- Project Runeberg -  Urd / 2. Aarg. 1898 /
160

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. Lørdag 16. April 1898 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

160
nok tænke paa hjemturen, for jeg har desvcerre lovet
sorenskriveren at være fjerdemand ved et Whistparti
iaftcn".
„Ja, — De stal være velkommen, hjerteligt velkom
men", førsikrede Oresten. „Men Vla stal kjore Dem hjem ;
jo, — saamen stal han dct. De kan ikke gaa den lange
Vei. Alen, medens han spænder for, stal Dora vise Dem
vort Aurikelflor. Det er værdt at se, maa De tro".
Saa vandrede de langsomt henad havegangen, og
med en scelsom Blanding af pigeagtig Skyhed og higende
(crngsel ventede hun paa at hore ham udtale det afgjs
rende Spsrgsmaal, der skulde binde hende til ham for
Tid og Lvighed.
Det blev ikke udtalt; men, da Syrenlysthuset skjulte
dem for alle speidende Blikke, drog han hende pludselig
ind til sig, og hans (crber sogte hendes i glsdende Ays.
„Dora, sode, elskede Dora, — lov mig, at Du aldrig
vil glemme mig", bad han, da hun uvilkaarligt veg til
bage for hans lidenskabelige Ajærtegn.
„Aldrig, aldrig"! hvistede hun, og hun holdt
sit Tofte.
Oigen, der bragte den Bested, at Aarjolen var før
spændt, hindrede enhver videre Udtalelse; men han havde
jo sagt, han vilde komme igjen imorgen, og da
Den følgende Dag var hun paa Toppunktet af en
ulidelig Spcending. hver Gang en Stovsty hcevede sig
paa tandeveien, fyldtes hendes hele Vcrsen af jublende
Fryd. Men Skuffelsen blev ligesaa gjennemgribende,
naar det atter og atter hcendte, at et 3ces eller en Bonde«
kjærre udviklede sig af Skyen; og Orestens Forundring
over, at den ventede Gjcest ikke indfandt sig, gjorde det
dobbelt vanskeligt for hende at stjule den Nedslagenhed,
som da formorkede hendes glade Forhaabninger.
Tre Dage sneg sig hen paa denne Maade. Forst,
da hun næste Sondag efter Gudstjenesten traf sammen
med nogle af Damerne fra Sorenskriverens, erfarede hun,
at student lVith allerede Torsdagmorgen var reist tilbage
til Aristiania.
Men Dora vedblev at vente paa Brev eller paa
hans personlige Aomme; og medens Ambernes Roser
blegnede, og det stjælmste Smil, der havde givet hendes
Ansigt en eiendommelig Onde, sjældnere og sjeld
nere, sneglede Timer sig til Timer, Dage til Dage og Aar
til Aar, indtil det omsider gik op for hende, at Vente
tiden kom til at vare „hele livsdagen lang".
Nu og da kunde det komme Tider, hvor hun folte
det som en Homygelse, ja, næsten som en Fornedrelse, at
hun ikke var istand til at brede Glemselens Taageslsr
over det kortvarige Samvær med ham. Men disse Be
tragtninger endte dog altid med en bitter Erkjendelse af,
at hun hverken havde Mod eller Araft til at udrive det
Blad af sit 3ivs Bog, hvor hendes unge hjertes første
og eneste Ajærlighedsdrom stod prentet med uudslette
lige Trcek.
Undertiden kunde hun ogsaa fole Trang til at betro
sine sorgtunge Tanker til ham, med hvem hun hidtil
havde delt ethvert Indtryk, hvad enten det bragte Glæde
eller en hastigt svindende Varnesorg. Men, naar For
saltet stulde iklæde sig Grd, bandt Undseelse hendes Tunge,
og saaledes hcevede der sig lidt efter lidt en usynlig Mur
mellem dem, som ingen af dem formaaede at bryde
igjennem.
Med en Aandsklarhed, der bod den legemlige svag
hed Trods, havde den stille Aorsdragerste fordybet sig i
disse Minder fra Tivets Våar. Men de Aar, som
fulgt»’, gled mere i hverandre og tabte sig i Ensformig«
hedens flovende „einerlei".
Aun en Begivenhed fremstillede sig for hende med
URD
dct oplevedes umiddelbare Virkelighedspræg. Det var,
da Civets strenge, übsnhsrlige Alvor traadte hende imode
ved den hoit elskede Faders Dødslcie og lærte hende, at
alt, hvad der hidtil havde syntes hende tungt at bcere,
blev saa førsvindende smaat og übetydeligt overfor den
grufulde Forvisning, at han aldrig vilde vaagne af den
Sovn, som havde sat Dødens Stempel paa de fredfulde,
stivnede Trcek.
Gg da hun stod ved hans Gravhsi, omgivet af
Grave, hvor Giet stuede hen, grebes hun af en Fslelse,
der var nær beslcegtet med den, som havde svet sin
kuende Indflydelse paa Barnesindet, da den lille Oige
havde forvildet sig i den tyste, odslige Skov; thi ogsaa
nu lagde Ensomheden sit kuende Tryk paa hendes Sind,
og Trykket vilde ikke vige; det tog fast Tilhold hos
hende.
hendes Oigedrsmme var henveirede for alle Vinde,
og den hjemlige Arne eksisterede ikke mere; men den
kolde, torre Virkelighed blev tilbage med sine uafviselige
Arcw: hun maatte herefter tænke, handle og arbeide for
sig selv.
Nogle Dage senere ankom hun til Aristiania, hvor
„Aampen for Tilværelsen" stulde begynde.
hun havde haabet, at hendes musikalske Begavelse
kunde stabe hende en Indtægtskilde, og det lykkedes hende
ogsaa at faa nogle Elever i Sang. Men det varede
ikke længe, for en af Elevernes Modre fandt sig befoiet
til at afgive den Erklæring, at „hun likte ikke Frokenens
Methode"; og Dora, der var sig bevidst, at hun egentlig
ikke havd’3 nogen „Methode", besvarede denne Irettescet«
telse med en saa ioinefaldende Forknyttelse, at Madamen
sik et meget ugunstigt Indtryk af hendes Duelighed som
Scmglærerinde.
Følgen heraf var, at Datteren ophørte med sine
Sangtimer hos Dora ; og denne Vpsigelse trak flere andre
efter sig, indtil Elevernes Antal var reduceret til en
liden, fjortenaarig Dame, der sang oresonderrivende falstt
og snubbede sin Ccererinde med al den overlegne Ufor
skammethed, som en „Backfisch" saa vel førstaar at
præstere.
Saa fik hun Arbeide for en Brodeributik; men hel«
lerikke det blev af lang Varighed, hun havde ikke
den fornødne Fcerdighed, hedte det, og der var nok af
Aonkurrenter, som kunde gjore det baade bedre og billi«
gere. Men enten Grunden var at soge i dette eller hint,
saa blev ialfald Resultatet af dette og flere lignende
Forsog, at man ikke havde Brug for hendes beskedne
Virken.
Men, hver Gang hendes Bestrcebelser endte med et
bristende haab, blev Ensomhedstrykket stærkere, og hun
folte sig mere og mere som en forloren Draabe i det rast
lsst bolgende Menneskehav, hvor der ikke fandtes Blive
sted for hende.
En Dag, da hun sad og studerede „Morgenposten"s
Avertissementer for at opspore noget, som kunde „passe"
for hende, faldt hendes Blik paa følgende 3injer:
„En Dame, der spiller fcerdigt og taktfast til Dans,
anbefaler sig herved til de cerede herstaber, som maatte
onste hendes Bistand ved Dansemoro, Varneballer osv."
„Aanhcende kunde det ogsaa blive en Udvei for mig"?
sukkede hun i modlos Tvivlraadighed. „Jeg har da ikke
rent glemt alle de Valse og Oolkaer, jeg spillede hjemme
i Orestegaarden, og jeg kunde jo desuden lære nogle nye,
moderne Danse; og naar jeg saa over mig flittigt, turde
nok jeg ogsaa sætte ’fcerdigt og taktfast’ i Avertisse«
mentet".
Det saa ud til, at hun denne Gang stulde have held
med sig; thi Avertissementet indbragte hende snart en An«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1898/0164.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free