Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 21. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bemerkede han i Hamtalens 3sb. Forleden Nat, min
Naadige, var jeg kommen lidt for sent hjem — hm —
en Hummersalat og senere varm Toddy — ikke efter Reg
lerne, min Naadige. Raa — jeg sovnede sent ind og
vaagnede Al. H ved en forfcerdelig Rumlen og Rabalder
i min Mave. Blev meget forfcrrdet — Hveden sprang
frem, jeg vilde ringe og sieblikkelig sende Bud efter Con
radi. Du ved, man der ikke, min Naadige, uden pro
fessor Conradi er tilstede — men medens jeg lyttede, op
dagede jeg, at det ikke var i min Mave, der rumsterede
— men den nye Vandpost vi havde faaet i Gaarden.
Conradi sik Fred for mig — hm! — Naadige". —
Vi lo hjerteligt og begyndte at lave Vitser og Vers
om den rumlende Bor’mestermave og Vandposten, men
midt i poemet Horte jeg Hmeldet af Tyveris svsbe.
„Farvel da, kjære. Aan du ikke komme op til os og
smage paa Frugten?" „Jeg forlader ikke papa, og pa
pa vaager over Vyen — men i Oktober siger man vi er
kvit denne „Mannedauen" " Lever vida? Tror
du? Farvel".
Da jeg kom op i Giggen, morede jeg min Onkel
med disse Historier og mange andre smaa lystige Rygter,
som jeg havde hørt, og saa ncevnte vi ikke Aolera, for
vi hjemme havde afleveret vor Rapport med ogede Tal
og enkelte kjendte Navne som dode.
Vi var kommet langt ind i september. Dagene var
kjsligere, Nætterne endog kolde, og de dodes Tal var
mindsket. Aanhamde vi nu var bleven vant til at hore
om disse pludselige Dødsfald, der rammede alle Alasser
og ikke tog Hensyn til Aar eller Alder. Avet hang i
en Traad for os alle, og ligesaa kjed som vi var af disse
overdrevne Forsigtighedsregler, ligesaa trcette var vi af at
se paa disse indhyllede skikkelser, som levede i Frygt og
Væven. Nei, Ungdomsglæden, som jublede i En, kunde
man ikke fordrive — lidt Morro maatte man have, men
der kom dog det, der ogsaa strcemte mig til sidst.
En Eftermiddag, da fiere af os Unge havde havt
en liden hemmelig smaus nede i Haven, der i sin bug
nende Fylde af den mest henrivende Frugt — fra Vringe
bcerhcekken indtil Espalieret med de tunge, blegrsde, sine
Ferskner, der nok kunde forklare en krcrsen Tantalos før
smægtende Avaler — gik jeg alene ud af en 3aage og
stod nu paa Bakken, der straanede nedover mod sletterne
til Tognsbcekken, med vettakollens morke Ryg lige foran
mig, medens Solen gik ned lamger i Vest. Her var saa
uendelig vakkert; jeg blev staaende med et af de forbudte
ALbler i Haanden, da jeg ser et Menneske midt for mig,
som jeg kjendte og alligevel ikke kjendte igjen. Det var
Per, Husmanden, ikke lyslevende, men dødlevende. Han
var samme Dag sluppet ud af Lazarettet paa Gausta og
gik nu som en hjemlss her og der, lange Omveie, fordi
han ikke turde gaa over Gaarden. Jeg stod som før
stenet-; hans Gine var sunkne dybt ind i Hovedet, mens
Næsen var sprunget frem, kceberne var torre og tynde,
Hudfarven gulbrun og et Udtryk saa lidende, saa lidende
— en Opstandelse fra de Døde! Rlcrderne hang om den
for saa kraftige Figur, og han kunde neppe sicrbe Benene
med sig.
„Er det virkelig dig, per?"
„Ja, jeg er sendt hjem, de havde ikke mere plads
for mig; men Herregud, Frsken, spis ikke Apaler, ingen
veit, aa det er — den Tjuka — men jeg glemmer aldrig
dom Aramperna. Men gaa, Frsken, gaa nu ind i
Haugan — tænk, om de oppe paa Garen vidste, jeg talte
ved deg.
„Ja per — ja — Farvel — jeg lover dig ikke
at smage Apaler. vi stal sende dig Vin og god Mad,
Per — meget god Mad, bare spis, spis",
URD
„Tak, Froken. Jeg sitter her i solnedganga og ser
over til Gaustad. Jamen var det lystigt, at jeg slap
fraa — aldrig hadde jeg trudd det, lel!"
Jeg holdt Ord og ovede ogsaa min Aommando over
de andre, per dødlevende virkede mere end alle Formanin
ger og alle Reskripter. Jeg kan endnu se ham for mig
og har aldrig glemt ham. Et Under at han kom sig
efter de „Aramparne".
Den 6te Oktober flyttede vi til Vyen for at feire et
et sslvbryllup hos en Onkel, og det var med Taarer den
store slcegt modtes fra alle Aanter. Ingen manglede i
Geledet.
Endnu syv lykkelige dommere tilbragte vi paa det
dcilige Berg, der havde været i Tlcegtens Eie, nær 50
Aar, og med dette Digt siger jeg Farvel til Barndommens
sommerparadis.
Du sted for hver en Varndomsleg,
for hvert et sommerminde,
du hvide Hus med Aldersprceg
velsignet er dit Minde.
Du var min Moders Legested,
og i de samme lunde
mit Barndomsliv med Fryd og Fred
henrandt foruden vunde;
og saa, da legen var forbi,
og Drsmme Hjertet hilder
med alt sit sode svcermeri
og sine Taagebil’der,
da var det under dine Trcer,
hvor lovet dybest skygget»,
den hele vilde Drsmmehcer
luftslotte deiligst bygged;
men da i Digt sig Tanken svang
og gjennem sang sig klared,
det var Grenes Hang
sig Vrdet aabenbared.
Min Tanke svulmed frisk og rig
i lette
imens jeg vandred. Varnet lig
paa dine elskte stier.
Men, ak, din Friskhed, grsnne 3kov,
var ikke helt dit Lie,
dit lov blev Regn og stormes Rov,
det dækked dine veie.
Det var ei blot en Rosentid,
som jeg hos dig har feiret,
en stormfuld Host kom ogsaa did
og Vlomst og Vlad henveiret.
Men over alt det sjunkne lsv
sank Fredens stille Dage,
og af det faldne, smuldne stsv
en vaar kom dog tilbage.
(Lt Ungdomsliv med al sin strid
— snart loftet og snart kuet -
med Frugt og Vlomst paa samme Tid
har din Natur beskuet,
og derfor er t»l hvert et sted
en rig Erindring bundet,
mit indre liv’med Kamp og Fred
har der sit Udtryk fundet.
Vg fra en saadan Mindeplet
jeg pludselig skal rives,
det sted, hvor jeg har smilt og grædt,
skal til en anden gives.
Verg.
211
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
