Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 9. April 1898 - Hj. Gleditsch: En Paaskesaga (Digt med Titelvignet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Men den store Aonge glemte
Tov og Gramdse for sin Magt,
se, da veg den (ysets Vagt,
som var om hans Trone leiret;
overvunden og beseiret
blev han da af Morkels Fyrste,
som med gridske, frcrkke Hænder
greb omkring hans Bryst og Ccrndcr,
brændle ind med rode Brande
Tra:lle>ncerkct paa hans Aande,
jog ham ud af Rigets jDorte,
ud i Grknen, i den sorte.
rædselsfulde Vsdens Nat.
Gg den faldne Aonge vanked
arm og boiet vidt om Cande,
aldrig kunde Glemsels vande,
tvette Mcrrket af hans Oande
aldrig vilde Tanken vige
fra hans stjønne, tabte Rige;
imod del han lcvngted, stunded,
men hvor meget end han grundcd,
kunde han det ikke finde.
styrted altid frem iblinde
om ham lured sorgen, Roden,
i hans Hæle jaged Vsden.
5e da blinked frem en stjerne
funklende og underbar.
og ved den han i det Fjerne
blev sit tabte Rige var.
3om Demanten ren og klar
det i straaleglans ham vinked,
og i Tys af stjerneblinket
blev ham veien aabenbar.
Med fornyet Araft han stormed
frem igjennem Mulm og Nat,
snubled over stok og stene,
rev. paa ffarpe Tornegrene
sig tilblods i Bust og Arat.
Trcrt af Gangens Angst og Msie
stod han atter ved sit Rige,
higed efter at faa stige
ind deri, da til sin skræk
han blev var, at der var vokset
op om det en Tornehcek,
vel med Blomster oversneet
men saa tæt og starv, at ei
han dens 3ige havde seet;
gjennem den der var ei Vei
fandtes ikke mindste 3aage.
Mod dens seige, skarpe Aviste
rev tilblods han Haand og Fsdder,
URD
satte til sin Araft den sidste;
gjennem dette Tornevcrnge
magted han dog ei at ticvnge,
og der bag sig saa han Døden,
som bestandig ufortroden
havde fulgt hans Fodspor — komme.
Aaa sit Ansigt ned i stsvet
faldt han knust og overvældet,
skjemte, at han ikke kunde
fly den Vom, som Retfcerd fcrlded.
se, da trcengte til hans Gre
der en Rost med milde Grd:
„Toft dit Aasyn over Jord !
Hvad du selv ei kunde gjore,
har jeg gjort. Ttat op og tro"!
Gg da Aongen hcrved Diet,
havde Tornehcekken bøiet
sine Grene helt tilside.
saa han kunde gjennem stride;
og ved siden af sig stued
han en skikkelse, hvis Aasyn
i det klare Dagslys lued
fuldt af salig Fred og Mildhed.
Fra hans skuldre faldt i brede
Folder der et snehvidt Alcrde,
men det var af Bloddryp plettet,
thi af Hækkens Torne spidse
havde han en Arone flettet
om sin hoie lyse Isse.
Vg i skjær af Morgenroden
vcebnet med en
kncelte ved hans Fsdder Døden
som en deilig 3ysets Engel.
Undrende sig Aongen reiste,
Hjertet jublede i Glæde,
og med Tak og 3ov han kyssed
ssmnien af den Hsies Alæde,
spurgte ydenyg: „Hvo er du,
der har overvundet Vsden,
friet mig fra Msrkets Gru?
Hvo er du, der dette kunde"?
Vg fra tusind Englemunde
gjennem Himmel, over Jord
i et herligt Jubelkor
toned svaret: „Aon ger s Aonge"!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
