Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 9. April 1898 - „Marie”: Paa Bænken under Hængebirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kuende Tryk; og nu brod Graaden endelig frem, og hun
raabte hsilydt paa papa og Dadda.
Da bøiedes Bustene tilside i Granholdtet tcet ved
hende, og en gammel, krumbøiet Avinde, klædt i 3aser
og med en Krykkestav i Haanden, kom humpende henimod
hende. Vel havde hun ikke Gine, der lyste som gloende
Aul, og hellerikke kunde hun fremvise de frygtelige Rov
dyrtcrnder, som Horte til Eventyrheksens Ajendetegn; men
ikke destomindre slog den Tanke pilsnart ned i Doras for«
strcrmte Tind, at det maatte være hende, der var kommet
tillive igjen og nu vilde straffe den lillepige for de uli!«
borlige pandekagelyster, som havde været Drivhjulet til
hendes 63capa6e.
„Aa graater Du for, din forbanna Gnge"? spurgte
Avinden vredt; men Doras eneste Tvar var en skrigende
Hulken og fornyede Raab paa papa og Dadda.
„Holder Du inte Ajceften din, saa ska’ jeg ceta Dig
op", fortsatte hun endnu mere truende; og denne Tiltale
stod i saa noie samklang med Eventyrets Indhold, at
der ikke kunde eksistere nogen Tvivl om Heksens Identitet.
En lammende Rcrdsel lagde en Taage for Barnets
Gine og lod hendes Tkrig forstumme. Hun vidste neppe
selv, hvad der foregik, da Avindens rappe Fingre afførte
hende det ene Alcrdningsstykke efter det andet, idet hun
mumlede noget om, at „slik en Gnge hadde inte nodig
at gaa med rosensrsd Ajole og blanke Tkor, nåar Vesle
mari, Barnebarns’ hendes, maatte gaa barbeina og snaut
nok hadde Alcra paa Aroppen".
Da naaede pludselig en eistet og velkjendt Ttemme
Doras Gren og forvandlede hendes Tkrcrksiagenhed til
jublende Fryd.
„Forbarmende Gud, — hvad gaar her for sig"?
lsd det forfærdede Ndraab fra hendes Faders 3crber; og
i det næste Nu omsiyngedes hun af hans bestjcrrmende
Favntag, og med Barnets fortrøstningsfulde Tryghed
borede hun sit lyslokkede Hoved tcet ind til hans Bryst.
Men, medens han bøiede sig over Rokkehovedet med
Ajcrrtegn og omme, beroligende Grd, benyttede Tatersten
Anledningen og fjernede sig med en Fart, der viste, at
Krykkestaven nærmest var at betragte som en noksaa over
flsdig 3uksusgjenstcmd.
Indtrykket af denne Begivenhed udvistedes snart af
de mange flygtige Indtryk, som Barndommen bringer.
Men det indtrufne blev dog ikke uden Betydning for
Doras Fremtid; thi fra hin Ttund var hun og hendes
Fader mere uadstillelige end nogensinde tilforn. Han vilde
knapt nok slippe hende afsyne, og i sit stille Tind fornyede
han daglig det tofte, han havde givet sin osende Hustru:
at han af yderste Evne vilde strcebe at erstatte det Tab,
som deres eneste Barn maatte lide, da hun i sin spcrdeste
Alder blev moderlss. —
Aarene svandt, og han blev hendes 3cerer, som han
før havde været hendes legekammerat.
Hun var ikte særligt begavet; men presten var „en
Herre af den gamle Tkole", der nærede en sand panik
for lærde Damer i Almindelighed og „Aathederdamer" i
Tcrrdeleshed. For ham var det nok, at de i Fællesskab
kunde lcrse hans yndlingsdigtere: Gsthe og Schiller i
Originalsproget, og at hun delte hans Entusiasme for
nogle af Verdenshistorjens Heros’er; og førsvrigt sik hun
en liden Mundsmag af dette og hint.
Aun i en Retning udviklede hun et Talent, som laa
noget over det almindelige, presten havde i tidligere
været en af studentersamfundets bedste Tangere, og det
lod til, at hun havde arvet hans musikalske Anlceg. Dette
blev et nyt Foreningspunkt mellem Fader og Datter.
Han var en livligt interesseret 3cerer, og hun en lærenem
Elev, og det syntes ham at være Toppunktet af velbe.
URD
hagelig Nydelse, naar han sad i Tamestolen med sin Pibe
og sendte lette Rsgstyer ud i Rummet, medens Dora sad
ved pianoet og sang hans yndlingssang: „"Nll Gster
1an6 vill jg.F fara"^’).
Det slog sjeldent feil, at han allerede ved de første
strofer begyndte at nynne med, ogsaahcrvede han stem
men lidt efter lidt, indtil hans endnu smukke og klangrige
Rost smeltede sammen med hendes i stjøn Harmoni.
I lssrevne Brudstykker traadte alt dette nu frem for
den livstrætte Vcmdrerstes tilbageskuende Blik. Hun huskede
saa godt baade Grd og Toner af det stemningsfulde
Tjcrlebillede, Tangen fremmanede, og halvt übevidst og
med en indre Nynnen hviskede de blege Ccrber:
Men det sidste Vers? Ja, hvordan var det nu, det lsd?
»Nin LM, clu — —, nin 3M, cw — —«, gjentog
hun atter og atter, men videre kom hun ikke ; thi det var,
som om Grdene smuttede fra hende, hver Gang hun
havde dem paa Tungen.
Da steg med et en Erindring op fra Hjertedybet og
henveirede alt, hvad hun nylig havde dvcelet ved. Hun
mindedes, at hun ogsaa havde hørt denne Tang fra en
anden Mands 3ceber; men den lcrngselsfyldte Melodi
var da gjort til Tolk for den jordiske Ajcrrligheds be
daarende Grd, og disse Grd huskede hun saa vel, som
om de var bleven indridsede paa Erindringens Minde
tavle for Tid og Evighed.
Det var pinse, og hele Naturen havde lført sig sit
duftsvangre, blomstersmykkede Vaarstrud, da hun første
Gang saa ham, der for hende stulde blive den eneste
udvalgte.
prestegaardens isolerede Beliggenhed udelukkede al
daglig Gmgcmg med Bygdens svrige Embedsfamiljer.
Men i Julen og ved andre festlige Anledninger aflagde
man gjensidige Bessg, som ofte udstraktes til to a tre
Dage.
Blandt disse selskabelige Tammenkomster indtog pinse
selstabet hos Torenstriverens en fremragende plads; thi
der udfoldedes altid et luksurisst Velvære, som ingen af
de andre kunde præstere Mage til.
Men denne Gang imødesaa man Festen med usæd
vanlig Tpcrnding; thi Torenstriverens og hans Frues
Guldbryllup stulde feires første pinsedag, og Bsrn og
Børnebørn ventedes fra fjernt og nær, og der var endog
indbudt fiere notable Gjcrster fra Hovedstaden.
Aa, hvor tydeligt det stod for hende alt sam men!
Det var, som stulde det være hcrndt igaar, og det var
dog saa lcrnge, lcrnge siden.
Allerede, da hun kjsrte opad Alleen, der forte hen
til Torenstrivergaarden, begyndte hun at blive lidt hjerte
klemt; men tifold værre blev det, da hun kom ind i Ttor
stuen blandt alle de pyntede Damer og Herrer, hvoraf hun
blot kjendte nogle ganste fcm. Gg den nye, blegrsde
Musselinskjole, som baade hun og. papa havde fundet
saa nydelig, den faldt rent igjennem, naar hun sammen
lignede den med Aristianiadamernes ultramoderne Toiletter.
(Forts.)
6) Svensk Folkevise.
„’lill 03terlanci vill sara,
3Z, Bnabdt Born clen BU3ancle vincl,
bortom derZ ocn chnpa 6alar,
allt un6er sa Zronan en lina’.
"lv 6ar ar nß,l3odrunnen,
en lelvancle Kalla Klar,
nvurß like ar lunnen,
3om 3alorno Bkrilvit nar".
149
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
