Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. Lørdag 16. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gg naar han fortalte om alle de Glæder og Ny
delser, Hovedstaden havde at byde, aabnede han en ny
Verden for hende. Det var et slaraffenliv i idel Fryd og
Gammen, hvor man drak Chokolade hos Aonditoren
eller gik paa Ski til Holmenkollen, indtil det var Tid at
skynde sig hjem for at klæde sig om til Theatret eller
til et straalende Bal, hvor der bler» danset og fornemlig
kurtiseret til henimod Morgen.
Undertiden lod han ogsaa en Alvorsstreng dirre
mellem de glade Toner. Men det var nærmest en Lokke
mad, han udkastede for at prove, om han derved kunde
lose hendes Tunges Bacmd; thi, da han saa den virkning,
hans Grd fremkaldte, grebes han af et nyfigent Gnste
om at gjore et Indblik i dette syttenaarige pigehjerte,
som tilsyneladende var beredt til at forelste sig i ham
paa første Vink.
Lidt efter lidt lykkedes det ham ogsaa at fremlokke
hendes naturlige Livlighed; og hans blaserede Sind nsd
nu hendes naive Aabenhjertighed, som han for havde
nydt hendes bly Tilbageholdenhed, der var helt førstjellig
fra-de unge Aristianiadamers rutinerede Gptræden.
Det var „den gamle Historje", hvorom Heine siger:
Men Dora havde ikke lcest Heine, og Aar var
henrundne, inden noget af dette sik sit sande prceg i hendes
reflekterende Bevidsthed. Hun hengav sig bare helt og
holdent til de Indtryk, Nuet bragte, og det ungte Glitter,
hvormed han blændede hendes Syn og Sans, tog sig for
hendes Uerfarenhed ud som det pure Guld.
presten skulde prceke i Annekset den følgende Dag
og vilde af den Grund reise hjem om Aftenen; men der
var intet tilhinder for, at Dora efter Scrdvane kunde
udstrække sit Besog til et par Dage.
De svandt som en deilig Drsm. Men, medens hun
aldeles übevidst aabnede sit Hjerte for den Fortryllelse,
der her traadte hende imøde og foregjoglede hende
allehaande illusoriske Syner, blev denne landlige Idyl
blot et lidet blandt hans talrige Forlibelser.
Men han spillede sin Rolle saa godt, at det var vanste
ligt at stjelne mellem Aunst og Natur; ja, maaste kunde
det endog nu og da hcende, at han selv var i Tvivl om,
hvor det ene begyndte og det andet endte i den leflende
Leg, som ialfald gav hans pinseudflugt et noksaa pikant
Anstrsg.
Den fjerde Dags Morgen indfandt Prestegaards-Gla
sig med Blakken og den gronmalede Gigh for at
hente Dora.
Hun vidste neppe selv, om hun var glad eller
bedrsvet, fordi han, der nu var bleven hendes alt i alt,
ikke var nærværende ved Afsteden; thi kanhcende havde
det da været endnu vanskeligere at tilbagetvinge Graaden,
som var saa nær ved at bryde srem. Men, da hun
endelig var kommet afsted, skjulte hun Ansigtet i Lomme
torklædet og gav Taarerne frit Lob, indtil et lydeligt
Tilraab sik dem til at stanse med magisk Hast.
I det næste Gieblik stod Student With ved Siden
af Gighen og udbad sig Tilladelse til „at se Frskenen
vel hjem"; og om det end ikke blev udtalt med fuld
Tydelighed, saa var han dog, længe for de naaede
prestegaarden, gcmste paa det rene med, hvorfra denne
rigelige Taareregn havde sit Udspring, og hvad det var,
som med et forvandlede den til det klareste Solstin.
Det var en Selvfølge, at han blev anmodet om
„at tcekkes med, hvad Huset formaaede til Middag", og
med synlig Glcrde modtog han Indbydelsen.
„Voch bleibt sie immer neu,
nnd wem sie noch passieret,
dem bricht das Herz entzwei".
URD
Det varede ikke længe, inden presten fandt Behag i
sin unge Gjcest; thi han var ikke alene en livligt interes
seret Tilhører, iaar hans snaksomme Vcrrt fordybede
sig i sine gamle Erindringer fra Studenterdagene, men
han vidste ogsaa at indflette nogle af sine egne studentikose
Oplevelser paa en Maade, der var saa vel
hans begjærligt lyttende Tilhørers Gren, at de bragte
Presten i et perlehumsr.
„Skal det være en Agar eller en pibe"? spurgte
da han efter Middagen satte sig tilrette i Lamesto
len med den dampende Aaffekop foran sig. „Jo da, jo
da, — Dorabarnet taaler Rogen, for hun er indroget,
skal De vide, og hun vilde nok ikke for nogen pris, at
papa stulde undvære sin Middagspibe. Gg saa stal
min lille Sangfugl synge lidt for os, medens vi sidder her
og holder 3is3ta. Hvad for noget ? — — Aan Du
ikke? Aa, Sniksnak! Syng bare som Fugl paa
Avist: syng saa godt. Du kan. Du, Barne’ mit; og lad
os saa faa min gamle Yndling først: ’MI ()5t611an6
vill jg.Z tara’. Der er noget baade i Grd og Melodi,
som faar mig til at tænke paa det Suk, der gaar gjen
nem al Skabningen endog i Glædens lyseste Timer, og
vi trcenger saa vel at blive mindet om det".
Med en let Bceven i Stemmen havde hun sunget
det første Vers tilende, da det blev meldt, at et Bud fra
en af Nabogcmrdene snstede at tale med presten, og hun
benyttede straks Anledningen til at førstumme.
„Aa, — bliv ved, jeg beder Dem, bliv ved", udbrod
Student With, idet han skyndte sig hen til pianoet.
„Nei, — det kan ikke være Tale om at slippe. Men
ved De, at de Grd, De synger, er ingenlunde —e— de
rigtige"? fortsatte han leende. „Hvis De vil være
saa elstværdig at akkompagnere mig, stal de faa hore Grd,
som staar i langt bedre Samklang med disse omme,
smægtenge Toner"?
Hun samtykkede med et lidet Nik, og han var ikke
sen til at benytte sig af den givne Tilladelse.
Han sang:
„Nei, nei", afbrod hun ham ivrigt, „det er jo Dem,
der synger galt. Disse Grd passer sletikke til den gri
bende Melodi, og jeg er vis paa, papa vil hellerikke
like dem".
„papa", gjentog han med et haanligt Eftertryk;
„ja, — men De kan ogsaa være vis paa, at det er mangt
og meget mellem Himmel og Jord, som ’papa ikke liker’;
men derfor er det ikke netop sagt, at det er saa forkaste
ligt. Desuden lovede jeg Dem jo, at jeg vilde lære
Dem noget nyt, noget, der hidtil kun har naaet Deres Gren
som en tom Lyd, men som fra denne Stund — det haa
ber jeg for vist! — vil vække nye Tanker og Længsler
hos Dem. For mig vil ialfald disse Grd herefter være
de eneste rigtige, fordi mit ’o3terla,n6’ er her, og ’allrg.-
Karsten’ er —"
Han stansede brat ved Lyden af Skridt i det til
stsdende Vcrrelse, og da presten kom tilsyne i den aabne
Dsr, befandt han sig i tilborlig Afstand fra pianoet.
„Nu, — er Du allerede fcerdig da, Dora mi’"?
henkastede presten.
„Ikke gcmste, Hr. Pastor", lsd det rappe Svar,
hvormed han dækkede hendes forlegne Taushed. „Frs
kenen havde just givet mig sit Tilsagn om at indsve en
Duet sammen med mig, da De kom. Men jeg hciaber.
De tillader, at vi fortsætter imorgen? — Nu faar jeg
»l’ili vill sara,
6er bor allrakaraßren min;
a«K, dacie vingar bara,
6>,l nulcia, sigg till — — «
159
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
