Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 30. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg vidste, jeg havde Ret, hvor de sagde, jeg havde Uret.
Og det tænker jeg fiere med mig har fslt. som Opdrager
inde har jeg havt og har mangen Ramp — men for
hver Overvindelse, for hver slaaen af for mig selv —
vinder jeg frem i seier — blir rigere — lykkeligere og
mere tillidsfuld.
u var Vaaren kommet. Nu stod Anopperne bri
stende fulde og ventede paa den sidste varme
store Verdens tys.
paa en aaben plads i s>koven stod mellem
Mose og spirende Grcrs en liden Hvidveis, den
første. s>olen havde netop kysset dens lille runde Hoved,
og nu aabnede den sin hvide Arone og saa sig om. Hvor
Verden var vid! Men der var ingen af dens slcrgt.
tidt borte ved Aanten af skovstien stod dog en blaa Viol
og saa sig nysgjerrig om. Det var som om den strakte
sig. „Ven er nok ogsaa fremmed", tænkte den lille Hvid
veis og aabnede Aronen lidt til for at se bedre ; men hvor
er de andre, hvor har de gjemt sig? Her er jeg saa
alene. „Her er jeg", sa Tolstraalen og kom dansende
over Engen. Hvidveisen folte Varmen og blev saa un
derlig tilmode. „Aa bare her var nogen at holde sig til",
hviskede den, hvor er dog mine Vrsdre og ssstre!" „Hvor
du er sin og nydelig", lo solen, „og saa er du den første".
„Ven første?" spurte Hvidveisen, „aa hvor gjerne den sidste,
naar jeg kun sik leve sammen med mine kjcrre", og den
græd, men solen torrede straks Taarerne bort. „Vcrr
glad ved dit korte, rige tiv", sa den, „ser du ikke alle
de beundrende Blikke, Trcerne og Bustene sender dig, horer
du ikke Backken, hvordan den synger din Pris; ser du den
lille Bogfinke i Trcetoppen der, horer du de smeltende
Coner? Vet er for dig, den synger." „Ven første, den
første", synger den. Men den lille Hvidveis hverken Horte
eller saa. Ven vidste bare, at den var saa ensom og ingen
havde at holde sig til.
Bogfinken jublede, s>tæren fisi i store Flokke hen
over skoven; ret som det var, var de lige over Engen.
Vet Hven af Vingernes hastige slag, tærken fisi hoit i
den klare tuft, lod hore en Trille nu og da, som tabte
sig der hoit oppe, ja, endog s>orttrøsten sad i en Trcrtop
ved Backken og meldte stsiende Vaarens komme.
Ver kom nogen gaaende henad stien, en liden
pige med lyserod Ajole og lyserode Baand
i Hatten. Hun havde Mose i Haanden og en hel Vel
„Gaasunger"; nu trippede hun ssgende om paa de smaa,
lette Fsdder. — Ver undslap hende et forbauset Udraab,
saa bøiede hun sig ned, og Hvidveisen saa den lille blaa
Viol lsftes op fra det blsde Grcrsleie og scrttes mellem
Mosen og „Gaasungerne". Ven stod sverst oppe i Bu
ketten, og den lille Pige smilte til den og sa: „Nu stal
Mama bli glad, nu, hun ser det er vaar; du lille viol
er det første Vaarbud, du og Hvidveisen, sir Mama, og
hun er saa glad i Vaarbud."
saa gik hun uden at se Hvidveisen. Nu folte den
sig endnu mere alene: „Hvorfor tog ikke den lille pige
mig?" sa den, „hvorfor stal jeg staa alene tilbage?"
Den første Hvidveis.
Nirak.
U^D
Vet blev Aften. s>olen nikkede til Engen, til Trcerne,
Vækken og Hvidveisen, og forlod den, saa dvcelede den
lidt i s>kogen, — der var sagtens meget at si Farvel til,
— og saa førsvandt den. Der blev med et saa stille.
Fuglene taug, og Insekterne summede ikke længer, bare
Vækken rislede videre; men den sa ikke længer som for:
„du er den første". „Imorgen, imorgen", sa den. s>aa
sovnede Hvidveisen.
Det var tidlig næste Morgen, da Hvidveisen aabnede
de smaa Gine og saa sig om. Men hvad var det? Der
stod et Blomsterbarn i Anop, men der ogsaa et, og der
et, og der! ja, hele Engen var fuld. Nei, nei, og de
snakkede allesammen. „Hvad er du for en Raring?"
spurgte de. „Ajender dere mig ikke, keg dere ikke op af
Jorden igaar og saa mig, er dere virkelig kommet denne
Morgen?" „vi førstaar dig ikke, flet ikke", svarede de
smaa Hvidveisbørn og stak Hoderne sammen. „De førstaar
mig ikke", Hvidveisen rystede bedrsvet paa Hodet. Tolen
kom nu dansende som den foregaaende Dag; men nu
talte den ikke som da til Hvidveisen; men den smilte og
nikkede til alle de andre. „Er dere der, velkommen,
velkommen!" Gg alle Fuglene kom og sang for de ny
ankomne, og Vækken rislede: „Vaar, Vaar, Vaar." Men
Hvidveisen fra for brod ingen sig om.
„Hvor du er deilig", sa det ene Hvidveisbarn til det
andet; det sidste sa det til stæren, stæren sa det til Tro«
sten. Trosten til Meisen, Meisen til Bogsinken, Bogsinken
til Vækken, Vækken til solen, solen til 3cerken og tcrrken
sang heit oppefra ned til Hvidveisen igjen: „Hvor ler
deilige, smaa Hvidveisbørn".
Hvidveisen fra igaar fslte sig end ensommere; den
fslte Trang til at græde. „Hvorfor græder du," spurgte
s>olen og saa skarpt paa Hvidveisen. Taaren tsrrede.
„Jeg er saa alene". — „Au er jo de andre kommet".
„Ja, men jeg kom fortidlig til Verden. Jeg horer en
svunden Tid til ; de andre vil ikke Hendes ved mig." Hvo
for glædede du dig ikke, da du var frist og ung?" spurgte
solen, „alle beundrede dig, hvorfor nod du ikke?" „Jeg
havde ikke Evne til at nyde", sa Hvidveisen bedrovet og
hang trcet med Hodet.
Det var atter Nat. Alt og alle sov. Fra skoven
kom smaa Alfer, lette som snefnug, for at danse paa
Grsnsværet. De tog hverandre ide smaa Hænder og
dansede rundt og rundt, mens de sang som smaa sine
Alokker. Det gjenlsd mellem Mosen og de første Blom
ster. „Her staar en Hvidveis med vidt aabne Gine", sa
den yngste Alf.
3>nart var Hvidveisen omringet af de smaa, vcevre
Væsener, som dansede om den, lo og spogte. Hvidveisen blev
med et saa mat, den vidste ikke om det var stsien eller
hvad det var, som gjorde det. „Den vil vi ha med i
vort 5lot", sa en af Alferne. „Nei, den vil jeg ha at
forcere min Gemal, Gjerdesmutten til hans Fodsessdag,"
sa den anden. „Den vil jeg ha at plante udenfor mine
Ttuevinduer", sa en tredie, og flig fortsatte de i det uen
delige, indtil de blev rent uenige og begyndte at trcettes.
3aa opdagede en, at Hvidveisen hang med Bladene:
„Men den er jo dod", sa en. — „Ja virkelig er den ikke
død", sa en anden. „Det klare Blik er brustent", sa en
tredie; men den yngste, som var den mest varmtfolende
boiede sig og kyssede de brustne Gine. „Vi vilde dig
intet ondt, stakkels Hvidveis; vi vilde kun eie dig", sa hun.
Alferne hentede grsn Mose, og blanke Dugperler og pyn
tede den dode Hvidveis; lidt skum fra Vækken var dens
Hovedpude, og Alferne græd Taarer, som blev til blanke
ferler i dens hvide Arone.
saa listede de stille bort.
t. R.
185
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
