Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 28. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
gamle Dage var der en bersmmelig Alpejcrger,
som hed
Han eied en Hytte red Genfersjs, men alle
Alpedales vildt betragtede han som sit. Den
dristigste Gemse var ikke tryg for ham — ikke
den ensomste Grn.
A7an siger han sanked Rigdom sammen. han
havde ingen Bsrn; saa da han dode testamenterede han
sin Formue til alle verdens Fattige.
legatet eksisterer endnu. Enhver som cr arm kan
gaa derned og hcrve sin Del.
Alen saadan er sjs>en beskaffen og Tandet deromkring,
at man kunde synes Vorherre selv dernede har oprettet
et Cegat for Alverdens nsdlidende, et der strækker bedre
til end INamins.
Gg de kommer ogsaa Alverdens nsdlidende, de der
trcenger Jordens Barmhjertighed — de der har taget Skade
paa sit tegeme, som de der har taget Skade paa sin Sjel.
De tommer og faar — af et tegat der er storre end
Mamins !
Der staar skrevet: Beder og I stulle faa!
Der kom engang ned til Gstkysten af
ulykkeligt Menneste — en sangsvane med blodigt Bryst.
Det var Rousseau.
Han saa tandet, Sjoen — lig en Vision han engang
havde havt, en af dem saa smertelig stjønne, at de aldrig
kan opleves.
Da sank han ned foran bandets Gud.
Gg han sik mer end han bad om, mer end han vidste.
Hans Gine aabnedes. Dsre sprang op ind til Na
turens hellige Harmoni, dens dybe tcegedom — tsndsre,
der havde staat lukkede for Mennesters Tusinder gjennem
Sekler af Tid.
Beder og I ffulle faal
Han greb Forjættelsen, klamrede sig lil den.
Gg han sik af det store tegat!
Hans sonderbrudte Aand lcrgedes. Den reiste sig i
sin Vælde. Han dromte her sine brændende Drsmme,
sang om sin Smerte og sin tyst saa at det gjennembævede
Europa. Man trodde ikke lamger de kloge Hoveder,
man fyldtes med (Lnthusiasme, man vaagned op af sin
lange Forglemmelse, man kunde igjen se, at Jorden var
skjsn og at Gud var derude.
Menneskeheden glemmer ham det aldrig!
Engang længe efter kom Byron derned. Gg Na
turens lyse Aander kom ogsaa til ham. De viste ham
omkring til han blev hel underlig tilsinds. For havde
han elstet det brusende Hav, — nu henrev det ham at
glide paa stille, dybe Bolger, deres Mumlen vuggede til
Hvile, og naar de stinnede mod ham, da bøiede deres
Straalestrsm ham under sin Magt saa han stjælvede inde
i sin Sjel.
tandets Genius var over ham; han rorte sin Harpes
Strenge. De var af Guld.
Fra Fjeld og Sjs
H^v^z
la c I^eman.
(Genfersjs).
111
Eftertryk forbydes
URD
Gg baade for og siden har det hcendt for dem der
er kommet derned, at Hjertet er blevet brændende i dem.
De har maattet tale; har ikke kunnet andet.
Oaa alle Sprog har man lovsunget Is
Gg hver en tovsang har havt det samme lyse Refrain:
Her er det godt at være!
For stor, mild ligger den, vid for Synet — en mcrgtig
saphirblaa Halvmaane inde mellem hvide Fjeld.
tangt ude over Dybene farter den vilde Havsvale —
inde ved Aysten ruger Svaner.
Som oftest ligger den stille med en fredelig Middags
vind; og Baadene med de fintformede, latinske Seil glider
som hvidvingede Fugle, speilende sig i det blanke vand.
Men undertiden kan ogsaa Vinden sætte ganste store Bslger
ude paa I’su, dlsus, — den dybeste Del af Sjoen. Tyve
Meter brede med flere Meters Dybde lofter de sig under
hvide Skumkamme, saa fyldt af tys som var hver Vand
draabe en funklende Arystal.
Gg de kommer her. Mennesker, — Slægt efter Slægt.
Aommer i Tusinder, ster og fler. Alle staar det dem frit
for at have sin Oart af det store tegat.
Skulde her komme nogen, som ingenting trcenger —
de faar alligevel. Enten man vil eller ei lister Skjsnheden
sig ind paa en, bringer stille Velbehag, en Slags tykkefslelse.
Men vil man ret, kan det hcende man kommer til
at sidde ganste stille hen, med en ny Folelse af hvor in
derlig man horer sammen med alt herude — en Gverbe
visning saa sanddru, at man kunde ville folde sine Hænder
og sige: Herre, hvor vil du, vi stal gaa hen? Her er
jo det evige tivs Grd, aldrig var du os nær som her
mellem alt, hvad du i din Herlighed har skabt!
Der sad en Dag en Dame ved Strande«; bøiet, trcet
og gammel.
er saa vakkert!"
Hun vender sig halvt bort. Hun vil være alene.
Hun sidder og ser hen over Thillon. G det er sandt
hvad hun siger, at der er vakkert.
tuften ligger solig, duftfyldt og varm. Gvover
Bjergsiden en Dis, letfodet og lys.
f)aa den anden Side bslger Sjoen, i rosenrodt fra
Morgensolen, i azurblaat fra den dybe Grund. Gg oven
over sees Alpernes taarntindrende Stad, saa tcrt op til de
himmelske Boliger, som kunde man deroppefra hore Him
meriges Alokker gaa.
Man kan let blive siddende aldeles hen. I taus
Majestæt staar de gamle gopler langs Sjoen.
De staar og ser ind i Himmelen, synger om saa mangt,
staar og nynner og mumler for sig selv, som rigtig gamle
Folk pleier.
For de veo jo det hele. De har oplevet det — hu
sker, hvordan Slægt efter Slægt Aarhundreder igjennem
har stormet sig selv tildode — eller stridt tivet stille hen.
Gamle Sange er det — men ungt tov synger dem.
Gg dets Tone er magtfuld, og ny som Solen for hver
en Dag den kommer.
Jo længer man sidder saaledes, jo vanskeligere kan
s s
5 ,’!-
4
4-
Hun var langveisfra; kommet derned tilsidst, fordi
hun var en af de livets veifarende. der var ved at for»
smcrgte.
Gg hun blev siddende der, mens Tkjsnheden listede
sig ind paa hende.
Hun sad med Taarer il Ginene. Tilsidst faldt hun
hen i stille Graad. En anden Dame kommer. „Dette
gaar ikke an! Nu stal du være glad!"
„Det er jeg ogsaa . . . . det er bare . . . fordi her
H5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
