Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 21. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
— Et korresponderende Medlem, og det ovenikjobet
et Hittebarn, hvis Oprindelse er meget tvilsom! udbrod
Signe indignert jeg synes vi havde det hyggelig som
vi havde det, jeg!
— Men Nelly gjor Indtryk af at være en
meget førstandig, intelligent Dame, indvendte Mathilde,
hun kan kanske være os til adskillig Nytte. Naar
vi holder paa at fiyve lidt vel hsit, kan hun tage os ved
Vingebenet og minde os om at Jorden dog er den soli
deste Grundvold — endda ! og Vivian
— Vivian! afbrod Signe, hun med „Manden er
Avindens Hoved" og alt det der ! Nei hun er da altfor
kjedelig. Nelly liker jeg igrunden, ja jeg kan enddog
tænke mig at jeg kunde komme til at holde af hende, men
Vivian! hun snakker jo ikke om andet end Selvforsagelse,
Underkastelse, lydighed og alt det der gammeldagse,
kjedsommelige Snak som vore Gldemsdre bestandig forte
i Munden. Hun vil jo bare gjore os Avinder til no
gen underkuede, forkroblede Væsener der skal opgive vore
egne Interesser og blot soge Mandens! Ja vi stal end
dog folge med Tiden — ikke for vor egen Udviklings
Skyld, men for at Mændene stal synes bedre om os —
pu-h!
— Ikke saa ivrig, lille Ven! smilte Mathilde. Du
overdriver en hel Del og gjor Vivian stor Uret, stjont
jeg jo siet ikke er enig med hende i alt hvad hun siger.
— Nei det haaber jeg da virkelig du ikke er! ud»
brod signe og Ellinor paa en Gang.
— Vivian er ikke nogen overfladisk Avinde, fortsatte
Mathilde, derfor kunde hun umulig mene at vi Avinder
skulde soge at folge med Tiden osv. kun for Mændenes
Skyld. Enhver Avinde af en lidt dybere Natur har i
sig en Trang efter viden, efter Forstaaelse, baade as sig
selv og af Civet, og den Avinde som ikke har det, maa
vækkes op — ikke ved at man appellerer til hendes For
fængelighed eller til hendes Behagsyge, men ved at man
vækker tillive de Aræster og de Evner som slumrer i hendes
Bryst. Dette er jeg overbevist om ogsaa er Vivians
Mening. Men Følgerne af en saadan Udvikling, Fsl<
gerne af at Avindens Interesser hoines og hendes Gnster
og Tængsler faar et høiere Maal, vil sikkerlig blive, som
Vivian ogsaa siger, et rigere Samliv ogsaa i ALgtestabet,
„en vis Friflhed over det daglige 3iv".
Dame-Rlubben.
URD
Ellinor.
— Ikke alle. Mathilde hcevede upilkaarlig Hodet.
Hun tænkte rimeligvis paa sin egen Georg, der saa trofast
deler alt med hende og raadfører sig med hende om alle
Tmg, udeN at der nogen Gang bliver Tale om „Hodet".
— Jeg har forresten studert meget paa det der om
Manden som Avindens Hode, fortsatte Mathilde. Det
stred saa imod ethvert Skjonhedsbegreb, synes jeg, for ikke
at tale om Ære og Stolthed. —
Ja men Stoltheden har du jo ikke Tov til at nære,
ifolge din Veninde Vivians Aaastcmd.
— Men heri er jeg ikke enig med Vivian. Hun
omtaler „Mesterens" Ybmyghed Bevis for sin Aaa
stand. Men det Bevis tror jeg ikke ganste holder Stik.
Den store Mester selv var vistnok ydenyg som et 3am,
men han var paa samme Tid stolt og modig som en
3sve. Gg denne sidste Egenstab hos ham bliver der
ganste vist lagt altfor lidet Merke til. Vi Maa desuden
huste paa, at for ham laa alle Ting aabne og overstuelige.
Han vidste hvor meget hvert enkelt Menneske havde i
Arv af ondt fra dets Fædre, hvor meget dets Vilje var
bundet, hvor megen Aamp der var for det gode. Han
saa alle Hjertets hemmelige Traade og kunde domme ret.
Derfor var han ogsaa ydenyg og taalmodig, d. v. s. kjærlig
og forbarmende ligeoverfor alle i hvis Hjerter der fandtes
Længsel, Hunger efter Retfærdighed, efter det gode, men
stolt, myndig, værdig ligeoverfor alle som var store og
gode i sine egne Gine.
— Men saa tilbage til Manden og Hodet da,
Mathilde!
Mathilde 10.
— Dere afbryder mig jo uafladelig. Men med Hensyn
til „Manden og Hodet" saa maa jeg sige, at jeg har
studert meget paa det. Jeg, kunde ikke tænke mig at Gud,
som har stabt alt saa stjont og harmonist, og som har
sat Manden og Avinden i Verden, rigt udrustet, som de
er, og saa vakkert supplerende hinanden, selv stulde ode«
lægge dette Forhold ved en Forordning der gjorde den
ene til Slavinde og den anden til Herre. Nu førstaar
jeg jo mere og mere, hvilket dybt aandeligt Syn der stal
til for at fatte eller blot ane lidt af Guds Væsen og Guds
Husholdning, men netop derfor er det ogsaa klart, at Gud,
den uendelige Gud, ikke kan rummes i Grd, ikke kan
skildres med vort fattige Sprog. — Sproget kan blot an
tyde ham. Naar det derfor staar at Manden er Avin
dens Hoved, saa ligger der sikkerlig noget meget dybere,
og storre, til Grund for disse Grd end vi med vort over
fladiske Blik i Gieblikket førstaar det. — Manden er jo
den sterkere; han repræsenterer Araften; han er ogsaa den
der griber Initiativet. Naar Gud derfor anviser
Manden Olads som Hode, saa er det sikkerlig som om
han vilde sige til den modige Avinde som med Anstren
gelse stavrer sig frem henad den bratte, stenede Vei: „Se
der gaar en sterk Mand ved Siden af dig, tag hans Arm,
saa gaar det lettere!"
— Ja hvad mener du egentlig med det? For nu
at bruge dit eget Villede: har Avinden først taget Man
dens Arm, saa er det vel han som stal styre Aursen, kan
jeg tro, sagde Signe.
— Vilde du stene mig om jeg svarte ja? spurte
Mathilde leende. Forresten siger jeg ikke ja, folede hun
alvorlig til. Jeg tror at Aursen, den rette Aurs, ofte er
saa vidt vanskelig at finde her i Verden, at Avinden be
hover Manden og Manden Avinden for at finde den.
De er jo saa forskjellige, netop fordi den ene stal udfylde
— Gg det med „Manden og Hodet" da!
—- Ja det bliver værre at klare.
— INcendene klarer den meget bra, de, lo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
