten ikke, endda jeg i denne Tid kun trakterer med mine
yndlingsretter, for lidt Opmuntring maa jeg jo ha. —
Endelig har jeg faat opsnuset, at i Eftermiddag mellem
5 og 6 træffes „to brave Aiger paa Torvet". Ja ikke
under Kristian Avart, men i et Fcestekontor selvfølgelig.
Jeg faar saavidt en liden Kaffetaar i livet og gir mig
saa afsted med nyt Mod og nye Krcefter. Klokken er kun
H, men det er bedst at være tidligt ude. Jeg gaar nedover
og fordanser mig over, at der paa denne Tid er saa mange
bekymrede Husmsdre ude og gaar i Grændsen. Jeg aner
Uraad; mon alle disse har set det ustyldige lille Avertis
sement om „2 brave Aiger paa Torvet"? Jeg slipper
Taget i Kjolen,, tar Armene tilhjælp og styder ordentlig
Fart; — mange, mange s>kridt i Minutet, tænker jeg; det er
godt, jeg i mine yngre Vage var en ivrig Gymnast, det
kommer mig nu til gode. — Jeg er paa Torvet. Fceste
kontor staar der med store Bogstaver. Jeg gaar ind af
forten, kommer nogenlunde godt op af den første smale,
morke Trap. Men hvad er det? Her staar jo fuldt op
af Damer.
„Undskyld", sier jeg, „jeg stal kanste saa 3ov at komme
frem; jeg stal ind her paa Kontoret, jeg". „Ja, det stal
vi nok alle, det, men der er stcengt endnu", sier en noksaa
fortvilet stemme.
Uret paa Vor Frelser er 5, Noglen dreies om, og
vi styrter ind i Forværelset, som snart blir fuldt, mens
6n og on af Gangen lukkes ind i det aller helligste, hvor
de to brave angjældende gir Audiens. Vi andre, som er
sidst i Rækken, har ikke Rist eller Ro til at sætte os, men
Ligesorger,
URD
staar og ser paa hverandre med fiendtlige Blikke. For
første Gang i nut 3iv kan jeg stjonne, at Folk har 3yst
til at klore Ginene ud paa hverandre. Vog kommer det
ikke til Haandgribeligheder mellem os; vi nsier os med
at domme hverandre efter det ydre og trøste os r»cd : hnn og
hun og hun er ingen farlig Konkurrent; jeg kan nok by
min Aige bedre Vilkaar. Jeg gjor op med mig selv:
mere end bor jeg jo ikke gi, men for at faa s>lut
paa delte Maset faar jeg jo heller gaa til 1,70. Blir jeg
sat Kniven paa struben kan ieg nok gi 1,80 ogsaa; men
11. 90 — aa jo, lad gaa, jeg faar indstrcenke paa andre
Hold, melde mig ud af et Aar Foreninger, knibe lidt her
og der, saa gaar det nok. — Hidtil har jeg altid synes,
at det værste af alt var at sidde i Tandlcegens Ventevce
relse, men nu ved jeg en Ting, som er ligesaa strækkelig :
at sidde paa et Fcestekontor med mange audiensssgende
foran sig. — Alokken gaar; „det er da svcert saa længe
disse er inde, da"!
Imidlertid har to Damer begyndt en ganste venska
belig passiar, om hvorledes deres Aigeværelser er 0. s. v.
Jeg foler mig lettet; mit er sikkert Meter større paa
alle Kanter og har lidt 3uft fra Gaardspladsen,
ja foruden meget fra Kjskkentrappen, da.
Endelig rsrer det sig i det aller helligste, og hvad
ster? Ud kommer de to brave angjældende med hver
sin Frue i Hælene. De stal nu ud og bese Konditionerne,
for de tinger sig bort; men det kan nok hcende det ikke
blir til noget, saa vi kan jo altid titte indom igjen imorgen
tidlig for 9- Egerne ser medlidende paa os og Fruerne
sejerssikre. De førsvinder — og det samme gjor vi
andre. Men nu er Veien fra Torvet og hjem til Major
stuen værre og tungere end nogensinde.
5. v.
Ajære Hedvig I
f ganske inerte deler jeg din Glæde over de lamgere,
lysere Vage, om vi end ikke som du, din stakkel, har
Hovedstadens seige silageaand, den klamme, graakolde
vintertaage at trcrkkes med. Vog, hver har nu sit,
ser du; Taagen har vi altsaa ikte; men Sollængsel,
Sollcrngsel, den maa vi dog lide under.
I mange Uger ved vintertid stcenger de hoie Fjelde
Solen ude fra os, og jeg sukker som du efter dens gjenfsdende tys
og varme.
Imidlertid holder vi os til den g.nnle Forjættelse (og han er
trofast, som gav den): „Saa længe Jorden er til, skal Sommer og
vinter, Vag og Nat ikke aflade" ! —Gg se, — udi Februar engang
begynder det saa smaat at lysne over Aaskammen deroppe, for hver
Vag, som gaar, rsdener det alt mer og mer, saa begynder vi at
tcrlle Vagene, og endelig, en Morgen lys og stjøn, er Tidens Fylde
inde, da spiller atter den første Solstraale paa Grantoppene hsit
deroppe, hvor de tegner sine Filigransspir skarpt af mod den glsdende
Himmelgrund. Endnu blot et kort Forventningens Sekund, og Valen
ligger der i Smil fra Ende til anden under Fylden af hele Sol
velsignelsen.
Hvilken jublende Fornemmelse, man kunde fristes til at blive
Soltilbeder i cn saadan Stund. Og i samme nu er de glemt, alle
disse Msrketidens mange übestemmelige tcengster, alle disse tunge
Tanker, man saa lidet evner vinde Vugt med, henveiret er de, thi
nu bcrr det mod vaar!
Vg selv den hoie Aas, vor Ugers übetvingelige Fangevogter,
er i Sollyset undergaat „Forvandlingens tov". Hans bisstre, strcek»
indjagende Fysiognomier ikke til at gjenkjende; men, — han staar
der endnu; og i dybeste Hemmelighed stal jeg betro dig, at jeg huser
allehaande skumle vlaner mod ham, og det baade vinter og som>
mer. Ja, nu stal du hore. — Intet mindre end et elektrisk
Vatteri maa til, et Vattert opunder Aasen her. vi stulde vel
bringe ham til at ramle en Smule, tror du ikke? Ja le du kun,
det er mit ramme Alvor. Hvor vilde det ikke lysne i vort Fædre«
Februarbetragtninger
Vrev fra Fjeldbygden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
