Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 9. April 1898 - Dagny: Blaseret - Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
e trcette Mænds bedste Tid er forbi. Man be
hover ikke lamger at være led og kjed af 3ivet
for ikke at gaa for gammeldags. Men enten
det nu er af gammel vane, eller den unge
slegt virkelig ikke er bedre, saa er den blaserede
yngling endnu et saare almindeligt syn, atter
og atter ser man hans slappe Aasyn dukke op i Haloner
og Aaf6er, atter og atter horer man hans aandlose Ve
merkninger om Tilværelsens Ajedsommelighed. Det gaar
ikke fort nok med at faa denne aandelige Bytting ud af
verden; thi det er ingen ringe Ting at omtrent Halv
parten af Tidens unge Mænd er befcengt med en saadan
sygdom. Kvinderne er jo forholdsvis fri for den; ingen
kan derfor bedre modarbeide den. Denne Vpgave stilles
til alle Modre; men ikke bare til dem; thi der kommer
den Tid, da de for det meste kun lidet paavirker sine Non
ner ; og da er det, de unge træder til i en Gpdragergjer
ning, der nu drives ad andre Veie. Men stal de ove
denne slig, at det virker, da maa de være paa det rene
med, at livstrætte Mænd virkelig har ringere værd end
andre. Det er nemlig forbausende faa, som stjønner det.
Jeg vil førssge at bevise det ved at analysere de blaserede
Herrers Grunde til at være blaserede.
Der er to 5lags af dem. De første har odet sin
Araft og sin Ungdoms Fristhed i Glæder, som har tabt
al skjonhed. De har mistet Evnen til at beundre og
elste. Derfor synes dem alt graat i graat. Fordi deres
egne Gine er svækkede, tror de ikke, 3ivet eier Farver,
som stinner af 50l og Araft. slige Mennester kan vel
arbeide sig op igjen, men kun hvis de sætter al sin vilje
ind paa det —og hvorfor stulde de vel gjore det ? Deres
Anskuelser moder ikke Foragt som noget uværdigt eller
Medlidenhed som Tegn paa ringe Vegavelse; tvertimod
indgyder den ofte en vis Respekt og omgiver vedkommende
med en Glorie, som ikke nærmere trcenger at bestrives.
Disse Herrer, som roser sig af at kjende Avet tilbunds,
de stulde læse vinjes Grd:
De gjemmer en sandhed, saa dyb, at disse svage
hjerner kanste ikke engang er istand til at fatte den helt.
Det, de har provet, er ikke selve livet, kun et Vrcrnge
billede af det. I virkelig livsvisdom er de ukyndige;
et sundt udviklet pigebarn staar langt over dem,
thi hendes Syn er da nogenlunde uhildet, mens deres
er vildledet. Vi ved, at naar en Nation begynder at agte
Jordlivet rmge, er dets Araft i aftagende, og ligedan er
det med det enkelte Individ. Saa lcrnge det holder sit
Vcrrd som Menneske i Ære, har det Fremtiden for sig;
men tror det ikke lamger paa livets Rigdom, da vil dette
ikke lcrgge sine Gaver for dets Fod. Den livskjede Mand
vil selv ingen lykke sinde og endnu mindre kunne gjore
andre lykkelige, han er patient i lighed med dem, der
ved Udsvcevelser har paadraget sig Sygdomme, de helst
ikke ncevner — og man har lige saa liden Grund til at
prale af det ene som af det andet.
Saa er der en anden Sort Blaserethed, der nærmest
maa henregnes til Bornesygdomme. Den hjemssger meget
unge — ihvertfald meget umodne Mennester ; de paatager
Blaseret.
„Den, som med Hat
fraa livet seg vende —
tivet tilgagns
ret aldrig han kjende".
URD
sig en overlegen, madlei Mine, hvormed det lykkes dem
at imponere Born og barnlige Sjele, mens den paa mer
erfarne Folk virker baade forargelig og komist. Ncevner
man Ting for dem som Ajærlighed til Mennester og
Fædreland eller Begeistring for den og den Sag, moder
man en Skuldertrækning og et Smil, saa haanligt, at det
er helt forbloffende. Men denne Gverlegenhed er des
værre kun Tegn paa en vis Generthed eller paa vedkom
mendes fuldstændige Umyndighed, naar det gjcrlderSporgs
maal af moralsk eller filosofisk Art. De indser selv til en vis
Grad dette og sinder det bekvemt at indhylle sin Uvidenhed i et
Skal af Foragt. Af Frygt for at robe Mangel paa
Dsmmekraft og Aarakter viser de et Vcrsen, som just
staar i Strid med disse to cedle Egenskaber, Eftersom
man gaar frem i Alder og Visdom, vil man vel for
det meste vokse denne Blaserethed af sig; men moder den
ikke den rette Behandling, kan den dog ofte slaa Rod, og
ihvertfald er det jo en Velgjerning saa snart som muligt
at aabne Ginene for den Slags Barnagtighed.
Enhver vil forståa, at de unge Damer paa dette Gm
raade har en vid Arbeidsmark. Thi skal nogen kunne
kurere herrerne for slige sygdomme, maa det være dem.
har de aabent Blik for det stjønne i livet, og ser de,
om end kun stykkevis, den seirende Tandhed, som drager
sig gjennem de skiftende Skjcebner, da vil al deres sunde
Sans reise sig mod en kortsynet, stakkjsrt Opfatning af
Tilværelsen. Deres unge Trang til livsens Glæde vil stille
levemandens kyniste Visdom i et lys, saa han vil stamme
sig over den.
Vore unge Damer er i mange Retninger saa friste
og fornuftige ; men gjælder det at bedømme det andet Ajsn,
kan de ofte være übegribelig naive. Mulig at livs
ledens Vrm ogsaa har Vfre indenfor vor egen leir, saa
vort Syn paa den er svcrkket i Alarhed. heldigvis horer
den til de Sygdomme, der er næsten helbredet, naar man
først faar Gie for, at det er en Sygdom. Den trives
kun, naar man kjæler for den, og lever kun, hvor den
agtes. Mister den Sympathien, vil dens Dage snart være
talt; men som alle onder, der er paa Moden, kan den
udrette stor Skade, mens den storerer.
Dagny.
Emmy von Woden : vildkat. Ln Fortælling for nnge piger.
Gversat af U. 5. 3die Oplag. Jacob Dybwads Forlag.
3alondamen virker i tcengden saa kjedsommelig, den sentimentale
nnge Pige bliver gjerne en smuleflau; det friste, umiddelbare, varm
hjertede pigebarn derimod, hun kommer 03 imode som den friske Vris
fra Havet, eller ler imod os som 3olens glitrende straaler en tidlig For
aarsmorgen. Vg hende bliver man ikke kjed af.
<Ln saadan liden legende, varmende solstraale er vildkat. Fuld af
Moro og skjælmstykker, saa gal og halstarrig undertiden, at mangen
crrværdig læser i Begyndelsen vil ryste paa Hodet ad hende og med
Vekymring sige: hende bliver der aldrig Folk af I
Men saa snil og god igrunden. naar hun bare bliver taget paa
den rette Maade.
Vg der blev virkelig Folk af hende — tiistut. Ikke et saadant
fornemt, beregnende, stilfuldt lidet vcrsen, men en varmhjertet, opofrende
ung Pige, der har lært at beherske sit heftige Gemyt og bøie sin stive
vilje, uden derved at have lidt skade paa sit gode Hnmor eller sit
rige, lyse sind.
Livet i pensionen, de mange veninder, lærerinderne, Lcrrerne, alt
er stildret paa en overordentlig fcengslende Maade, og naar saa tre el
skende Par faar hverandre tilslnt — hvad mere kan man saa forlange?
Lr De, crrede Tcrser, trcet, syg eller tung og trist tilmode, saa
tag bare „vildkat" og Ices den I Den virker som et koldt Vad en hed
Sommerdag, eller som et Glimt af solen naar Tuften er tung og
Himlen hamger msrk og sort over en.
Rristiama Foltebibliotfteter har i disse Dage udsendt sin Aars
beretning for Aaret 97—98.
Meratur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
