Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 4. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
efter en overalt er en sand plage, og man kan næsten ikke
hore Mands Maal for Tkrig og Tkraal og Tvobesiag.
Jeg er saa glad, over at vi stal reise imorgen.
Farvel da kjcrreste Dagny! Hils vore fcelles venner
i Norge saa hjertens meget!
Har jeg ikke nu været snil, som har skrevet et saa
langt Brev til dig?
Vin hengivne
Hjsrdiz.
førstrækket over alle de Tanker, som stormede ind paa
hende.
Næste Morgen blev Helene usedvanlig tidlig kaldt
til Dronningen. Til sin store Forundring fandt hun
Kristine allerede paaklædt. (Lller skulde hun siet ikke
have været i seng, tænkte hun; thi Dronningen saa
forvaaget ud.
— Helene, jeg trcrnger din Hjcrlp. Tiltrods for
min Rigdom er jeg dog fattig som Avinde. I min
Garderobe sindes kun pragtklædninger og — — og
Dagligdragter. Jeg vilde idag gjerne kloede mig i
Avindedragt, men ikke i en af hine prunkende stats»
klædninger. Vilde du laane mig din nye Dragt, den af
rod Tilke, som er saa vakker? Vi er af samme Ttsr
relse, saa jeg tror den vil passe mig — og — — jeg
tror den vil klæde mig.
— Deres Majestcrt, alt hvad jeg eier tilhører min
Herskerinde.
— Du studser, spurte Dronningen, men Tagen er
ganske enkel. Jeg vil fortscrtte at studere Ajcrrligheden.
Te her, — hun greb et Hefte som laa paa skrivebordet —
Tcud«ry sendte mig igaar en Afhandling om Ajcrrlig
heden. Jeg læste den, lceste den for jeg gik tilsengs.
Hvor taabelig den er ! Jeg tror TcudHry aldrig har
gjort andet end at skrive Boger, og saa vil hun strive
om Ajcrrligheden. Gaa Varn, og send Dragten hid
over! Gg saa —ja saa vil du nok hjælpe mig, ikke
sandt? Du ved jeg liter ikke at hjælpes af Aammer
fruerne.
— Ja, svarte Helene.
— Tkynd dig — og send en page ind.
Helene de la Gardie fjernede sig, og Droningen for»
seglede en Tkrivelse hun holdt i Hacmden.
Da pagen traadte ind, rakte Aristina ham den. —
Til Citadellets Aommandant, sagde hun. Gaa selv og
meld mig det naar du er tilbage.
Da hun var alene, traadts hun hen til vinduet og
saa ud over det friske grsnne som frodig spirede op
mellem de sortgraa Mure og Taarne. Det energiste
Drag i det næsten barnlige Ansigt traadte stærkere frem.
Hendes Bryst hcrvede sig, Ainderne rodenede og i de
staalblaa Gine kom et utilfreds og lidenskabeligt Udtryk.
Taaledes fandt Helene hende. Dronningen trak sig straks
tilbage til sit paaklcrdningsværelse, og det varle temmelig
lcrnge inden hun igjen kom tilbage.
— Det er gaat uden Hjcrlp, sagde hun smilende,
eller kanske du har noget at udsætte?
— Deres Majestcrt er smuk, svarte Helene med op
rigtig Beundring og betragtede Dronningen fra alle
Aanter.
Den varme, dcempede rode Farve klcrdte hende ogsaa
udenerket. Hendes friske Teint bragte uvilkaarlig Tanken
hen paa „Tnefrid og Rosenrod", og det lysblonde Haar
vrydet af en enkel Vrilliantstjerne var sat op paa Hodet
som en Arone. Efter den Tids Mode var Ajolen ud
5 S
5
URD
ringet og fremviste hendes stjonne, hvide skuldre; guld
indvirkede Blonder omgav Halsudringningen og garnerede
de puffede Wrmer.
Hvad der især bidrog til at forhoie Dronningens
Tkjsnhed, var hendes Forlegenhed. Intet forhøier den
kvindelige ynde mere end denne smilende, übevidste For»
bauselse over sin egen Tkjsnhed, og hertil kom desuden
hos Aristina en Uvanthed med at bevæge sig i en saadan
Dragt. Dronningen tabte noget, men Avinden
vandt derved.
Mens Hofdamen ordnede lidt paa Toilettet, kom
pagen tilbage. Han meldte, at Rochl Talmout skulde
blive fort til blottet Al. som Vronningen havde
befalet.
Aristina gav pagen nogle Befalinger, hvorpaa
denne fjernede sig. Den harmlose Glcrde Helene havde
folt ved at smykke sin Herskerinde, var forbi; atter stor
mede Tankerne crngstende ind paa hende. Hvad var
det dog Dronningen havde isinde?
— Det er mit Gnste, sagde Aristina, at du ikke
viser nogen Bevcrgelse, hverken Forbauselse eller Delta
gelse. Roche Talmout stal ikke lide Døden. saa du kan
være rolig. Men vi vil ikke lade en teilighed som
denne, der maaste aldrig vender tilbage, undslippe os.
Vi vil se hvad . der er ved Ajcrrligheden. Igaar var
jeg næsten svag. Men hvad har Roche Talmout bevidst?
Han har talt smukt, — talt udenerket — men hvad har
han gjort? tad være at han ikke frygter Døden; men
han elsker tivet og mere end tivet — tykken! Han viste
sig igaar crdlere end de allerfleste Mcrnd; men derfor
krcever han ogsaa mange Gange mere af tykken end
andre. — Maaste er han blot en pralhans og holdes
oppe ved Haabet om min Naade. Han frygter ikke
Døden? Bah I — han tror ikke paa den ! Det er Tagen.
Gg hvad sagde han om mig? Jeg stulde efterabe
Mcrndene? Nei, min Hr. Marquis, jeg onster siet ikke
at efterligne eder! Jeg vilde ikke være nogen Mand,
men heller ikke tegetsi for en Mand. For Manden er
Ajcrrligheden kun som et Glas Vin, en flygtig Nydelse,
og hos Avinderne er den Daarstab, Gvertro, en vanvittig
Indbildning, som man har bibragt dem forat de villige
stal fsie sig under sin Herres tuner. Aom Helene —
til Audiensen!
Helene saa paa en Gang crngstelig og beundrende
op til Dronningen. Aristina havde nu gjenvundet hele
sin gamle sikkerhed, hun var nu atter Gustav Adolfs
Datter .. . Gustav Adolfs Ton. Men der var ogsaa
noget andet, noget som fyldte Hofdamen med uforklarlig
A3ngstelse. Hun lsftede bedende Hænderne og stillede sig
bleg, med bankende Hjerte i Veien for sin. Herskerinde.
— Deres Majestcet, tiggede hun, jeg beder ikke for
mig selv. Jeg foler en Rcrdsel — hvorfor? det kan jeg
ikke forklare; men turde jeg, vilde jeg af al Magt holde
Deres Majestcrt tilbage — jeg crngster mig for min
Hersterinde, hvem min hele Ajærlighed tilhører. I Tager,
som angaar Rigets Vel, horer Deres Majestcrt dog gjerne
paa (Lders Aanslers Raad. Nu gjcrlder det Ting hvor
en Avindes dunkle Fslelse maaste kan sinde Vei. Jeg
har ikke god Forstand, er et Barn i meget, men jeg har
noget i Brystet som siger mig — aa. Deres Majestcrt,
lad Roche Talmout drage bort og leg ikke lcrngere med
ham!
Dronningen Horte smilende paa hende.
— Te, se! udbrod hun. <3n ny Doktor i veltalen»
hed! Men kom nu! Du ved jeg altid er punktlig . . .
hor! der siaar Al. Aom.
Hun aabncde selv Doren og traadte saa rastt ud at
pagerne sprang op som truffet af tynet. Helene fulgte
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
